FLADE KAGER GENNEM 25 ÅR: DEN USTOPPELIGE PANDEKAGEMAND

Det er et svimlende antal pandekager, som Pandekagemanden har serveret gennem de sidste 25 år. Foto©JørgenKoefoed.

DET VAR FAKTISK lidt at et tilfælde, at Gudhjems berømte Pandekagemand med det borgerlige navn Cleve Gustavsen begyndte at lave sine pandekager i den pittoreske klippeby på Bornholm.

Historien er den, at hans gode bekendte – sangeren og musikeren Peter Vesth ­ og hans bror netop havde overtaget lokalerne på 1.sal over det, der i dag er Restaurant 3760. Her skulle de selv optræde, mens publikum kunne spise og drikke til deres sprøde toner. De havde dog ét problem. De manglede en kok. Lige på dét tidspunkt ringer Pandekagemanden til Peter for at spørge om noget helt andet, men får strax besked på at tage færgen til Bornholm. Situationen er akut.

Pandekagemanden er uddannet bager og konditor, men stod tre år i køkkenet hos et amerikansk mineselskab ved Disko-bugten i Grønland. Så han havde lært at svinge en pande med andet end pandekager. Så selvfølgelig ville han gerne hjælpe sine to gode venner og ankommer dagen efter til Gudhjem.

PANDEKAGER FØR PANDEKAGEMANDEN

Det var ikke Gustav, der startede Pandekagehuset i Gudhjem. Det var en dame ved navn Elly. Hun kunne ikke få det til at løbe rundt, så hun solgte forretningen til en hr. Henrik Bøhler. Desværre – eller heldigvis – blev hans hustru gravid, så ægteparret kunne ikke også klare at producere pandekager. Derfor blev forretningen forpagtet ud til to københavnske kokke.

En dag kom Gustav fordi Pandekagehuset. Her sad de to kokke uden for og hang. Der var ikke kunder i butikken.

GUSTAV: Hvordan går forretningen?

KOKKENE: Det går ad helved til. Hvis du vil overtage stedet, kan vi tilbyde dig verdens bedste opskrift på pandekage-dej. Den ligger forseglet i en bankbox i oppe NordeaBanken. Vi har fået tilbudt 50.000 kroner for den. For at hjælpe dig, vil vi sælge den for 25.000 kroner.

PANDEKAGEMANDEN: Uuuh, nej. Hvis jeg får den så billigt, så kan jeg slet ikke sove om natten ved tanken om, hvor mange penge I er gået glip af.

Pandekagemanden købte Pandekagehuset– og startede uden opskriften på verdens bedste dej. Det var i sommeren 1994.

Hvis man tæller på fingrene, skulle det i år blive til ikke mindre end 25 år. Lidt af et jubilæum, som Gustav agter at fejre med manér. Ikke mindre end fem solister eller orkestre vil lave larm i Brøddegade foran Pandekagehuset fra 17. til 21. juli.

MUSIKER OG RESTAURATØR

Pandekagemanden er født i Glamsbjerg på Vestfyn, men flyttede til Odense et halvt år efter. Han var 16 år, da hans forældre blev skilt. Det medførte, at han flyttede til Svendborg sammen med sin mor. Dog fortsatte han med skolegang på en privatskole i Odense.

Svendborg var på det tidspunkt lidt af en musikby. Således udgav Dansk Musiker Forbunds Svendborg Afdeling jubilæumsskiftet ’Noget ved musikken gennem 100 år 1906-2006’. Den er fyldt med sjove og finurlige historier om de mange musikere, der hærgede byen. Og sørme om der ikke også er hele fire sider om den sprælske fynbo Cleve Gustavsen.

Her et lille udpluk, som er skrevet af Niels Jørgen Pedersen:

”Et kan man sige med sikkerhed om Cleve Gustavsens tid som musiker og indehaver af den tidligere danse-restaurant FLAMINCO i Frederiksgade. Den var bestemt ikke kedelig! Hans repertoire af muntre episoder og pudsige hændelser synes nærmest uendeligt, og han behersker i dag fortællekunsten, lige så godt som han i sin tid beherskede tromme-slagningen.”

