PARIS NU [115] – DE KVINDELIGE KRIGSFOTOGRAFER … OG DE LEVENDE DØDE
NÅR MAN OPHOLDER sig i Paris, er der tre ting, man skal foretage sig: Spise god mad, se god elle opsigtsvækkende kunst og kigge på bygninger.
Da Din Blogger i starten af oktober boede ni dage i en mørk, men meget kunstnerisk indrettet lejlighed på førstesalen i en tyst baggård lige midt på Montparnasse, så han tre interessante udstillinger.
Den første MIRDIDINGKINGATHI JUWARNNSA SALLY GABORI på ’Fondation CARTIER pour l’art contemporain’ på Boulevard Raspail 261 i 14. arrondissement blev omtalt på Bloggen 5. oktober. PS: en MUST-SEE-udstilling. Har åbent til 6. november 2022. Benyt linket nederst i dette blog-indlæg om udstillingen.
Den anden vises på museet med de tre navne: Libération de Paris [befrielsen af byen i 1945], Général Leclerc [general, der var meget aktiv i modstandskampen] og Jean Moulin [en af de mest aktive leder inden for modstandsbevægelsen. Han døde under tysk tortur i 1943]. Samlet er det en storslået udstilling om Frankrig under 2. Verdenskrig.
Men museet lægger også lokaler til udstillingen FEMMES PHOTOGRAPHES DE GUERRE – Kvindelige Krigsfotografer med sidste dag 31. december 2022.
Det er ikke normalt, at det er kvinderne, der har domineret på krigsskuepladser rundt om i verden, men de otte der er repræsenteret her, er de sejest, og det er interessant at se, at deres fotografier af død og ødelæggelser især har fokus på den menneskelige smerte.
GERTA POHORULLE var jøde født i Galicien. Hun begyndte at fotografere, da hun mødte fotografen André Friedmann i Paris i 1933. De tog navneforandring, da de blev gift til henholdsvis GERDA TARO og ROBERT KAPA. Sidstnævnte blev et verdensberømt ikon inden for krigsfotografi. Det er senere komme frem, at flere af hans bedste billeder faktisk blev taget af hans hustru. Hun blev dræbt 28. juli 1937 under en reportage for avisen CE SOIR 27 år gammel.
LEE MILLER fulgte de amerikanske tropper i Europa under 2. Verdenskrig. Efter krigen fik hun svære depressioner over det, hun havde oplevet. Hun døde 70 år gammel i 1977.
CHRISTINE SPENGLER blev født i 1945 i Frankrig. Hun deltog i en række konflikter og krige i blandt andet Vestsahara, Nicaragua, Chad, Cambodia, Vietnam, Irland, Kosovo, Kurdistan og Afghanistan, hvor hun især lagde vægt på krigens ofre. Hun leverede fotografier til blandt andet Paris-Match, Time, Newsweek, El Pais, New York Times og Le Monde. Vinteren 2018/2019 fotograferede hun Christian Diors ’Ready-to-Wear’-kollektion. Hun lever stadig.
CATHERINE LEROY blev født i 1944. Hun fotograferede Vietnam-krigen i 1966 og var i Libanon i 1976. Hun har modtaget ’Robert Capa Guldmedelje’. Hun måtte på et tidspunkt holde op med krigene. Oplevelserne havde været for voldsomme. Hun var 62 år, da hun døde i 2006.
FRACOISE DEMULDER blev født i Paris 9. juni 1947. Hun var den første kvinde, der vandt ’World Press Photo of the Year’ med et sort/hvidt foto af en palæstinensisk kvinde, der holder hænderne op foran en maskeret militant i Beiruts krigshærgede La Quarantaine-distrikt. Hun var eventyrer af rang og rejste verden rundt til konflikter fx Angola, Libanon, Cambodia, El Salvador, Ethiopien, Pakistan og Cuba. Hun rejste ofte til Mellemøsten. Hun var gode venner med Yassar Arafat, og kunne berette om mange forkerte journalistiske udmeldinger om hans gøren og laden. Demulder fulgte også Iran-Iraq-krigen og i 1991 var hun under Golf-krigen en af de få pressefolk i Bagdad, da byen blev bombet af amerikanerne. I 2003 satte hun 200 fotoprints til salg. De indbragte lidt over 171.000 euro, som hun skænkede til en fransk fotojournalist, som var meget syg og var uden midler. Hun solgte blandt andet det foto, som havde vundet Worldpress. Det blev købt af ’natur-fra-luften-fotografen’ Yann Arthus-Bertrand for omkring 80.000 kroner.
