100 x KUNST PÅ GUDHJEM MUSEUM

Udstillingsudvalget kom på en svær opgave, da 100 værker skulle mixes til en drikkelig cocktail. Foto©JørgenKoefoed.

LIGE NØJAGTIG 100 KUNSTNERE har valgt at sende 1 værk til Kunstrunde-udstillingen på Gudhjem Museum. De bliver tilgængelig for alle interesserede fra Kristi Himmelfartsdag – torsdag 10. maj.

Det er tredje gang, der er BORNHOLMS KUNSTRUNDE, og anden gang at den introduceres på Museet i Gudhjem. Udstillingen skal give inspiration til at opsøge de kunstnere, der vækker ens interesse. Runden varer fire dage fra 10. til 13. maj. Her har alle de medvirkende atelier, gallerier og værksteder åbent fra 11:00 – 16:00. Men udstillingen på Gudhjem Museum fortsætter frem til søndag 3. juni. Her er der åben hver dag kl. 13:00 – 17:00. Ganske vist har kunstnerne så ikke længere fast åbningstid, men via udstillingslistens telefontavle kan der opnås kontakt.

ET KONGELIGT PAS DE DEUX

Paul Lidegaard fra Listed med sin royale skulptur. Foto©JørgenKoefoed.

Paul Lindegaard – kunstrunde-nummer 97 – fra Listed udstiller en lidt speciel skulptur. Han kalder den EN AFSKED MED EN PRINS og er lavet af gammelt kobber fra gesimsbåndet på Amalienborg Slot. Skulpturen forestiller Dronning Margrethe II, der bøjer sig for en døende Prins Henrik. En lækkerbidsken for en ægte royalist til blot 9.500 kroner. Det kan tilføjes, at Lindegaard har været med til de store renovationer som Amalienborg har gennemgået de senere mange år.

Fakta

BORNHOLMS KUNSTRUNDE
Rundt på øen: 10.- 13. maj kl. 11:00 – 16:00. Gratis adgang.
På Gudhjem Museum: Fernisage: 10. maj 10:00 – 12:00. Gratis adgang.
Fra 10. maj kl. 12:00 – 17:00. Entré 50 kr.
Derefter 11. maj – 3. juni hver dag kl. 13:00 – 17:00. Entré 50 kr.

Der er gratis adgang for mennesker under 18 år og for medlemmer af Gudhjem By- og Mindeforening. Medlemsskabet koster 100 kr./næse/år og giver gratis adgang til udstillinger og andre arrangementer.

Øvrige udstillinger på Museet: Gudhjem-Banen, Gudhjem i Gamle Dage og Oluf Høst Skitsesamling. Desuden skulptur-park uden for museet: Julie Høm, Ole Christensen, Jun-Ichi Inou og Inge Lise Westman.

Husk: Kun kontanter eller Mobil Pay. Ingen betalingskort.