SÅ ER DET VEDTAGET: BIBLIOTEKSBESPARELSERNE LUKKER IKKE FILIALERNE – MEN ANDET SKÆRES BORT

Tre i én: Gudhjem Bibliotek indeholder ikke blot et bibliotek, men også et universitet og en vaske- og badeafdeling for havnens gæstesejlere. Det hele er blevet reddet fra lukning. Foto©JørgenKoefoed.

Hans Jørgen Jensen har mange talenter – ud over at forhindre lukning af Gudhjem Bibliotek er han også god til at fange torsk. Fotoet er fra 2013, og på det tidspunkt måtte man godt hive sådan en fisk i land. Foto©JørgenKoefoed.

Formanden for Aktionsgruppen for bevarelse af Gudhjem Bibliotek – Hans Jørgen Jensen –har udsendt disse betragtninger omkring den endelige afgørelse:

KOMMUNALBESTYRELSEN HAVDE ATTER bibliotekssagen på mødet torsdag 10. oktober. Denne gang handlede det om en vedtagelser af udmøntning af besparelsen på de 378.000 kroner, som tidligere var vedtaget – og som Bornholms biblioteker havde forslået skulle udmøntes ved at lukke et par filialer.

Som bekendt blev forslaget om at lukke filialer taget af bordet på forrige kommunalbestyrelsesmøde med krav om, at Bornholms Biblioteker skulle fremlægge en plan for, hvordan man derefter kunne spare de 378.000 kr. fra 2025 og frem.

Den plan foreligger nu, som det fremgår af nedenstående sagsfremstilling og beslutning.

Konkret betyder det, at vi på Gudhjem Bibliotek kommer til at opleve én ugentligt betjent åbningsdag i stedet for to.

Alle bornholmerne får lidt mindre adgang til at se film via ’Filmstriben’. Der reduceres i antal tidsskrifter og visse øvrige materialer (hvad det end måtte betyde). Og de afdelinger der måtte have en kaffeautomat kommer fremover til at tage kaffe med hjemmefra – dog undtaget Rønne 🙂

Ovennævnte besparelser mener jeg, at vi fint kan leve med – og er i øvrigt i overensstemmelse med vores og flere andre afdelingers forslag ved de mange møder, vi har deltaget i. Det til gengæld for at vi får lov til at beholde vores elskede bibliotek.

Bemærk i øvrigt at der i sagsfremstillingen er problematiseret udfordringer med manglende handicapadgang og deraf afledede dårlige arbejdsforhold ved Gudhjem Bibliotek. Man mener, at det kommer til at koste ca. 200.000 kroner at udbedre disse forhold ved bygningen.

Ellers tænker jeg, at vi aktivt bør bidrage til den videre udvikling af Gudhjem Bibliotek – især hvis vi skal undgå at komme i lignende situation i de kommende år.

DEN VIDERE BRUG AF BIBLIOTEKET

Gudhjemboen Bjarne Bruun Jensen er professor i sundhedsfremme og har sammen med byforeningerne i Gudhjem og Svaneke kastet sig ind i kampen for bevarelsen af øens filialbiblioteker. Kampen lykkedes! Foto©JørgenKoefoed.

Sundhedsprofessor Bjarn Bruun-Jensen, der har været en af de meget aktive omkring kampen om filialerne mener, at det måske vil være en god idé, at Aktionsgruppen stikker hovederne sammen for at snakke lidt om, hvordan byens borgere bedst udnytter biblioteket i fremtiden. Han vil indkalde til et møde i løbet af november, hvor også andre end aktionsgruppen kan deltage.

Aktionsgruppen ved mødet 2. april 2024 på Gudhjem Universitet. Fra venstre: Hans Jørgen Jensen, Henrik Søby, Bjarne Biggas, Niels Vendelbo, Bjarne Bruun Jensen, Kirsten Sode, Ole Stigemo og fotografen. Foto©JørgenKoefoed.

KOMMUNENS ENDELIGE BEHANDLING AF BIBLIOTEKSSAGEN

Dette skilt stod på alle filialbiliotekerne og varslede lukninger. Foto©JørgenKoefoed.

