MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Den navnløse hovedperson der vandrer hvileløst og fortabt rundt i Paris i den tysk-franske-jødiske forfatter Yvan Golls [1891-1950] roman EUROBACILLEN fra 1927 genudgivet af Forlaget Wunderbuch i 2021: Kvinder: På gaden går de oprejste omkring som træer i vinden. I metroen strejfer man en hinds vilde hofter og frarøver den en følelse, som ægtemanden ikke har udløst i ti år … Det er urskoven Paris. Mellem tavse dyr og bevidtsløst knyttede til jorden.

Den navnløse hovedperson i Yvan Golls [1891-1950] roman EUROBACILLEN: Restauranten La Pérouse er den dag i dag berømt blandt disse tågedykkere [klunsere.red.], fordi der engang for mange år siden blev fundet en perle i en østersskal, som udløste en sag om, hvem perlen egentlig tilhørte: Den bretonske fisker, eller speditøren i Cancale, eller grossisten Prunier i Paris, eller restauratøren, eller gæsten hr. Loucheur, eller tjeneren, eller hotelkarlen, der smed den i affaldsspanden, eller skraldesamleren. Sagen har nu varet i tretten år, og fire af de involverede er allerede døde; deres arvinger er til gengæld seksdoblet.

Den navnløse hovedperson i Yvan Golls [1891-1950] roman EUROBACILLEN: Hvad skulle det nytte jer, I arme stakler, at stå i kø uden for kolde ambulatorier, hvor reservelæger uden ambitioner afprøver deres viden om kræft- og syfilisbehandling! Tålmodige, tålmodige pøbel. Jeres frelser Pasteur kan ikke redde jer denne gang. Tandlægerne plomberer forgæves. Psykoanalytikerne lader sig grundløst hidse op af jeres psyke. I står ikke til at redde. I har eurobacillen. I, kulturens bærere, uanset hvad I gør!

Den navnløse hovedperson i Yvan Golls [1891-1950] roman EUROBACILLEN: Smilet er civilisationens smukkeste pryd. Det repræsenterer viljen og pligten til at gestalte menneskenes samliv så stille og behageligt som muligt, altid at fremstå venlig. For den ydre fremtoning er alt, det kommer an på her. Smilet er kulturens diplom: Det er diplomaternes udmærkelse … Nærmer et menneske sig og kaster sit blik på det som en sten, reagerer jeg straks, jeg smiler. Jeg tilslører mig. Man ser ikke i mit væsens grund. Ingen genkender mig mere, ingen ved, hvad jeg tænker. Hvor få europærer der forstår at smile: Et par gamle franske ministre, et par gamle italienske finansmænd, tre engelske lords. For nylig var der én, der påstod, at han aldrig havde set en tysker smile. Der findes hud som ikke egner sig til det. Men det kinesiske folk har med sin firetusindårige kultur en vidunderlig skoling i at smile … Men dette udvendige smil har en stedsøster: Løgnen! …. Men løgnen elsker jeg inderligt. Den er som en smuk søster, til hvem man ikke kan gøre tilnærmelse uden at gøre sig skyldig i incest. Jeg frygter hende. Alene tanken om hende er strafbar. Men tiltrækningen er så meget desto stærkere.