KOMMER SMØRREBRØDET?

I NAT SKIFTEDE vi til sommertid. Det vil sige, at når du vågner skal uret ligesom havemøblerne stilles [1 time] frem. Det er dejligt. Så mangler der blot at blive skruet lidt op for varmegraderne med mere sol over Gudhjem.

Noget der også er rart er, at Bloggen kan bekræfte, at, ja, der kommer smørrebrød og bageri-udsalg til Gudhjem.

Den gamle bagerbygning, som i forne tider var herrefrisørsalon, har atter fået øjne, men herefter er der ikke sket så meget. Foto©JørgenKoefoed.

Bloggen kunne 16. februar under rubrikken GUDHJEM – OM LIDT MED SMØRREBRØD, PERSISK GRILL, STREETFOOD OG GENÅBNING AF BAGERFORRETNINGEN bringe de opsigtvækkende nyheder omkring den gamle bagerforretning i Brøddegade. Men mange er nu kommet i tvivl, om det hele var ’fake news’ fordi udlejningsannoncen for bager-ejendommen atter blev bragt i Rytteknægten. Samtidig med at udleje-skiltet stadig er klæbet på døren.

Bloggen ringer til restauratør Jon Andersen fra ’3760’. Det er ham, der står bag de nye tiltag.

Jon Andersen er manden bag de mange nye tiltag omkring den gamle bagerbutik. Foto©JørgenKoefoed.

BLOGGEN: Jon, jeg ser at bagerforretningen atter har været annonceret til leje i avisen. Hvad er der sket? Har du droppet dine store planer?

JON ANDERSEN: Nej, nej. Det skyldes en fejl. Ejeren af bygningen – Torben Danielsen fra Melsted – spiller pt golf i Tunesien, og har derfor glemt at afmelde yderligere annoncering af lejemålet.

BLOGGEN: Betyder det, at der kommer al det du proklamerede på Bloggen 16. februar?

JON ANDERSEN: Fuldstændig sikkert.

BLOGGEN: For nogle uger siden kom der vinduer og dør i selve bageri-lokalet. Herefter er det lige som om, at ombygningen er gået i stå. Hvorfor?

JON ANDERSEN: Igen fordi Torben Danielsen er i Tunesien. Vi har endnu ikke underskrevet den endelige lejekontrakt, og før det sker, vil jeg af principielle grunde ikke begynde at indrettet lokalerne. Men Torben kommer snart hjem, så kommer formaliteterne i orden, og håndværkerne går i gang med det sidste.