PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [5:6]: MIDT I KUNSTNERENS SOMMERBY

Udsigten fra Kristian Zahrtmanns bolig i Civita d’Antino. Foto©JørgenKoefoed.

De fire første finder du her:

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [1:6]: DET BERØMTE FROKOSTBORD
17. juli 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [2:6]: IN COGNITO I LUCCA
6. august 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [3:6]: DET MYSTISKE BRYLLUP I PISTOIA
14. august 2023

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [4:6]: PESCARA BESIDDER EN DANSK GULDSKAT
11. november 2024

Kristian Zahrtmann har malet sig selv. Portrættet befinder sig på Imago Museum i Pescara og er formentlig malet i Civita d’Antino. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER IKKE særlig indviklet at komme fra Pescara – som ligger helt ude ved Adriaterhavet – til Zarhtmanns højtelskede sommerferieby Civita d’Antino, som ligger midt inde i landet.  Onsdag 25. september steg jeg på toget i Pescara kurs Roma. Nøjagtig halvvejs – 80 km – steg jeg af i Avezzano. Herfra gik der et par timer efter et lille et-vognstog til landsbyen Morino, som ligger for foden af Zahrtmanns bjergby.

Stationshaven i Avezzano er et trist skue. Foto©JørgenKoefoed.

‘Jeg elsker Sebach’ – sådan stod der flere steder i byen. Mon det er vores egen Rasmus Seebach, der er blevet et hit i Avezzano? Foto©JørgenKoefoed,

Inden togafgang til Morino gik jeg lidt rundt i Avezzano. Den så lidt halvdød ud. I det lille parkanlæg lige over for stationen var bænkene besat af mørklødede mænd. Tilsyneladende flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. Måske af samme årsag var der posteret to politibetjente foran stationen. Begge bevæbnet med pistoler, den ene også med en orangefarvet strøm-pistol. Alt virkede i midlertidigt roligt og meget stille.

Lidt over 11 om formiddagen var der afgang fra den lille, afsidesliggende perron. I løbet af en times tid var toget i Morino efter en pragtfuld tur gennem det meget kuperede, meget grønne og meget smukke landskab.

OP AD BJERGET

Morino har også en stationscafé, hvor du kan købe en togbillet eller noget til ganen. Foto©JørgenKoefoed.

I Morino ligger den altid eksisterende stationscafé skråt over for stationen. Jeg bestilte et glas vino bianco og ringede til Roberto. Det var ham, der havde nøgle til Porta Flora – huset hvor jeg skulle bo i to døgn. Da bussen op til Civita d’Antino først afgik tre timer senere tilbød Roberto at hente mig.

Byen ligger lidt over 900 meter oppe, men serpentinervejen slynger sig så  meget, at ruten er 10 km lang. Her kan Gudhjems egen serpentinervej godt gå hjem og lægge sig.

Undervejs mindede jeg Roberto om, som er ejer af Antica Osteria Zahrtmann – det eneste spisested i byen – at jeg som bekendt for længst havde bestilt bord både til i aften og til frokost og middag i morgen. Ups! Det var ikke så godt, for han havde lukket ned for vinteren. Men det kunne være, at hans hustru ville tilberede en spaghetti-ret til mig, når vi ankom. Det kunne hun heldigvis!

BYENS RESTAURANT

Antico Osteria Zahrtmann ligger hyggeligt inde bag al det grønne. Foto©JørgenKoefoed.

Indretningen i Antico Osteria Zahrtmann er enkel for ikke at sige skrabet. Foto©JørgenKoefoed.

De er der allesammen. Her P.S. Krøyer og Johannes Jørgensen. Foto©JørgenKoefoed.

Her er den danske kunstnerkoloni samlet omkring et godt bord i Civita d’Antino.. Foto©JørgenKoefoed.

Der er selvfølgelig også et foto af Zahrtmann. Foto©JørgenKoefoed.

Der er også blevet plads til en plakat af Jacob Sneum. Foto©JørgenKoefoed.

En Zahrtmann-reproduktion af ‘Kvinder ved Porta Flora’ – originaler er en mangelvare. Foto©JørgenKoefoed.

Det eneste originale maleri i Osteria’et er af Knud Sinding. Det er doneret af den danske kunstner Kirsten Murhart. Hun har et galleri i en unavngiven italiensk bjerglandsby og har værksted på Fejø i den danske Limfjord. Foto©JørgenKoefoed.

Så er der serveret. Fruen var så venlig at lave denne ret til Din Blogger, selv om restauranten var lukket ned for vinteren. Foto©JørgenKoefoed.