”For én, som har fået løftet sløret en smule til den del af Cleve Gustavsens repertoire af historier, der ikke udpræget er for sarte ører, kan det nok være lidt problematisk at fremmane billedet af en seks-årig purk, som øver sig på violin i forældrenes hjem i Odense. Og vist nok var ret god til violinspil. I hvert fald kom den unge Cleve Gustavsen på, hvad han betegner som en slags forskole på et musikkonservatorium, der dengang lå i Munkemose i Odense.”

”Hans far arbejdede på danse-restauranten AMBASSADØR. Her kom Odense Byorkester i dagtimerne for at øve sig, og sønnen var en ivrig tilhører. Det var han da også, da den sorte trommeslager Freddie Crump, som spillede sammen med Louis Armstrong i nogle år, gæstede AMBASSADØR. Ud over 18 trommer spillede Freddie Crump på publikums negle, glas osv, og efter den oplevelse var den nu 12-13-årige Cleve Gustavsen helt og holdent til trommer”.

LIVET SOM MUSIKER

Gustav var herefter på tromme-stikkerne i en række år. Han spillede i flere forskellige orkestre. Fx med det dengang meget populære William Frederiksens Orkester, i Steffen Holms Orkester, der tournerede landet rundt, blandt andet i Prater i København og til greve-bryllup på Brahetrolleborg samt Ramona Kvartetten. Han har også passet trommerne i Jørgen Grauengaards Orkester med den kendte trompetist Perry Knudsen og med Birgit Lystager.

I 1964 spillede Gustav i amatør-orkestret LOS FIASKOS. De deltog i Dansk Amatør Grand Prix i Fredericia. Det gik ikke hel godt, som Gustav beretter i jubilæumsbogen: ”Vores ene højttaler virkede ikke, så da vi fik karakterer, var de i top i den ene side af salen, hvor juryen kunne høre os spille, og i bund i den anden side, hvor højttaleren ikke gav en lyd fra sig”.

Under sin læretid som bager havde Gustav et lille problem. Han skulle jo møde klokken fire om morgenen om søndagen. Derfor lavede han en aftale med Freddy Caspersen fra Odense Symfoniorkester om, at han afløste ham ved to-tiden, når han var ude og spille lørdag aften.

PANDEKAGEMANDEN OG  KÄNDISSERNE

Pandekagmanden har også stået i køkkenet på Valdemar Slot på Tåsinge. På det tidspunkt blev det exclusive slotskøkken hjemsøgt af landets kändisser. Således betror Pandekagemanden Din Blogger, at salige Simon Spies også var en af gæsterne, og at de en aften delte en flaske rødvin til 26.000 kroner!

UD PÅ VERDENSHAVENE

Gustav blev på et tidspunkt indkaldt som soldat. Kæft, trit og retning var ikke lige hans kop the, så han besluttede at spille ’Den Indbildte Syge’ lige ind til han blev erklæret uegnet til militærtjeneste. Herefter tog han hyre som kok på olietankeren DANSK ESSO, og gjorde verdenshavene usikre gennem tre år.

PANDEKAGEMANDEN I DAG

Dette 25-års jubilæums-interview kunne have fyldt yderligere 3.500 km med Pandekagemandens uendelige historier om sine oplevelser. Så vi stopper her med et par aktuelle spørgsmål til jubilaren.

BLOGGEN: Sig mig, Gustav. Dit personale består udelukkende af unge, smukke og smilende tøser med flotte ben i lårkorte nederdele. Sådan nogen kan man vel ikke få gennem annoncering. Jeg mener, der skal stå m/k og udseende må jo ikke beskrives. Hvis du gør, kommer du i Fogedretten og bliver bagefter revet midt over af #metoo-bevægelsen.

PANDEKAGEMANDEN: Jeg annoncerer aldrig. De kommer af sig selv. De vil gerne arbejde hos mig. Jeg kræver bare, at de er søde ved kunderne og har et godt humør.