Punkt 17: Opfølgning på strategien for Bornholms Folkebiblioteker 2024-2027
Politisk sagsgang:

  • Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget indstiller
  • Økonomi- og Klimaudvalget indstiller
  • Kommunalbestyrelsen beslutter

Resumé: I løbet af sommeren har fire forslag til en ny biblioteksstruktur været i offentlig høring. Den 29. august har Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget indstillet til kommunalbestyrelsen, at de fremsatte forslag bortfalder, og at administrationen udarbejder et forslag til udmøntning af en besparelse på 378.000 kr. Et forslag, der ikke omfatter lukninger af biblioteker.

Salen var næsten fuld til borgermødet 6. juni 2024 på rådhuset om bibliotekets fremtid. Foto©JørgenKoefoed

Der foreligger nu et forslag, og det fremsendes til politisk godkendelse. Derudover skal der tages politisk stilling til, om Folkebibliotekerne må reducere den betjente åbningstid på fire biblioteker for at frigøre medarbejderressourcer til udviklingen af Bornholms Folkebiblioteker.

Kommunaldirektøren indstiller, at

  1. a) forslag til udmøntning af besparelsen på 378.000 kr. i 2025 og frem på bevilling 22 Bornholms Folkebiblioteker godkendes
  1. b) den betjente åbningstid på Svaneke Bibliotek, Gudhjem Bibliotek, Allinge Bibliotek og Aakirkeby Bibliotek reduceres til 1 dag om ugen

Beslutning Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget den 26-09-2024. Udvalget anbefaler indstillingerne. Kirstine van Sabben kan ikke medvirke til indstillingerne. Niclas Fick anbefaler ikke indstilling a.

Beslutning Økonomi- og Klimaudvalget den 02-10-2024

  1. a) og b) anbefales. Helle Munk Ravnborg og Morten Riis kan ikke medvirke, idet de ønsker at anbefale b). Søren Schow kan ikke medvirke.

Beslutning Kommunalbestyrelsen den 10-10-2024

Kommunaldirektørens indstilling a) blev sendt til afstemning. For stemte 13: Liste C, Liste A, Jonna Nielsen, liste K og liste O. I mod stemte 10: Heidi Burgedahl, liste M, Søren Schow og liste Ø. Hverken for eller imod stemte ingen.

Indstillingens a) godkendt.

Kommunaldirektørens indstilling b) blev sendt til afstemning. For stemte 20: Liste A, liste C, Jonna Nielsen, liste K, liste O og liste Ø. I mod stemte 3: Heidi Burgedahl, liste M og Søren Schow. Hverken for eller imod stemte ingen.

Indstillingens b) godkendt.

SAGSFREMSTILLING

Siden starten af året har kommunen arbejdet med forslag til en re-tænkning af biblioteksstrukturen, som et led i implementering af strategien for Bornholms Folkebiblioteker 2024-2027. Re-tænkningen skulle føre til et bedre bibliotekstilbud ved at samle indsatsen på færre adresser og samtidig indhente en besparelse på 378.000 kroner i 2025 og frem.

I juni blev fire forslag til en ny biblioteksstruktur sendt i offentlig høring. Der indkom 41 høringssvar, som blev forelagt for Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget den 29. august. På mødet besluttede udvalget at indstille til kommunalbestyrelsen, at forslagene skal bortfalde. Og i stedet få udarbejdet et administrativt oplæg til en udmøntning af besparelsen på 378.000 kr. i 2025 og frem. Et oplæg, der ikke indeholder lukning af fysiske biblioteker. Sagen behandles i kommunalbestyrelsen den 19. september 2024.

BIBLIOTEKETS FORSLAG TIL ANDRE BESPARELSER END FILIALLUKNINGER

De Bornholmske Bibliotekers nye chef – Dorte Rugtved – deltog i et møde 17. marts 2024 med Bibliotekets Aktionsgruppe. Foto©JørgenKoefoed.

