EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [43:61] – AFSTED TIL NORJYLLAND

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

En lampe med mange elementer – lad os kalde den kaffe-avec-lampen. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år:

KAPITEL 43: AFSTED TIL NORDJYLLAND

JEG BLEV INVITERET til at komme på Rigs-tjeneskole på Betel i Virum. Der traf jeg en bror, som kom fra Hjørring Menighed. Han hed og hedder stadig Hans Mikkelsen. Vi kommer til at tale om, hvor behovet var stort, og han svarede promte:

”Det er det i Hirtshals. Hvis du kunne rejse der op, ville det være alle tiders.”

”Ved du hvad, Hans, jeg kommer”, svarede jeg resolut., ”når du kommer hjem finder du ud af nogle adresser på, hvor vi kan bo og arbejde”, og det gjorde han.

Jeg skrev til forskellige og blev skrevet op til en lejlighed, fik tilbudt arbejde tre steder, så nu var det teokratiske eventyr ved at begynde.

Det var nemlig sådan at kildeskatten blev indført det åer. Det var i 1970. Så det gjorde det nemmere.

1. maj rejste vi så der op for at se på lokaliteterne. Det var virkelig spændende, og lige før vi kom til byen, var der en bakke, hvor vi parkerede vores bil. Og der lå havet og byen badet i det herligste solskin og en fiskekutter var på vej ud. Jeg var fuldstændig fortabt. Dette var simpelthen stedet. Her skulle vi bo, og det kom vi alle til.

Jeg fik talt med tre maskinværksteder, og kunne få arbejde hos dem alle. Jeg valgte så Havnens Maskinværksted med Palle Jensen som min mester.

Nu manglede vi bare et sted at bo, og indtil vi fik det, skulle vi tjene penge, og det gjorde vi også. Det koster jo noget at flytte, men det var helt tydeligt, at Jehovas finger var der. Da vi havde titusinde kroner på lommen besluttede jeg, at vi tog af sted. Vi kunne jo bo i vores bil. Den var udstyret med campinggrej, så vi kunne sove i bilen, og det var sommer. Når man er der, kan man altid bedre finde ud af noget. Knap var beslutningen taget, før der skete noget.

Vi kender alle princippet med, at man selv skal tage det første skridt … husk Moses og Israel! Ved Det Røde Hav og senere ved Jordan-floden. Når det første skridt var taget ordnede Jehova resten. Og det gjorde han også for os. En aften ringede telefonen. Det var Palle Jensen. Han spurgte, om vi var interesseret i et rækkehus? Jeg var ved at sætte mig, og ville næste ikke tro mine egne ører. Hvis vi ville have det, så kunne vi få det fra 1. juli. Det kostede 500,00 kr. om måneden. Det var godt nok 5 gange så dyret som vores lejlighed.

Jeg fik fremstammet: ”Ih, ja. Mange tak”. Hvor var det vidunderligt. Nu havde vi penge, arbejde og et sted at bo. Det er sådanne højdepunkter, der får troen til at gro.

Vi fik travlt med at pakke, og alt blev lagt ind i en tyvetons jernbanevogn. Det fyldte ikke ret meget, men hvor var det herligt. Jehova havde virkelig sendt en engel foran os og banet vejen.

Forsættes …