I 1890 havde Zahrtmann besøg af ægteparret Krøyer, og fra dette besøg stammer Krøyers billede, som er gjort med pastelkridt på pair: ‘Ved frokostbordet i Civita d’Antino’. Fra venstre: Marie Krøyer, P. S. Krøyer, Henry Lørup, en italiensk tjener, Peter Tom-Petersen og Zahrtmann. Originalen befinder sig på Den Hirschsprungske Samling i København. Foto©JørgenKoefoed.

Antico Osteria Zahrtmann er to små lokaler, som er fyldt op med fotos af Zahrtmann og hans kunstnervenner plus reproduktioner af deres kunst. Kort sagt: Restauranten er en 100% hyldest til den danske kunstner og hans kolleger. Ganske overvældende.

Jeg fik min spaghetti med hjemmelavet tomatsovs dertil en karaffel rødvin. Hurra! Tak til mutter for hendes venlighed. Som afsked gav hun mig en plasticpose med ti skiver sigtebrød. Dem kunne jeg så spise om aften og den næste dag og aften. Det kulinariske lovede ikke godt.

Her skulle jeg bo: Porta Flora. Stort hus med plads til 12. Foto©JørgenKoefoed.

Hyggeligt soveværelse med eget bad og toilet. Foto©JørgenKoefoed.

… OG MED DISSE UDSIGTER

Roberto førte mig til Porta Flora. Et store hus i tre etager. Det indeholdt seks soveværelser med dertil hørende badeværelser. Dertil en pejsestue, en meget stor dagligstue med blomstrede sofaer og læsestole, en spisestue og et stort køkken. Flere af rummene med udgang til balkoner med de mest svimlende smukke udsigter til de mest storslåede landskaber. Alt i huset var splinternyt og smukt. Ganske overvældende af plads, når man kun var én person.

BYENS VANDINGSSTED

Byens eneste bar har og byens eneste forretning. Her kan der købes ganske få madvarer. Foto©JørgenKoefoed.

Ja, selvfølgelig kan man få dansk øl. Foto©JørgenKoefoed.

Drinkskortet indeholder mange interessante mixturer. Foto©JørgenKoefoed.

Baren frekventeres af det arbejdende folk – efter arbejdstid – som betår af 3-5 mænd i deres bedste alder. Foto©JørgenKoefoed.

Nogen gange kan øl godt være helbredende, så meget, at man ikke har brug for stokken, når man skal hjem. Foto©JørgenKoefoed.

Der er også udendørsservering med byens eneste underholdning: Et bordfodbold. Foto©JørgenKoefoed.

Heldigvis var der også en enkelt bar i den lille by: QUCTA 904. Her kunne man få alskens drikkevarer med og uden promiller samt et lille udsalg af spaghetti, ost, røget oksefilet med lidt mere. Udsalget har åbent mellem 9:00 og 12:00, så første aften bestod min middag af 2 store fadøl, 4 Yankee-bar og 1 pose chips. Ikke særlig italiensk, men det mættede, men med en mærkelig fornemmelse i maven.

ZAHRTMANN I CIVITA d’ANTINO

Zahrtmann var tilsyneladende ikke så glad for den kolde, danske vinter. Derfor begyndte han at rejse sydpå. Det blev Italien – et land som på de tider var et populært opholdssted for de danske Guldaldermalere – og lad os bare også tage billedhuggeren Bertel Thorvaldsen med.

Men varmen kunne åbenbart også blive for meget for den let overvægtige 40-årige. Så efter at have opholdt sig i blandt andet Rom, Firenze og Lucca fra oktober 1882 til maj 1883 søgte han længere ind i landet i retning af Sora. Men her brød han sig heller ikke om at være. Det var stadig for varmt i den lavtliggende by. Så han spurgte sig frem, og fik et forslag fra en af sine mandlige modeller på bjergbyen Civita d’Antino, der lå lidt længere inde i landet og lidt sydligere end Soro – og nok så vigtigt på toppen af et kølende bjerg. Da byen yderligere blev berømmet for ’den bedste vin, den bedste luft og det mest elskelige folkefærd’ var den madglade kunstner tændt.

Den berømte trappe – som mange har malet  – fører op til Zahrtmanns sommerbolig. Foto©JørgenKoefoed.

I dette hus – hos familie Cerroni – holdt Zarhtmann sine ferier. Vinduet over ‘Arco di Porta Flora’ var hans soveværelse. Foto©JørgenKoefoed.

Øverst den mindetavle som bystyret satte over deres danske æresborger. Nederst den som forfatteren og Bornholmer-journalisten Hansaage Bøggild med venner senere fik opsat, da den italienske efterhånden var blevet ulæselig. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan ser ‘Arco di Porta Flora’ ud fra bagsiden og er indgang til byen. Foto©JørgenKoefoed.