SUSAN MEISELAS er amerikansk dokumentar-fotograf og blev især kendt for sine fotografier fra det krigshærgede Nicaragua. Hun har siden 1980 været fuldgyldigt medlem af det verdensberømte ’Magnum Photos’, hvor hun for øjeblikket er formand for ’Magnum Fondation’. I dag er hun 74 år.
CAROLYN COLE er amerikaner og arbejder for Los Angeles Times. Her vandt hun Pulitzer-prisen for sin dækning af belejringen af Monrova i 2003. Hun er i dag 61 år, og er den eneste der har modtager ’Robert Capa Guldmedalje’ to gange.
ANJA NIEDRINGSHAUS blev født i Tyskland i 1965, og arbejdede for AP – Associated Press. Hun dækkede krigene i Jugoslavien, Iraq, Libyen, Gaza – og Afghanistan, hvor hun blev dræbt 4. april 2014. Hun modtog Pulitzer-prisen i 2005 for ’Breaking News Photography’ for sin fotografier fra Iraq-krigen.
ER DE LEVENDE ELLER HVAD?
Den tredie udstilling befinder sig på MUSÉE MAILLOL, rue de Grenelle 61 i 7. arrondissement. Museet er skabt af hustruen til Aristide Bonaventure Jean Maillol i 1995. Han blev født i Frankrig 1861 og døde som 82-årig i et bilulykke i 1944. Han var maler, men blev især kendt for sine skulpturer – motiverne var især kvinder uden tøj på. Men det er ikke denne permanente udstilling, der er videre interessant, men derimod udstillingen HYPER REALISME – CECI N’EST PAS UN CORPS. Titlen inspireret af Magrittes maleri af en pibe med titlen: ’Dette er ikke en pibe’. Og den aktuelle udstilling viser kroppe, som åbenbart ikke er kroppe – i hvert fald ikke levende kroppe. Det er en række skulptører, der ikke bryder sig om det abstrakte, men om det eksakte. De udstillede figurer – modsat Maillols – er så livagtige, at man er i tvivl om de er levende.
Hyper-bevægelsen startede i USA i 1960’erne og siden har spredt sig til hele verden, mens teknikken er blevet mere og mere perfektioneret. Den mest kendte herhjemme er vel nok amerikanske DUANE HANSON [1925-1996]. Hans skulptur af en velpolstret kvinde med en fyldt indkøbsvogn, som blev udstillet på Louisiana, er vel nok en af de mest kendte af hans mange livagtige skulpturer. Duane er med på udstillingen sammen blandt andet JOHN DEANDRA, GEORGE SEGAL, RON MUECK plus 26 andre.
Herhjemme var det KURT TRAMPEDACH [1943-2013], der tog tråden op. Han kunne have været med på udstillingen, men måske er hans figurer ikke hyper realistiske nok. De var til gengæld betrukket med et kunstnerisk lag, der skabte stor opmærksomhed – måske især skulpturen MORGEN fra 1972/73 med den sovende kvinde i sengen og manden, der sidder op. Værket blev købt af Statens Museum for Kunst.
Udstillingen er værd at få sat et flueben ved, når man besøger byen. De ’levende’ skulpturer rører i din hjernemasse.
Som Hemingway [1899-1961] så rigtigt har skrevet en hel bog om: ’Der er ingen ende på Paris’.
PARIS NU [114] – KUNST, DER FÅR DIG TIL AT HIVE EFTER VEJRET
7. oktober 2022