MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Den franske digter Charles Baudelaire [1821-1867]: Den, som på en gang vil have en forførisk Eva og en god husmor, klarer det sjældent uden bigami.

Professoren og forfatteren Per Øhrgaard i kummen ’eftertanken’ i Kristeligt Dagblad om beskedenhed kontra den absurde konkurrence om opmærksomhed blandt forskere: Da jeg blev ansat på universitetet, indgik det heldigvis ikke i bedømmelsen, om jeg var god til at skaffe ekstern finansiering. Og senere var jeg, atter heldigvis, så langt i karrieren, at jeg kunne være ligeglad. Jeg havde kort sagt tid til at forske og undervise i mit fag, altså passe mit arbejde. Mine stakkels yngre kolleger skal performe, helst hele tiden, for at blive regnet for noget. Deres indsats måles på, om de har kunnet hente fondsmidler, og deres betydning på, hvor ofte de citeres. Om de får ris eller ros er underordnet, selv dårlig omtale er bedre end ingen.

Forfatteren Oscar Wilde [1854-1900]: Mennesket er mindst sig selv, når det taler om sig selv. Giv ham en maske, og han vil fortælle dig sandheden.