LIVET ER EN SEJLADS

SOM OVER HELE LANDET blev Gudhjem Kirke også lukket ned, så det ikke var muligt at afholde gudstjenester hverken juleaften eller gennem alle juledagene. Derfor kunne det måske være relevant – som erstatning for en juleprædiken – at gengive Knud Henning Hansens essay SKIBET PÅ LAND, som var ’indgangsbønnen’ i det lille hæfte af samme navn, som Gudhjem Menighedsråd udgav i forbindelse med kirkens 100-års dag 3. september 1993. Knud Henning Hansen var præst i Gudhjem og Østerlars 1985 til 2009 – som provst fra 1999 til 2007. Han fungerer stadig som vikar i de bornholmske kirker. Han skulle fx i går have afholdt en bornholmsk gudstjeneste i Ibsker Kirke, hvor der kun blev talt bornhomsk. Desværre blev også denne aflyst.

 

SKIBET PÅ LAND

Møllen i Gudhjem tegnet af Knud Henning Hansen.

GUDHJEM HAR SIT VARTEGN. Det er den gamle mølle, der kan ses som en lysende prik langt ude fra havet og langt ned ad kysten. Det er eet af de billeder fra min barndom, der endnu står på nethinden: Den hvide prik midt på Gudhjem-pynten 10 km nordvest for mit barndomshjem.

Men Gudhjem Møller er i dag et monument over en svunden tid, dens funktion er ophørt.

Gudhjem Kirke set fra Holkabroen. Tegmet af Knud Henning Hansen.

Symbolsk nok ligger kirken lidt lavere, ikke hvid og lysende, men i sin grå granit, ikke af æstetiske hensyn, men for livets skyld!

Kirken i dag er hverken vartegn eller sømærke som Sct. Anna Kapel var det, alligevel vil det nu, ved kirkens 100 års dag, være relevant at fastholde symbolværdien i tanken om kirken som et sømærke – ikke mindst i en gammel fisker- og søfartsby som Gudhjem.

SE NU STIGER SOLEN

En af de hyppigst sungne salmer i Gudhjem Kirke er Jakob Knudsens ’Se nu siger solen af havets skød’. Det er det mærkelige ved denne salme, at den er lige anvendelig ved en gudstjeneste på en frydefuld sommermorgen og ved en begravelse en mørk vinterdag. Det skyldes, at den taler sandt om menneskelivet og dets vilkår. Fra dagens, livets skabelse til dødens virkelighed. Men Jakob Knudsens budskab er, at skabelsens og opstandelsens Gud er den samme:

     Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
     lad mig ikkun stævne imod min grav:
     livets Gud mig skærmer,  jeg er hans barn,
     ud hans hånd mig river af dødens garn.

’Skibet’ kaldes det rum, hvor den kristne menighed fejrer gudstjeneste. Kirken er ’Skibet på land’, som Martin A. Hansen har skildret den i sine historiske essays. Dermed er anvendt et billedsprog, der fører os til havs. Livet er en sejlads!

Tilværelsen er uoverskuelig og uberegnelig som det hav, der omgiver Gudhjem.

DET GRÅDIGE HAV

Der er noget dragende og spændende ved de beretninger søfolk og fiskere kan fortælle om havet, men også truende. Et eksempel er den sørgelige hændelse d. 22. maj 1840, da to finske skibe ’Dyggan’ og ’Alexander’ strandede ud for Grevens Dal og Melsted.

Som Peter Koch skriver i sin bog ’En Gudhjem-fisker fortæller’:

”For mi er det en af de sørgeligste minder fra vor gamle kirke og kirkegård, fortalt og overlevet af de forlængst hensovende slægter, hvis støv hviler i samme jord. Og det fortæller os tillige den gamle historie, som nu har gentaget sig, så længe havet befærdes af sømænd og skibe, om havet, det grådige hav, som giver arbejde og føde til mennesker, men som også har bragt megen ulykke og sorg fra slægt til slægt.”

I de islandske sagaer fortælles om Egil Skallagrimsson. Han er viking og har ubeskrivelige kræfter. Aldrig lader han en krænkelse eller fornærmelse gå ustraffet hen.

Kun een gang kommer Egil ubehjælpeligt til kort og samtidig i stor nød og sorg. Det er, da havet tager hans søn. Her må selv Egil Skallagrimsson bøje sig. Han kan ikke kræve sin søn tilbage, han kan ikke anvende sine kræfter for at hævne ham med sværd eller spyd, ej heller kan han føre sag på tinge. Egil har mødt en magt, han ikke kan værge sin imod: Havet.