Bornholms Folkebiblioteker har nu udarbejdet et forslag til, hvordan besparelsen på 378.000 kroner kan indhentes, uden at filialstrukturen bliver berørt. Forslaget fremlægges til politisk godkendelse. Ydermere præsenteres en beskrivelse af, hvordan folkebibliotekerne vil arbejde videre med biblioteksstrategiens målsætninger inden for gældende rammevilkår.

Forslag til udmøntning af besparelse: Reduktion af Filmstriben og materialer. Forslaget lægger op til en besparelse, der primært indhentes ved hjælp af en reduktion af folkebibliotekernes digitale filmtilbud ‘Filmstriben’ samt materialer.

Folkebibliotekerne foreslår, at adgangen til ‘Filmstriben’ begrænses til vinterhalvåret det vil sige seks måneder om året. Resten af året tilbyder Bornholms Folkebiblioteker ikke ‘Filmstriben’, og det vil ikke være muligt at streame film herfra. Det vil stadig være muligt at låne dvd’er på biblioteket. Tiltaget vil afstedkomme en årlig besparelse på 100.000 kr. svarende til en halvering af det nuværende budget afsat til Filmstriben. Tjenesten er ikke et lovpligtigt tilbud.

Tabel 1. Oversigt over besparelser (2024-tal)

  • Reduktion af budgettet til Filmstriben 100.000 kr.
  • Reduktion af titler på tidsskrifter 110.000 kr.
  • Øvrige materialer 142.000 kr.
  • Afvikling af kaffeautomater 26.000 kr.
  • Samlet besparelse (2024-tal) 378.000 kr.

Forslaget omfatter også en reduktion af antal og titler på tidsskrifter, hvilket medfører en besparelse på 110.000 kroner. Ifølge Biblioteksloven skal Folkebibliotekerne stille tidsskrifter til rådighed. Ydermere indhentes en besparelse på 142.000 kroner på budgettet afsat til materialer så som bøger og aviser.

Endelig er kaffeautomater på øens biblioteker opsagt med udgangen af 2024, da de kun bliver brugt i meget begrænset omfang. Det gælder imidlertid ikke Rønne Bibliotek, hvor kaffeautomaten generer en indtægt. Da kaffeautomaterne er for dyre at opretholde, vil de blive fjernet fra alle filialer (med undtagelse af Rønne Bibliotek) og sendt tilbage til forhandler med udgangen af 2024. Bortfald af kaffeautomater medfører en besparelse på 26.000 kroner.

Udviklingen af Bornholms Folkebiblioteker fremadrettet

Ifølge strategien for Bornholms Folkebiblioteker 2024-2027 skal folkebibliotekerne arbejde henimod at blive en mere tidssvarende og nærværende kulturinstitution for øens borgere.

Indsatsen inkluderer blandt andet at skabe indbydende biblioteksrum, og biblioteket skal i højere grad blive omdrejningspunkt i lokalsamfundet for den demokratiske debat. Folkebibliotekerne skal udvikle nye formidlingsformer, der når ud til borgerne over hele øen og styrker læselyst blandt børn og unge. Jævnfør de fire strategiske pejlemærker i biblioteksstrategien.

Det var imidlertid en forudsætning for biblioteksstrategiens realisering, at antallet af filialer blev reduceret, så de nødvendige medarbejderressourcer kunne frigøres til at skabe et mere tidssvarende folkebibliotek. I lyset af Fritids-, Kultur- og Lokalsamfundsudvalgets indstilling til kommunalbestyrelsens beslutning af 19. september vil det videre strategiarbejde nu blive nedjusteret og tilpasset de gældende rammevilkår.

I det følgende præsenteres Bornholms Folkebibliotekers bud på, hvordan bibliotekerne nu vi arbejde videre med udviklingen af Bornholms Folkebiblioteker. Det omfatter blandt andet færre betjente timer på de fleste filialer, en styrket indsats på litteraturformidlingen samt mere kulturelt samarbejde med borgerne og målrettede tiltag overfor forskellige målgrupper.

