MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Redaktør Søren Jacobsen Damm, Berlingske, efter et besøg på Kunstnernes Efterårsudstilling i København i november sidste år: En visuel kakofoni af lige dele hestepølse, mandrilaftalen-wanna-be og gennemtygget retro-1970’er-kunst. Jeg forstår til fulde, hvorfor mange mennesker ikke gider samtidskunsten. Den er introvert, pseudointerlektuel, postuleret, tudegrim, fortænkt og ofte – i bedste fald – ligegyldig.

Journalist Caroline Kamil i sin artikel om Qatar i Berlingske: Gennemsnitslønnen for de i dag godt 300.000 qatarske indbyggere er omkring 900.000 kroner om året – den højeste i verden. Qatarerne har adgang til gratis eliteuddannelse, topmoderne hospitaler og nemme velbetalte job i det offentlige. Når en mand bliver gift, forærer staten ham et stykke land, han kan bygge et hus på til et rentefrit lån og gratis forbrug af vand og el. Ingen har noget at klage over, og ingen klager i Qatar.

Psykologen og tænkeren Svend Brinkman i sin bog ’Vi er det liv vi lever’ fra 2021, hvori han psykologisere om og samtaler med en 93-årig kvinde, som i sin allertidligste ungdom lå med tyske soldater under Anden Verdenskrig og den dag i dag lider under, at hun var en ’tysker-tøs’: Sigmund Freud var måske den sidste store skæbnefortæller […] Jeg er i stigende grad begyndt at dele hans tragiske syn på livet, udkrystalliseret i hans berømte ord om, at man gennem psykoanalysen kunne forvandle ’neurotisk elendighed’ til ’almen lidelse’. Jeg mener, at vi i dag har brug for en stemme som Freuds, der ikke bare påtvinger os positive briller i vores livssyn, men som anerkender, at der findes kriser, uløselige dilemmaer og sår, der ikke nødvendigvis kan heles […] Freud lærte os, at det er helt almindeligt at gå gennem livet med forskellige former for lidelse. Derfor var ’almen lidelse’, hvad man kunne håbe på hos Freud, for lidelsen var nu engang et af livets grundvilkår.