Egil er tillige en stor skjald og i sin sorg fremsiger han sit sørgekvad: Sønne-tabet. Her er en af de 24 strofer:

          Kunne jeg skifte
          mig ret med spydskaftet,
          da var det ude med ødelæggeren.
          Kunne man få ram
          på den våde rovmorder,
          gik jeg i holmgang
          med havet gerne.

LIVET OG DØDEN

Havet er et billede på ethvert menneskes grundvilkår i tilværelsen. For livet indbefatter døden! Lige så lidt som Egil Skallagrimsson magtede at sætte sig op mod havet, magter vi at sætte os op mod tilværelsen, som den kommer til os i sin lunefuldhed. Den overmander os, og ind i mellem tager den en og anden fra os.

Derfor er der en kirke i Gudhjem, fordi liver spænder fra fødsel til død – med alt, hvad der hedder menneskeliv derimellem!

KAPELLET I GUDHJEM

Sct. Anna Kapel tegnet efter foto af Knud Henning Hansen.

Sct. Anna Kapels tilblivelseshistorie har jo sin egen symbolværdi for kirken som kampens, hjælpens og takkens manifestation.

Midlerne til kirkens opførsel blev givet af en søfarende, der kom i havsnød og blev hjulpet. Gudhjem fik Sct. Anna Kapel som en takkegave til Gud for hjælpen.

Sagn af denne art skal man jo ikke fæste for megen lid til, men den omstændighed at kirken blev indviet til netop Sct. Anna indicerer, at den har forbindelse til en nødsituation. Sct. Anna er den katolske kirkes værnehelgeninde, som man påkalder, når man er i nød. Vi erindrer, at Martin Luther netop kaldte på den hellige Anna, da han, grebet af angst p.g.a. et uvejr, faldt på knæ og lovede at gå i kloster, hvis han kom helskindet hjem.

KIRKERUMMET SOM SKIB

Skibet i kirkerummet i Gudhjem Kirke tegnet af Knud Henning Hansen.

Når man fra kirkens første århundreder hat kaldt kirkerummet for et skib, stammer det fra beretningen om Jesus, der stiller stormen på søen. Skibet er et billede på Guds kirke, der ikke kan gå under, fordi Jesus er med ombord.

En anden variant af kirkeskibet har vi i de modelskibe, der hænger rundt om i Danmarks kirker. Det er ofte modeller af stolte fregatter med navne, der dækker over store bedrifter på havet. I Gudhjem nøjes vi med en to-mastet brig. Men det er vel vores drøm, at kirken kunne være som et stolt skib, der sejrer over vind og sø. Men virkeligheden er en anden. Det var heller ikke et skib, men en lille båd, disciplene og Jesus sejlede ­i – en jolle, der slet ikke kunne klare stormen.

Derfor er kirkeskibet, forstået som et billede på menigheden, bestående af mennesker af kød og blod, også at betragte som et lille, skrøbeligt fartøj, der egentlig slet ikke er egnet til at lave modeller af til ophængning.

Evangeliets pointe i stormnatsberetningen ligger da heller ikke i fartøjets beskaffenhed eller i disciplenes sømandskunst men i, at Gud er i jollen! Kirkens herre er midt i stormens centrum.

Sven Havsteen-Mikkelsens alterbillede i Sct. Nicolai kirke i Rønne af Jesus, der stiller stormen på søen, fortæller evangeliets virkelighed om den Gud, der er med i livets rå hverdag, og som selv satte livet til for at være med i menneskers liv. Han lod sig til sidst indhente af undergangens bølge for at føre os helt igennem.

Havsteen-Mikkelsen har givet Jesus den røde kjortel på, der skal vise os, at her er den kærlighed, der giver sig til det sidste. Evangeliet er ikke en magtdemonstration, men kærlighedens manifestation i Kristus!

GUDS BEDRIFTER

Derfor skal et jubilæum ikke give anledning til selvbeskuelse med mismod eller overmod, for kirkens anliggende handler ikke om menneskers bedrifter, men om Guds bedrifter for os og til os, forkyndt midt ind i vort liv, i vore kampe, vor angst, vor glæde og sorg, vore forhåbninger, vor desperation, vor befrielse og hvile.

Evangeliet lyder ind i den situation, vi nødvendigvis må leve i. Derfor kom Kristus!

Det er kirken sat til at formidle i fortid, nutid og fremtid.

          Tale og skrift om vor Frelsers bedrift,
          blomstre lad roserne røde!
          Livstræet skyde af korsets rod!
          Smage lad alle, vor drot er god.                  
[Grundtvig, Den Danske Salmebog nr. 248]

Selv om et jubilæum fortæller os, at vi er under tidens diktat, så ved vi, at både vort livsskib og vore tider er i Guds hånd.

Gudhjem Kirke set fra havnen tegnet af Knud Henning Hansen.