KIG PÅ NORDEN [1]: TAG-SELV-BORD, TIGGERI, JOURNALIST-HÆDER OG TRAFIK-DRAB

Bloggen starter serien KIG PÅ NORDEN hovedsaglig baseret på oplysninger fra nyhedsbrevet ØRESUND NEWS.

DANMARK ER BLEVET ET NORDISK TAG-SELV-BORD

DER ER IKKE NOGET at sige til, at der er lavvande i den danske statskasse. Allerede for otte år siden skrev UGEBREVET A4, der dengang var ejet af LO, at ”Nordiske studerende koster Danmark kassen”. Debatten er fortsat lige siden. Fornylig spurgte Dansk Folkeparti i et debatindlæg i Berlingske: “Hvorfor er der så mange svenskere og nordmænd på denne uddannelse? Med henvisning til de kunstneriske uddannelser i Danmark. Det skriver Nyhedsbrevet Øresund News.

Og der er noget om snakken. Det er jo sådan, at de nordiske lande i 1996 lavede den aftale, at deres borgere frit kan vælge uddannelsessted. Det er jo en meget god ordning, hvis det ikke var fordi, at det kun er danske studerende, der ikke ønsker at rejse ud for at studere.

Det siges, at det blandt andet er derfor, at der er stor lægemangel i Danmark. Flertallet der udklækkes som læger i Danmark er fra andre lande, og når de er færdige, rejser de hjem til et job. Det lyder lidt gak-gak, men vi er jo så flinke her i Kuvøse-Danmark

Her er de nøgne tal fra Nordisk Statistikbank:

Tabel: Antal nordiske studerende i Danmark i perioden 2015-2016:

Svenske studerende: 1.236
Norske studerende: 2.407
Islandske studerende: 339
Finske studerende: 241
I ALT 4.223

Tabel: Antal danske studerende i Norden i perioden 2015-2016
Danske studerende i Sverige: 619
Danske studerende i Norge: 297
Danske studerende i Finland: 15
Islandske studerende: 66
I ALT 996

SVERIGE BLIVER MINDRE OG MINDRE GLADE FOR UDLÆNDINGE

Det er jo ganske snildt, at rumænerne kan tage til Sverige for at tigge, når de nu ikke må det i deres eget land. Her et forbudsskilt i den rumænske by Sighisoara. Foto©JørgenKoefoed.

I EN UNDERSØGELSE foretaget af SVT NYHETER afsløres det, at tre ud af fire svenske kommuner ønsker at gøre tiggeri forbudt. I følge Øresund News kom det svenske politi i 2015 frem til, at der var omkring 4.500 tiggere i landet.

Som den socialdemokratiske borgmester i Katrineholm udtaler: ”Det er ikke værdigt for et menneske at knæle på et gadehjørne i et velfærdssamfund som Sverige. Desuden medfører det en masse andet, såsom prostitution og menneskehandel. Det kan ikke være rigtigt, at Bulgarien og Rumænien eksporterer deres fattige mennesker til Sverige”.

Men bare rolig, det er trods alt kun 26% af de adspurgte kommuner, der vil have tiggeri gjort forbudt. Göteborgs borgmester Ann-Sofie Hermansson udtaler: ”Det er både urimeligt og uanstændigt, at et menneske i nød ikke skal kunne bede et andet menneske om hjælp”. Puha, så er vort broderland alligevel ikke blevet 100% fremmedfjendske. 57% af kommunerne svarede på spørgsmålet. PS: Danmark forbød tiggeri sidste år.

PARTERET JOURNALIST FÅR PRIS

Peter Madsens dyrkede sub-kulturen med fuld skrue. Her udhængt på BTs spiseseddel 5. april 2018. Foto©JørgenKoefoed.

PUBLICISTKLUBBEN SÖDRE tildeler Kim Wall 10.000 svenske legat-kroner. Legatet tildeles i april i år ved Publicistklubbens årsmøde. Pengene går til Kim Walls Mindefond.

Som de skriver: ”En skånsk journalist i verdensklasse, der i sine reportager havde en enestående evne til at finde de historier og skæbner, som spejler vores globaliserede samtid”.

Pengene kommer af indlysende grunde ikke Kim til gode, men går til den familie-oprettede ‘Kim Wall Memorial Fond’. Mindefonden skal støtte kvindelige journalister med at komme frem i verden og ’dække subkulturer’.

En lidt uheldig formulering må man sige. Peter Madsen tilhørte i høj grad en ’subkultur’ med sine besøg i ’porno-tæske-klubber’, interesse for videoer med kvinder, der bliver halshugget eller hængt … og ikke mindst hans ’sub-marine’.

BILKØRSEL MERE SIKKERT I SVERIGE

Danske bilister er meget dygtigere til at støde ind i hinanden end både svenskere, hollændere og englændere. Foto©JørgenKoefoed.

SVERIGE ER det land i EU, som har færrest dræbte i trafikken. Danmark snupper en fjerdeplads, og på bunden af listen finder man lande som Rumænien og Bulgarien. Det skriver Øresund News efter en EU-undersøgelse.

I løbet af 2017 mistede 25 personer livet pr. en million indbyggere i den svenske trafik. Det er en forbedring sammenlignet med 2016, hvor tallet lå på 27, hvilket svarer til seks procent færre dødsfald.

I Danmark var der i løbet af 2017 32 personer, som mistede livet i trafikken pr. en million indbyggere. Det betyder, at Danmark er det fjerdesikreste land, hvad angår trafiksikkerhed med Storbritannien og Holland på en henholdsvis anden- og tredie-plads. Forrige år lå tallet på 37, hvilket svarer til 13 procent færre trafikrelaterede dødsfald. Så det går også fremad i Danmark. Men i virkeligheden burde tallet jo være et rundt nul. Men det nås nok først, når alle bliver ejer af en selvkørende bil – eller kun bruger cyklen!