JOURNALISTISKE MIMOSER PÅ BORNHOLMS TIDENDE HAR FÅET SPARKET DERES CHEFREDAKTØR UD AF KLAPPEN

Øjvind Hesselager præsenterede sig på TV2/Bornholm ved sin tiltrædelse december 2019.

Sammen med sparket takker avisens direktør Kim Eland i dag på side 4 for Øyvind Hesselagers ’store ildhu som ansvarshavende chefredaktør’. Foto©JørgenKoefoed.

DET MÅTTE JO SKE. En mand som Øjvind Hesselager kunne selvfølgelig ikke indordne sig under det flertal af medarbejdere på redaktionen, som har beklædt deres stillinger gennem adskillige år, og som ønsker at tingene skal gå efter deres hoveder.

”Ærgeligt”, udtaler Øjvind om sin fyring i en artikel i avisen i dag. Bloggen kan tilføje endnu et ”Ærgeligt” for avisens journalistiske standard, som er blevet maximeret under Øjvinds 16 måneder lange overherredømme. Det gælder også omlægningen af det grafiske og ikke mindst bortskaffelsen af den fastlåste by-inddeling af siderne. Det har gjort, at artikler kunne få den længde og dybde, de krævede og ikke, hvad der var plads til på den tildelte ene side. Det var et skridt, som tidligere chefredaktører som Dan Qvitzau og Søren Christensen ikke turde tage. De var bange for en tsunami af opsigelser fra vrede abonnenter. Læg oven i Hesselagers velskrevne og skarpe ledere samt fastholdelsen af de sager, som avisen startede med at sætte focus på. Alt i alt ikke så ringe endda!

Som Bloggen skrev om den nye chefredaktør 26. oktober 2019:
”Øjvind Hesselager er en helt anden type end Søren Christensen. Øjvind er den hårdtslående type, som måske ville passe allerbedst ind i fx ledelsen af Ekstra Bladet. Nu blev det så Bornholms Tidende …”

Øjvind Hesselagers forgænger i jobbet Søren ’Solskin’ Christensen forlod jobbet efter fem år. Mon han var blevet træt af ’klynkende medarbejdere’ eller fik han bare et godt tilbud fra Nordjyske Medier, han ikke kunne sige nej til? Desværre kan Søren ikke bidrage med en opklaring, da han døde 7. februar 2020 af Nekrotiserende Fasciitis – en kødædende bakterie – efter at være blevet ramt af en bil, da han var ude på træningstur på sin Python-racer 5. februar.

TRE MEDARBEJDERE FIK SAT EN STOPPER

Jeg havde den fornøjelse, at arbejde sammen med Søren omkring ÅRETS BORNHOLMSKE PRESSEFOTO på Gudhjem Museum, som fandt sted første gang i 2015, indtil avisens fotografer fik stoppet den gode reklame for øens lokale dagblad i 2017. De var utilfredse med den måde udstillingens billeder blev udvalgt på. I forbindelse med denne strid kunne jeg konstatere, at Søren var konfliktsky. Som han fortalte: ”Jeg ønsker ikke ballade med bladets fotografer” og lukkede herefter ned for kommunikationen, hvorefter jeg, som stod bag udstillingen, valgte at lukke og slukke for denne årlige begivenhed.

Man kunne forledes til at tro, at det er medarbejderne, der kører klatten. Det er dem, der bestemmer, hvor skabet skal stå. Skulle man ikke hellere sætte tingene på hovedet og sige, at dem der ikke kan lide lugten i bageriet bare finder et andet job?

Nu er det slut med ’Dygtig Chefredaktør nummer 2’. Meget ærgerligt for avisen … og jeg håber, at det også bliver ærgerligt for de 16 medarbejdere, der startede likvideringen med et alenlangt såkaldt ’bekymringsbrev’ til Tidendes administrerende direktør Kim Eland. Lige nu må er være en klam stemning på redaktionen.

En trist dag for Bornholms Tidende! En trist dag for avisens læsere! En trist dag for Bornholm!

AFBRYDENDE NYHED: HOVEDPARTEN AF BORNHOLMS TIDENDES MEDARBEJDERE ER GÅET I FLÆSKET MED EN IS-HAMMER PÅ CHEFREDAKTØREN
4. marts 2021

HVEM ER HAN EGENTLIG, HAM DEN NYE CHEFREDAKTØR PÅ BORNHOLMS TIDENDE
26. oktober 2019