DET MESTE AF ØJE-BÆEN BLEV KØRT BORT FRA GUDHJEM HAVN

Bygherre Bjarke Clausen lå bogstaveligt på maven for at få kørt sit skur bort. Foto©JørgenKoefoed.

Mere maveri fra den ihærdige bygherre. Foto©JørgenKoefoed.

Byggeherren dannede sammen bygmester Claus Sonne og chaufføren fra Jens Møller en effektiv flytte-trio. Foto©JørgenKoefoed.

Skur-konstruktionen brasede ikke sammen, da den blev løftet fra jorden  til bygmester Claus Sonnes store tilfredshed. Foto©JørgenKoefoed.

Et nærbillede af lastbilens kran: Ja, mange ulovligheder bliver indhentet af den nok så bekendte ‘arm’. Foto©JørgenKoefoed.

Klar til afgang … men hov mangler der ikke noget? Foto©JørgenKoefoed.

Nej, der manglede ikke noget. Den ulovlige bar har fået lov til at blive liggende og oven i købet at blive trukket længere frem mod vejen. Foto©JørgenKoefoed.

Farvel til det forhadte skur. Mange Gudhjem-borgere håber ikke at se det igen. Foto©JørgenKoefoed.

DET VAR GLÆDENS DAG i Gudhjem i dag. For i morges ankom en stor kran- og lastvogn fra entreprenør Jens Møller for at borttransportere det ulovligt opførte skur, som i flere uger har smadret en del af det pittoreske havnemiljø.

Men da det gik op for de fremmødte borgere, at den lige så grimme og ulovlige bardisk blev stående tilbage, blev der bandet og svovlet i dyb frustration. Som det bla blev sagt: ”Det er løgn! Det kan ikke passe!”

Jo, det kunne sørme passe. Bygherre Bjarke Clausen med mellemnavnet Schnedler var sammen med skur-byggeren fra Gudhjem By- og Mindeforening Claus Sonne i fuld gang med at opmåle, hvor tæt bardisken kunne komme på vejen. Ifølge Bjarke Sonne fulgte han bare den tegning, han havde fået udleveret af kommunen.

Bloggen ringede koncerndirektør Claus Stensgaard Jensen op for at høre, hvad det egentlig var for en aftale, kommunen nu havde indgået med den ulovlige skur-bygger.

BLOGGEN: Claus, var det ikke meningen, at den 2,69 x 2,69 meter store bar skulle fjernes indtil den havde fået den rigtige højde? Det har du jo selv fortalt under mødet med de tre foreninger i byen?

CLAUS STENSGAARD JENSEN: Det er rigtigt, men her til morgen har vi givet Bjarke Clausen dispensation for højden.

BLOGGEN: Hmmm … med hensyn til skuret, der nu bliver kørt til Tejn Havn. Hvorfor skal det nu stå på havnen i Tejn?

CLAUS STENSGAARD JENSEN (lettere ophidset): Fordi kommunen ikke har lyst til at ødelægge Bjarke Clausens forretning. Hvorfor skulle vi bede ham om at øde skuret, når det nu er bygget? Men hvorfor interesserer du dig for, hvad der foregår på havnen i Tejn?

BLOGGEN: Jo, for er det nu sådan, at alle der bygger noget ulovligt et eller andet sted på øen, kan få det opbevaret gratis på Tejn Havn?

CLAUS STENSGAARD JENSEN: Bjarke Clausen har ansøgt om at få placeret skuret et andet sted på øen.

BLOGGEN: På Nørresand ved Gudhjem!?

CLAUS STENSGAARD JENSEN: Nej, et andet sted. Jeg ønsker ikke at fortælle, hvor det er.

BLOGGEN: Hvad skal der så bydes på i den tilbageblevne bar?

CLAUS STENSGAARD JENSEN: Det skal være simre-mad og pølser fra Hallegaard.

BLOGGEN: Jamen, skal Fødevarestyrelsen ikke først godkende sådant et udekøkken?

CLAUS STENSGAARD JENSEN: Jo, men han har også henvendt sig til Fødevarestyrelsen.

BLOGGEN: Og man skal vel også have en spiritusbevilling hos politiet, hvis man vil servere promille-vand?

CLAUS STENSGAARD JENSEN: Ja, men det har han også ansøgt om.

Så vidt kommunens koncerndirektør. Man fornemmer tydeligt, at kommunen af en eller anden grund holder hånden over den gode hr. Clausen. Hvorfor den gør det, kan måske skyldes, at en medarbejder inden for kommunen åbenbart har givet Bjarke Clausen diverse tilladelser mundtligt eller pr. mail eller sms.

Bjarne Clausens gode ven, havnekoordinator Jakob Jensen, er fortsat sygemeldt, ifølge kommunens omstillingsdame. Bloggen ville have spurgt ham, om det er ham, der har bragt kommunen i fedtefadet med tilladelser, der ikke har været godkendt højere oppe i systemet.

Bloggen kørte forleden til Vang. Her lykkedes det heller ikke at træffe Jakob Jensen. Bloggen opsøgte ham ved hans nyindkøbte fiskekutter, der har været så heldig at fået en attraktiv plads i den lille havn.

Så svaret blæser i vinden? Kun inderkredsen i Regionskommunen kender sandheden … og den agter de åbenbart ikke at involvere borgerne i. Som så meget her på Bornholm, holdes kortene tæt ind til kroppen. Hemmelighedskræmmeriet er blev en kommunal sportsgren.

Som lovet satte Din Blogger flag på Glaciet, da det forhadte skur var kørt bort fra Gudhjem. Det skete kl. 10:23. Der skulle også have været flaget fra den anden flagstang ved Den Sorte Café, men glæden var kun halv, da skurets lillebror åbenbart har fået lov til at pynte videre i bybilledet. Foto©JørgenKoefoed.

SIDSTE
I følge dagens Bornholms Tidende blev Bjarkes skur alligevel IKKE kørt til Tejn Havn, som meddelt af kommunen. Derimod er lastbilen med skuret blevet fotograferet på en landevej, hvor et skilt viser 10 km til Aakirkeby. Noget kunne tyde på, at det er bygherren, som her på sidstedagen har bestilt borttransporten – og ikke kommunen.  Ifølge avisen skal skuret opbevares hos en af Bjarkes venner, der råder over en bondegård. Så enten har den gode Bjarke taget røven på Koncerndirektøren eller også har Koncerndirektøren fodret Din Blogger med en lille hvid løgn.