Mindre betjent åbningstid
Bornholms Folkebiblioteker foreslår, at medarbejderressourcer til strategiarbejdet bliver tilvejebragt ved, at den betjente åbningstid halveres på bibliotekerne i Svaneke, Gudhjem, Allinge og Aakirkeby. Folkebiblioteket i Hasle er allerede selvbetjent alle ugens dage, og selvbetjeningen vil således fortsætte. I sommerferieperioden vil der primært være selvbetjening på alle biblioteker med undtagelse af bibliotekerne i Nexø og Rønne.

Reduktionen af den betjente åbningstid skal bidrage til en omfordeling af medarbejderressourcer, hvor ressourcerne allokeres til implementering af strategien i justeret form. Folkebibliotekerne påpeger imidlertid, at reduktionen i betjent åbningstid kan medføre en flaskehals af reserverede bøger, der skal ud på øen. Og dermed også en længere ventetid på reserverede materialer for borgerne. Derfor må det afprøves, hvordan tiltaget virker i praksis.

Beslutningen om reduktion af den betjente åbningstid skal give folkebibliotekerne plads til, at betjeningstiden løbende kan justeres alt efter, hvad erfaringerne vil vise på længere sigt.

Opsøgende kultur og kompetenceudvikling

Folkebibliotekerne vil udvikle nye formidlingsformer i forhold til litteratur. De nye formater skal finde sted både i biblioteksrummene og som et mere opsøgende tilbud, som eksempelvis pop-up biblioteker, foredrag, litterære arrangementer med mere. Der sættes fokus på at videreudvikle personalets kompetencer i litteratur- og informationsformidling til forskellige målgrupper.

Den udarbejdede strategi bibeholdes derved, men justeres i forhold til ressourcer. Strategiens omdrejningspunkter i form af børn, unge og familier, læselyst, kultur for alle, formidling og aktiviteter på hele øen er stadig i fokus, men i mindre grad qua drift af de mange filialer.

Indretning af biblioteksrum og bedre adgang til Gudhjem Bibliotek

Flere af bibliotekerne byder ikke på tidssvarende biblioteksrum. Der vil derfor blive set nærmere på, hvordan de eksisterende rum kan indrettes, så de bliver mere funktionelle og give bedre plads til børn, unge og familier. Der bliver ikke ressourcer til arbejdet med fondsansøgninger til renovering eller indretning af biblioteksrummene, herunder en café i Rønne, som er et stort ønske i strategien.

Folkebibliotekerne gør imidlertid opmærksom på, at det er en forudsætning for den fremtidige biblioteksdrift, at adgangsforholdene til Gudhjem Bibliotek bliver forbedret. Bygningen har meget dårlige adgangsforhold for handicappede og gangbesværede. Og bygningsstanden lever ikke op til gældende krav til arbejdsforhold for personalet, der blandt andet har tunge løft i forbindelse med at bringe og afhente materialer. Der vil derfor blive rejst en ny politisk sag om en renovering af indgangen til Gudhjem Bibliotek. Det skønnes foreløbigt, at en renovering vil koste cirka 200.000 kroner, men dette skal og vil blive kvalificeret i den kommende sag.

Samskabelse om kulturaktiviteter til bornholmerne

Som udgangspunkt må frivillige ikke påtage sig overenskomstdækkede opgaver så som oprydning, på-plads-sætning og kørsel. Folkebibliotek og fx foreninger kan dog godt indgå samarbejder om kulturelle aktiviteter til glæde for borgerne. Der vil derfor blive set nærmere på muligheder for at indgå samarbejder med frivillige på øen om aktiviteter for, med og af borgere.

Bornholms Folkebiblioteker gør opmærksom på, at bibliotekerne sideløbende med strategiarbejdet er forpligtet til at implementere nationale tiltag fra Kulturministerens rammeaftale med centralbibliotekerne for perioden 2025-28. Rammeaftalen skal sikre, at nationale kulturpolitiske indsatser på biblioteksområdet udrulles i hele landet. Den kommende rammeaftale omfatter temaerne børn og glæde samt digital dannelse og undervisning.