NYT LYS TIL SCALA GUDHJEM

Biografen i Gudhjem blev etableret i 1943 af maleren Oluf Høst. Dette gamle apparatur stammer ikke fra den gang, men da det blev fornyet i 1980’erne. Det er et apparat til filmruller, som nu endelig er blevet afmonteret i operatørrummet og båret ud til skraldefolket – eller til den, der kan bruge det derhjemme. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER FAKTISK kun 12 år siden, at alle biorafer i Danmark – inklusiv Scala Gudhjem og vel biografer i det meste af verden – var nødt til at udskifte deres gamle forevisningsapparater til de nye, digitale projektorer. Ikke fordi de var udslidte, men fordi film fremover ville blive optaget digitalt. Altså, slut med de gamle, meget tunge filmruller, der i dag er blevet erstattet af film, der sendes via internettet.

Dengang var det lidt af en investering. Scalas projektor kostede tæt på en lille million danske kroner.

Nu skal den ’nye’ projektor udskiftes – ikke fordi den er nedslidt, men simpelthen fordi at servicen udløb efter 10 år. Det betyder, at sker der et nedbrud på projektoren kan den måske repareres, men det vil koste en bondegård – derfor er fornyelsen nødvendig.

Et nyt forevisningsapparat koster i dag ’kun’ 600.000 kroner. Lidt af en mundfuld for en lille provinsbiograf. Bestyrelsen med Tonny Nybirk i spidsen er i gang med at søge diverse fonde blandt andet LAG [Lokal Aktions Gruppe, som får midler fra EU].

ØKONOMISKE FORDELE

Det nye apparat giver biografen økonomiske fordele. I dag koster det omkring 20.000 kroner om året til el, når den meget kraftige og kostbare pære tændes. Den udgift reduceres til omkring 2.000 kroner. Det skyldes, at lyset fremover bliver leveret af en laser-stråle. Derudover skulle billedet stå endnu mere skarpt med endnu bedre farver.

Men biografen må også anskaffe nyt lydudstyr. Det koster 95.000 kroner. Selv om en række bornholmske fonde allerede har doneret lidt over halvdelen, så er der her også et stykke vej at gå.

BLIV SPONSOR

Hvis du eller dit firma har lyst til at hjælpe ’Byens Bedste Bif’ med ovenstående nye investeringer, kan du henvende dig til formand Tonny Nybirk på 2031 1415 eller nybirk@mail.dk.

Du har også mulig for at støtte via et SPONSOR-SKILT. Det vises før hver forestilling, som der er omkring 360 af om året. Hver side har 6-8 skilte, som vises i 15 sekunder. Det er da ikke så dyrt.

BRONZE – 3 måneder – 2.000 kroner + moms.

SØLV: 6 måneder – 3.000 kroner + moms.

GULD: 12 måneder – 5.000 krone + moms.

Henvendelse til scala@mail.dk eller til formanden på 2031 1415.