10 SKUD FRA DEN STORE STYGGE BY OVRE [1:2]
NÅR MAN SOM BORNHOLMER bevæger sig over det åbne ocean til den store, stygge hovedstad er der mange ting, der trænger sig på. Ustandselig skal man have fotoapparatet ud af sit hylster. Bare sådan en tur rundt omkring Nyhavn og Kongens Nytorv kan nærmest fylde et helt fotoalbum. Her er 10 skud fra hoften: 5 i dag og resten 3. juledag.
EN AF DE SEJESTE VÆRTSHUS i København er vel nok Hong Kong i Nyhavn. Det er en kælderbeværtning og har såmænd åbent døgnet rundt. Her må man næsten alt … selv amning er tilladt. Det er nu ikke mødre med småbørn, der fylder det lumre lokale, men større børn kan jo også have behov for lidt modermælk. Fotos©JørgenKoefoed.
RIGMANDEN MED DE MANGE MILLIARDER efter salget af Saxo Bank – Lars Seier Christensen – har stadig sin 20 meter lange og 5 meter brede motorbåd LIBERTY liggende ud for nummer 40 i Nyhavn. Bortset fra at der af og til sad et par gutter og drak dåseøl og røg cigaretter på det overdækkede agterdæk, lå skibet øde hen. Milliardær-Lars viste sig ikke i de ni dage, hvor Din Blogger kunne holde øje med det 5 millioner dyre luxusskib, så måske opholdt han sig på sit slot i Schweiz eller i sit sommerhus i Sverige …. eller i sin faste suite på Hotel d’Angleterre. Hvem ved? Foto©JørgenKoefoed.
LUXUS-HOTELLET d’ANGLETERRE på Kongens Nytov kan nu endelig få luft. I mange år har det været generet af arbejdet med den nye metro-ring. Vanen tro gøres der meget ud af den udvendige julepynt. Trods den manglende december-frost er den imposante bygning alligevel oversået med istapper fra de øverste etager. Det er her omkring, at Milliardær-Lars har sine faste værelser, der i december henligger i delvis mørke takket været de kunstige tapper. Gad vide, hvad han siger til det? Får han en reduktion i prisen? Eller hvad? Hotellets dyreste suite på 95 m2 koster blot 16.000 kr. Altså pr. dag. Foto©JørgenKoefoed.
DER ER OGSÅ KOMMET KOMMUNAL UDSMYKNING på selve Kongens Nytorv. Små juletræslignende skulpturer ’pynter’ rundt om Krinsen. En af dem med dystre texter fra den danske verdenspresse. Ikke lige noget man kommer i det gode julehumør af. Foto©JørgenKoefoed.
DET DANSKE ORD ‘HYGGE’ har bredt sig verden over. Både i Storbritanninen og i USA er der udkommet bøger, som forsøger at forklare, hvad denne ‘hygge’ består af. Det er måske lykkes meget godt. I hvert fald prøver denne irsk pub i Nyhavn nu, at lokke turister til med lovning på ‘danish hygge’. Foto©JørgenKoefoed.