SOM DET KAN SIGES [65] om at VINDE MILLIONER og PRÆSERVATIVER … og om BEFOLKNINGSTILVÆKST


MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

42-årige Paula Strandgaard fra Sengeløse i interview i Politiken om at vinde 7 millioner kroner i Lotto: Nogen gange har det været forfærdeligt. Der er mennesker omkring mig, som har sagt modbydelige ting. Jeg ved ikke, om det er, fordi de får præsentationsangst eller hvad. Men jeg har mistet kontakten med adskillige venner og nogle af mine søskende. Det er underligt, hvad penge kan gøre ved vores forhold til hinanden.

Forfatteren og journalisten Lise Nørgaard i et 100 års fødselsdags-interview i Radio 24syv: I stedet for at samle penge ind bør vi i den rige verden hellere sende et vogntog med præservativer til Afrika for at hjælpe befolkningen med at få færre børn.

Politiken-journalisten Flemming Ytzen til Lise Nørgaards udmelding om Afrika: Gys, uha og fy-da, lød mange reaktioner. 100-års fødselarens ordvalg var næppe det mest elegante, man hørte om denne problematik, men udelukker det, at der er et gran eller måske ligefrem en kerne af sandhed i udsagnet? … De 12 millioner afrikanere, der blev født i 1955, havde udsigt til en gennemsnitslevealder på 37 år. De 30 millioner afrikanere, der blev født i 2016, har udsigt til at kunne passere de 60.