BLOGGEN: Og så det klassiske spørgsmål. Du fylder 78 år juleaften i år. Tænker du på at holde op?

PANDEKAGEMANDEN: Jeg har fået en god aftale med Vorherre. Han fortsætter med sit job indtil han ikke orker mere. Han er jo noget ældre end jeg. Når det sker, overtager jeg jobbet.

BLOGGEN: En pandekagemand som Gud? Måske ikke nogen hel tosset idé!

BONUSVIDEN

Pandekagemanden rejser ud i verden om vinteren. Indtil nu har han i hele sit liv besøgt 84 lande. Officielt eksisterer der 192 anerkendte, selvstændige lande i verden, så der er stadig nok at tage af.

Pandekagemanden har været gift én gang. Det var med Birthe.

Pandekagemanden har fire sønner: Thomas, Johnny, Jakob og Peter.

Pandekagemanden har en storebror [Jan], der bor i Nyborg. Hans søster [Anne-Grethe] døde for nogle år siden.

Pandekagemanden havde i sin pureste barndom den store ære at sidde på skødet af den legendariske jazz-pianist Leo Mathisen [1906-1969], mens han – altså Leo – nød en af sine store cigarer.

Pandekagemanden bryder sig ikke om kvinder med piercinger og tatoveringer. Dog har han alligevel i år ansat en smuk pige med ring i næsen … fordi hun sagde ja tak til en øl, da hun søgte om arbejde.

Pandekagemanden har været medejer af en fiskeforrening i Snogebæk sammen med salige Orla Arvidsen [bla. Sørens Værtshus i Snogebæk og København samt Café Klint i Gudhjem].

Pandekagemandens far var modstandsmand under Anden Verdenskrig. Han kom hjem fra KZ-lejren Neuengammen i 1945 med dårlige nerver. Det gik ud over Cleve, der hver dag måtte modtage sine tæsk.

Pandekagemanden fik for 6-7 år siden tilbud om at blive køkkenchef i den genåbnede bly- og zink-mine i Umanak i Grønland. Takkede heldigvis nej tak.

Pandekagemanden ejede i fem år også Svendborg-restauranten DALLAS, som blev overtaget af hans bror.

Pandekagemanden etablerede i sommeren 2010 DEN FYNSKE AMBASSADE i Pandekagehuset. Her kunne besøgende fynboere få en udrejsetilladelse fra Bornholm udstedt og underskrevet af Gustav I. Og som en rigtig ambassade blev et af bordene uden for reserveret til DET KONGELIGE DANSKE HOF, således at der altid vil være ledige pladser, når Margrethe II eller nogen fra hendes familie kommer forbi.

Pandekagemanden har i følge sig selv et godt helbred. Fx skal han aldrig op og tisse om natten. Lige som han heller ikke har brug for toilet under en flyrejse eller en teaterforestilling. Derfor bestiller han altid inderste plads i et fly, og midterste plads i teatret. Så er han fri for at blive forstyrret af folk, der [ustandselig] skal på toilettet.

Pandekagemanden er meget taknemmelig for livet. Det takker han hver aften Vorherre for.

 

SOMMERENS JUBILÆUMSKONCERTER

  • 17. juli 16:00: PETER VESTH & Kristian Rusbjerg
  • 18. juli 16:00: PETER VESTH & Kristian Rusbjerg
  • 19. juli 16:00: STIG ROSSEN
  • 19. juli 17:00: HEARTBEAT GROUP
  • 19. juli 20:00: STIG ROSSEN
  • 19. juli 21:00: ALEXANDER
  • 20. juli 16:00: STIG ROSSEN
  • 20. juli 17:00: HEARTBEAT GROUP
  • 20. juli 20:00: STIG ROSSEN
  • 20. juli 21:00: ALEXANDER
  • 21. juli 19:30: THE BEATLES REVIVAL del 1
  • 21. juli 21:00: THE BEATLES REVIVAL del 2