EN STENBRO DRENGS HISTORIE [41:61] –—– KAPITEL 41: JEHOVA BRUGER MIG

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

En lampe med mange ingredienser. Lad os kalde den kaffe-med-cognac-lampen. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år. 

KAPITEL 41: JEHOVA BRUGER MIG

ENGHAVE MENIGHED BESTOD hovedsagelig af ældre brødre og søstre, og som følge deraf en stille menighed. Derfor var det en stor forandring at flytte til nabomenigheden Vesterbro. Det var en menighed, der bestod af mange erhvervsdrivende, altså selvstændige. Her var der virkelig mulighed for at udvikle sig, og det skulle vise sig både på tjeneste, siden på tjeneste-forrettigheder, på tjenestemødet med større punkter og på den teokratiske skole.

Jeg havde ikke været i Vesterbro længe, før jeg fik lov til at holde forelæsning, hvilket jeg var meget lykkelig for og minsandten om ikke Menighedstjeneren, han hed Jørgen Eriksen, en dag sagde: ”Peer, når du kan holde forelæsning kan du også holde offentlige foredrag”. Jeg blev så glad, så jeg nærmest hoppede hjem.

Titlen var ’Hvad gør børn til forbrydere’. Det var en god og aktuel titel, og det er den stadig … mere end nogensinde.

RUNDT I LANDET

På mit arbejde var jeg rejsemontør og kom vidt omkring. Og nu rejste jeg så også rundt til menighederne og holdt foredrag. Det var dejligt at blive brugt, og det blev jeg også på det faglige område. Ved Zonestævnerne kom jeg til at stå for installationerne, hvilket var forbundet med mange store opgaver, hvor der skule udvises meget initiativ. Den gang havde ikke så meget stævne-udstyr, og da min makker og jeg var villige og havde de faglige kvalifikationer, blev der fremstillet gasborde, bespisningsborde, springvand, udleveringsboder og meget andet.

FREMGANG

Inden der var gået fem år var Jeg Vicemenighedstjener. Det var en tid med fremgang. I forkyndelsen havde jeg den forret at læse med et ungt ægtepar. De hed Kjeld og Lydia. De boede i Istedgade. Det var en stor og glædelig dag, da de indviede sig til Jehovas Vidner, og de er stadig trofaste. Der var også nogle søde, ældre damer, som jeg læste med: Fru Bryner og Frk. Andersen.

INTERNATIONALT STÆVNE

Jeg er Jehova dybt taknemmelig. Det er skønt at blive brugt af ham og fremme hans hensigter.

Der var også en tid med store stævner. Især husker jeg det store, internationale stævne i Idrætsparken i København. Her var jeg med i førstehjælp. Der var delegerede fra hele verden og med lige så mange legemelige svagheder. Det var virkelig en tjeneste, der krævede sin mand.

Der var en broder, der var læge fra U.S.A. Han var hel fantastisk. Der kom en dreng, der havde flækket sin storetånegl. Så sagde han til mig: ”Har vi noget kloroform?” ”Ja, ja, det har vi da, her!”, sagde jeg. Så tog han en klud, hældte kloroform på den, og en, to, tre, bedøvede han drengen, og hev neglen af. Jeg var ved at besvime af skræk. Ja, det var en rigtig amerikaner.

En af dagene kom der bud ovre fra Idrætshuset, at der lå en syg søster. Lægen og jeg løb derover. Hun rystede over hele kroppen. Doktoren spurgte hende så, hvad det var???? Hun svarede: ”Det har jeg gjort de sidste tyve år”. Hun troede, hun skulle dø, men hun havde bare fået et ildebefindende, fordi hun havde sukkersyge.

Det var et storslået stævne. 37.000 kom der til det offentlige foredrag, som blev holdt af bror Knorr. Det var virkelig alle anstrengelserne værd.

DER SKER TING I PROVINSEN

Da alle stævnedønningerne havde lagt sig, og det var blevet hverdag igen, blev jeg sendt til Lemvig for mit firma. Der skulle repareres en pumpe på Lemvig Svine Slageri. Jeg havde i forvejen fået oplyst, hvor Rigssalen lå, så da det blev fyraften, gik jeg for at finde den. Da jeg kom, var der en søster, der gik og vandede blomster. Det viste sig, at det var et nedlagt bødkerværksted, der var lavet om til Rigssal. Det var en meget hyggelig sal. Da jeg var kommet i god tid, bød søsteren på mad, som jeg sagde pænt tak til.

Det var en stor oplevelse at være i Lemvig. Der skete noget, som fik sat tankerne i gang. Ved mødet var der en bror, som næsten havde alle punkterne. Han hed Skov og var ’Special Pioner’. Jeg havde godt lagt mærke til ham ved det store stævne, hvor han var i forfriskningsafdelingen, hvor han sled i det. Som sagt satte det nogle tanker i gang. Som københavner havde jeg altid troet, at alt hvad der foregik vest for Valby Bakke duede ikke, men den opfattelse kunne jeg godt skrotte.

En dag jeg cyklede ud til Prøvestenen i forbindelse med mit arbejde, bad jeg til Jehova og sagde til ham, at hvis han kunne bruge mig et andet sted, ville jeg sige som Esajas: ”Her er jeg, send mig”. Det skulle vise sig nogle år efter, at Jehova havde hørt min bøn.

Fortsættes …