DET VAR SÅ DÉN – LIDT MÆRKELIGE – SOMMER I GUDHJEM

Søndag 18. oktober: Havnekorets sidste farvel til Ertholm i år. Foto©JørgenKoefoed.

Havnekorets sidste kaffe-mix på Provianten. Foto©JørgenKoefoed.

SÅ LUKKES DER NED. I søndags var sidste dag, hvor Gudhjem Havnekor sang Ertholm ud af havnen kurs Christiansø. Det blæste syv sekundmeter fra nord-nord-øst, og det var lige tilpas, så det hvide skiv, der igen i år ikke havde fået sin oprindelige gule mast malet gul, kunne stryge ud af havneløbet med ikke så mange gæster ombord – men alle havde mundbind. Et lidt surrealistisk syn som desværre er ved at være helt normalt.

Koret startede med at synge for tom færge, da det viste sig, at man af uforklarlige grunde først kastede los 10:30. Så der måtte synges en extra gang ved den senere afgang.

Det var således slut på 9. sæson, som i aften bliver fejret med flæskesteg og rødkål på Restaurant 3760.

KUNST-SUCCES

Søndag var også slut på årets sidste udstillinger på Gudhjem Museum: Bornholmsk Glas og Earthbound III. Sidstnævnte har været lidt af et tilløbsstykke – både besøgsmæssigt som salgsmæssigt. 24 af de udstillede værker blev afhændet til lidt over 150.000 kroner.

FLAGHOLDETS SIDSTE DAG

Fredag 16. oktober: Årets sidste flagning på Bokul. Det er Hans-Martin Bloch, der styrer nedtagningen af Dannebrog. Til venstre ses Jens Hammer, i forgrunden Morgens Cordsen, midt i flagdirektør Erik Høst og skjult til højre Christina Schwartz.. Foto©JørgenKoefoed.

Frem til næste forår klarer et vimpel flagningen på Bokul. Foto©JørgenKoefoed.

Bordet rundt: Ilse Søndervang, Christina Schwartz, Jens Hammer, Birgitte Eybye Nielsen, Hans-Martin Bloch, Erik Høst, Mogens Cordsen og fotografen … ©JørgenKoefoed.

Men der var også noget der sluttede allerede i fredags. Siden 9. maj har et flaghold bestående af tre kvinder og fem mænd sørget for, at det rød-hvide flag har smældet næsten hver dag lige indtil som sagt i fredags. Her stod den ikke på flæskesteg, men til gengæld på sponseret kotelet-middag på Venezia efter flagnedtagnigen klokken 18. Ingen blev beruset – højst meget mæt, da de velsmagende svinekoteletter var mega-store. Alle forlod restauranten 21:59, som foreskrevet af Mette & Co.

SLUT-PRUT

Høj-sæsonen er hermed erklæret slut. Nu kan vi i fred og ro forberede os på et nyt Corona-år (?) med endnu flere danske sommerturister!

Gad vide om 2021 bliver året, hvor sloganet ”Gudhjem skal opleves til fods” bliver en realitet … man kan have sine tvivl så længe politikerne skælver af berøringsangst for det evindelige, men stærkt stigende trafik-problem.