EN STENBRO DRENGS HISTORIE [40:61] – IKKE LET AT VÆRE GIFT

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

POUL-PAVA-LAMPEN er lidt af en standerlampe. Den er faktisk bygget sammen med en toilet-kumme, der altså ikke er tilsluttet en kloak, men blot kan bruges til at sidde og læse sin avis på. Især eftertragtet af folk, der har det med at blokere toilettet i timevis … netop fordi de samtidig med toiletbesøget skal have tygget avisen. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 40: IKKE LET AT VÆRE GIFT
HELDIGVIS HAR TIDERNE forandret sig til det bedre på væsentlige punkter. Jeg var dum og naiv, da jeg var ung. Nogen siger, at det er jeg stadig. Men lad det nu være. De forhold jeg kunne byde min hustru var under al kritik. Vi havde totalt ingenting. Ikke engang en seng at ligge i, og hvad værre var, vi skulle bo i min Mors spisestue. Mange sagde, det gik nok, vi havde jo Sandheden. Ja, tak, men hvor meget af Sandheden var der i os?

Den gang var det sådan, at man skulle være gift for at få en lejlighed, og konen skulle være gravid. Gift var vi, og det varede ikke længe før Lizi sagde , at hun ventede sig. Det var en svær tid, som krævede fantastisk loyalitet af os begge, mens barnet voksede i Lizi’s mave, voksede jeg i Sandheden. Jeg blev udnævnt til Gruppetjener. Det var en tid med kampe, men når man kæmper, kan man både tabe og vinde, og det gjorde vi.

Brødrene og søstrene var enestående, og det var da også en søster, som skaffede os en lejlighed. To værelser med WC på køkkentrappen til deling med naboen, som heldigvis var søde og ordentlige.

TO VÆRELSER

Barn og lejlighed kom samtidigt, så der blev stor glæde i den lille familie. Det blev en lille pige. Vi kaldte hende Tina, og det hedder hun stadig.

Nu var vi Far og Mor. Lizi var lykkelig. Hendes børn har altid været hendes et og alt. Hendes talenter har altid fået frit løb. Sy og strikke, bage, lave mad, vaske, køre ture med barnevognen. Hun har altid været en god mor og enestående kvinde.

Jeg tror ikke, det var nemt at være gift med mig, men det at vi var meget optaget af Sandheden, har sikkert hjulpet på det. Det varede heller ikke længe, før vi fik Gruppen hjem. Da vi ikke havde ret mange møbler, købte vi nogle brugte. Vi var meget offervillige med vores nye hjem.

PAS PÅ MED AT BLIVE GIFT

Alle samlingerne blev holdt i vores hjem. Det var et offer, men vi blev også belønnet for det, og med små børn var det en fordel, at vi ikke skulle rende hele tiden.

Lizi har altid været et stærkt rent åndeligt menneske. Hun var virkelig en god makker i det daglige. En virkelig ballast til mig, som var uhyggelig svingende og temperamentsfuld. Derfor har jeg altid sagt til mine piger: ”Pas på, man ved aldrig, hvilken drønnert man får og skal leve med resten af livet”. Den gang var det utænkeligt at lade sig skille. Det tager man ikke så tungt nu, men har Jehova har ændret sit syn på det? Næppe.

Det var svært at være gift i begyndelsen, men vor nidkærhed fortrængte mange problemer. Det var især med min Mor. Et forhold som aldrig blev rigtig godt.

Fortsættes …

DE FOREGÅENDE 39 AFSNIT er blev bragt på Bloggen løbende siden 30. januar 2016. I Blog-indlægget efter dette kan du nu samlet læse de første 39 kapitler.