DEN LYKKELIGE HJEMLØSE

En jule- og nytårshilsen fra Bloggens omkringfarende hjemløse journalist Preben Nyborg Madsen, tidligere medarbejder ved TV2/Bornholm:

HØJT FRA PALMERNES GRØNNE TOP og i 25 graders varme sender jeg min julehilsen afsted.

Sidste år sad jeg på et forsorgshjem i Hoptrup i Sønderjylland og åd and og flæskesteg.

I år har jeg valgt ‘dejlig varm jul’ på Tenerifes sydkyst. På et hostel vil jeg nyde hvidvin og en fisk ­– og nyde at kigge på palmernes blade iført korte bukser og t-shirt.

Jamen, er manden da ikke hjemløs? Jovist! Men derfra og til at stå foran Føtex med HUS FORBI er der et spring. Den slags har jeg valgt fra.

Jeg er heller ikke kriminel eller på stoffer. Og eventuel psykisk ubalance har jeg i årevis kureret ved at opholde mig i solen. Faktisk rejser jeg sydpå halvdelen af året! Og nyder det!

At være hjemløs – som over 10.000 danskere er – betyder også at man skal tage et valg. Og tage ansvar for egen situation. Det har jeg nu gjort i over fem år – og provokerer en del ved at kalde mig for ‘lykkelig hjemløs’.

For det er op til enhver hjemløs at tage nogle valg. Vil du ydmyges, ja, så bliver du det. Vil du på drugs og rock’n’roll? Jamen, nedturen venter.

Jeg vil leve livet. Næste år fylder jeg 60 år og fejrer det med caviar og vildsvin på menuen – i Kiev.

Alle har nogle valg at tage. Især de hjemløse.

Varm jul ønskes mine hjemløse venner – tag skeen i den anden hånd i 2018.

Og godt nytår til denne Blogs læsere fra ind- og udland!