GUDHJEM KORT&GODT [44]: UHELDIG BEPLANTNING – HVAD MED STORMSKADERNE? – SCALAS NYE GULV – KATTEN KOM HJEM – DØD MÅGE ER NU ROTTEMAD – OG OM GUDHJEM HAVNEKOR

DET VAR EN FEJL!

Der var ét, der var to, der var tre nye træer … Foto©JørgenKoefoed.

… der var tre træer … og så var er lige pludselig ingen!!! Foto©JørgenKoefoed.

”Jeg indrømmer, at det var en fejl, at plante de tre Bornholmske Røn ved petanque-banen i Gudhjem. Jeg fik protester fra de par huse, som ville få beskåret deres havudsigt, når træerne voksede ud”.

Det fortæller Morten Bach Jørgensen, som er kommunens grønne mand, da Bloggen spørger ind til nybeplantningen.

”Det kommer jeg til at lave om på. Nu fjerner jeg beplantningerne, og så starter jeg forfra, og tager en snak med de personer, der har klaget. Det er vist den rigtige vej at gå. Om der så i sidste ende kommer beplantninger på stedet, vil tiden vise.”

BLOGGEN: Hvad var egentlig årsagen til, at du mente, at det var en god idé at tilføre området yderligere tre træer?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Der står jo tre mindre træer på rad og række langs pentanque-banerne. Jeg synes, der var et mærkeligt hul ved siden af. Det var faktisk af etiske grunde, at de blev plantet. Det ville fuldende rækken af de træer, der allerede stod der.

BLOGGEN: Hvad så? Skal der død og pine stå træer lige dér?

MORTEN BACH JØRGENSEN: Nej, men nu tager jeg snakken med genboerne, og så ender det måske med nogle buske eller slet ikke noget.

BLIVER STORMSKADERNE UDBEDRET?

Stormen gjorde et voldsomt indhug på Glaciet. Foto©JørgenKoefoed.

Godt der ikke længere kører BAT-busser ned til stoppestedet ved havnen. Foto©JørgenKoefoed.

Her bliver vist ikke slæbt ret meget mere på havnens slæbested. Foto©JørgenKoefoed.

”Ja, stormskaderne på havne-området i Gudhjem bliver ordnet inden turisterne kommer – hvis jeg ellers kan finde pengene”, siger Aron Kjøller, der er kommunens havnekoordinator.

BLOGGEN: Det kan vel blive lidt af et problem, det med pengene? Kommunekassen er mere end tom, og i forvejen er molerne på vej til at bryde sammen ved næste storm.

ARON KJØLLER: Ja, det bliver svært, fordi vi først og fremmest skal udbedre skaderne i Allinge. Det skal jo være ordnet inden Folkemødet 13. juni.

BLOGGEN: Det lyder som om, at stormskaderne i Gudhjem ikke bliver fixet inden turist-horderne indtager byen.

ARON KJØLLER: Jo, det bliver ordnet, men jeg skal først finde pengene.

Beboerne i Gudhjem må nok regne med, at ødelæggelserne bliver en del af byens nye turist-attraktioner.

HVAD DØDE MÅGEN AF?

DER ER EFTERHÅNDEN i mange uger ligget en død måge lige ved nedgangen til Nørresand Havn. Din Blogger rapporterede om mågen 14. februar til app’en FUGLE-INFLUENZA-TIP. Tippet er blevet modtaget, men status lyder: ’Skal ikke indsamles’. Nu er liget blevet smidt ind på græsplænen foran huset på Nørresand 6. Her kan den så ligge og agere spisekammer for gribbe og andre mindre ådselsædere. Foto©JørgenKoefoed.

FILMGÆSTERNE PÅ NYE ’BONEDE’ GULVE

FOR NOGLE UGER siden var Rønne Bio lukket i en uge. Ikke fordi pæren i forevisningsapparatet var gået sig en tur, men fordi alle sæderne i biografsalen skulle udskiftes med nye. Det gjorde Scala Gudhjem for år tilbage, hvor nogle af de mest nedslidte sæder blev erstattet med nyrenoverede stole fra en københavnerbiograf – dog uden at biografen blev lukket. Men noget nyt er sket. Besøgende bør bemærke, hvor flot gulvet på 1. sal er blevet ordnet. Før var det nærmest sort af gammel støvle-snavs, men efter slibning og lakering fremstår det nu lyst og særdeles strålende elegant. Så velkommen på det ’bonede’ gulv med film som DREAM SCENARIO og ALL OF US STRANGERS. Foto©JørgenKoefoed.

HVOR KATTEN BLEV DEN AF?

Bowie blev efterlyst i Dagli’Brugsen … Foto©JørgenKoefoed.

.. og Bowie blev efterlyst på byens lygtepæle. Foto©JørgenKoefoed.

BOWIE MED ET HAK i højre øre blev efterlyst vidt og bredt i Gudhjem for nogle uger siden. Den var løbet hjemmefra en lørdag nat. Katte-ejeren Bezz, som bor i Løkkegade, var ulykkelig og bad alle i byen om at kigge i garager og udhuse. Ingen fandt den. Til gengæld kom den fem dage efter klokken seks om morgen humpende hjem, som om intet var hændt. Det var der så alligevel. Dens ene bagben var flået til blods. Den måtte en tur til dyrlægen, der mente, at den nok havde bevæget sig ind på en anden kats territorium. Det kan være farligt i kattebyen Gudhjem, hvor en skibskat for år tilbage gik i land på Nørresand – og blev overfaldet af to aggressive skovkatte og formentlig dræbt. Liget blev aldrig fundet trods en dusør på 10.000 kroner. Foto©JørgenKoefoed.

MYSTERIET OM MISSY: DER ER STADIG 10.000 KRONER I DUSØR
4. september 2017

DET SKER FØRST 13. APRIL

Sådan så det ud, da Gudhjem Havnekor startede sæsonen 17. april 2016. Hvis du kan skimte korets hedengange førsteviolinist, ser du ikke syner. Foto©JørgenKoefoed.

IFØLGE FARTPLANEN for det gode skib ERTHOLM, bliver årets første sejltur til Christiansø lørdag 13. april. Kigger man løseligt på de ophængte fartplaner, kunne man forledes til at tro, at det ville ske Skærtorsdag … men, men, men, det er sejlplanen for postbåden PETER. Miseren skyldes, at Påsken falder meget tidligt i år. Da GUDHJEM HAVNEKOR kun synger Færgen ud – og ikke Postbåden – startes der 13. april klokken 9:50. Og så kan man glæde sig over de nye, velindbundne sanghæfter med endnu flere sange. Det er Allan, der står bag produktionen … og du er velkommen til at stikke ham en 50’er for hans udgifter.

EXTRA VIDEN OM PÅSKEN: Datoen er afhængig af to fænomener: Jævndøgn  [20/3 i år] og fuldmåne. Påskesøndag falder på den første søndag efter første fuldmåne [i år 25/3] efter forårsjævndøgn, der defineres som dét døgn, hvor nat og dag har samme længde. Påsken markerer Jesus’ korsfæstelse, død og genopstandelsen Påskemorgen.

SKAL VI LIGE TAGE PINSEN MED: Pinse dag falder altid på 7. søndag efter Påske [i år 20/5]. Det kan tidligst ske 10. maj eller senest 13. juni. Pinsen fejrer mindet om, da Helligånden kom til Jesus’ disciple.