Den by måtte Zahtmann opleve. Fra sommeren 1883 frem til julen opholder Zahrtmann sig i Civita d’Antino, som han med det samme falder pladask for. Han forelsker sig fuldstændig i byen og dens fantastiske omgivelser. Han er fuld af begejstring, så indtil 1911 opholder Zahrtmann sig hvert år i byen. Han fik jævnligt følgeskab af en lang kolleger som fx P. S. Krøyer. Det er derfor, at danske museer ejer en lang række billeder med motiver fra byen og dens omegn.

Piazzale Zahrtmann er også en vendeplads, som det fremgår af skiltet. Foto©JørgenKoefoed.

Det lille piazzale indeholder denne lidt misligeholdte skulptur, som minder lidt om Esben Clements nedsmeltede gylletank i en rundkørsel i Rønne. Foto©JørgenKoefoed.

Faktisk hører dette gamle vaskehus med tilhørende springvand også til Zahrtmanns Piazzale. Foto©JørgenKoefoed.

Men Zahrtmann begynder midt i sine 60’ere, at blive besværet af et dårligt helbred. Fra 1911 må han indstille rejserne til Civita. Inden da har han sat sine spor i byen. Han oprettede en kunstnerskole og i 1902 gjorde byen ham til æresborger. Det blev markeret i 1930, hvor bystyret opsatte en mindetavle for ham på det hus – Casa Cerroni – hvor han boede. Byen har også opkaldt et lille område  nederst i byen efter kunstneren: Piazzale Zahrtmann.

JORDSKÆLVET DER ØDELAGDE BYEN

Mindeord om de dræbte i jordskælvet 15. januar 1915. Foto©JørgenKoefoed.

Navnetavle over dem der blev dræbt under jordskælvet i 1915. Foto©JørgenKoefoed.

En mindetavle over alle dem, der døde i ‘Comuni della Marcia’ under  jordskælv mellem 1915 og 2015. Det drejer sig om 21.285 mennesker. Foto©JørgenKoefoed.

På en måde var det måske meget godt, at Zahrtmanns helbred satte en stopper for hans besøg i Civita d’Antino. Han oplevede heldigvis aldrig det ødelæggende jordskælv 13. januar 1915. Ud over at store dele af byens huse – inklusiv kirken – blev ødelagt, blev også 34 borgere dræbt. Det blev Zahrtmann forskånet for.

BESØG I SØSTER DØDS HAVE

Den danske forfatter Johannes Jørgensen [1866 – 1956] skrev i 1915 en bog om det voldsomme jordskælv. Også han har givet navn til en plads i byen.

Den nu 85-årige tegner og forfatter Stig Holsting skrev i Kristelig dagblad i 2005 om Johannes Jørgensen og Civita d’Antino: ”En af disse rejser gik til bjergbyen Civita d’Antino i Abruzzerne kun tre dage efter, at byen 15. januar 1915 var blevet ødelagt af et kraftigt jordskælv. Efter dette besøg udgav han sin lille bog, der på dansk bar byens navn som titel, men som i italiensk oversættelse fra 1931 fik den poetiske titel ’Nella terra di sorella morte’ [‘Besøg i Søster Døds Have’] tydeligvis inspireret af den hellige Frans’ ’Sangen om vor Broder Sol’. Ud over at være et gribende menneskeligt dokument over de ufattelige menneskelige lidelser forvoldt af naturens uberegnelige kræfter, er bogen et fornemt journalistisk vidnesbyrd om en kunstnerisk følsom iagttager.”

Civita d’Antino blev genopbygget, men mistede naturligvis sin middelaldercharme. Det er da også lidt forstemmende at gå rundt i byen. Man har indtryk af, at den er forladt, selv om indbyggertallet fra 2019 skulle være på 982. En del af dem bor dog neden for bjerget i Civita d’Antino Scalo. Man støder ikke på mange mennesker, og dem men ser er ofte meget gamle. I følge barejeren skulle der bor 10 unge i byen. De tre af dem er mindre drenge, som ses, når de følger med deres fædre til byens bar sent om eftermiddagen.

Af og til dukker der danske turister op for at snuse lidt til den hæder for danske kunstnere, som spores over alt i bybilledet. Således har Bornholms Kunstmuseums tidligere direktør Lars Kærulf Møller haft et gruppe med til byen, hvor det lykkedes at få adgang til Zahrtmanns sommerbolig. Det ejes i dag af en rigmand i Rom. Selv om Carlsbergfondet i sin tid tilbød at renoveres hele huset kvit og frit mod at han åbnede boligen en gang imellem, blev svaret nej. Så Casa Cerroni må blot nydes udefra.

TAG MED PÅ EN BYVANDRING

Over alt i byen står disse skilte med reproduktioner af de danske kunstneres værker … og ved alle skiltene citeres fra Johannes Jørgensens jordskælvsberetning fra 1915: “… Men der langt borte i Abruzzerne, der er Civita d’Antino, Zahrtmanns Civita d’Antino, danskernes Civita d’Antino.” Fotos©JørgenKoefoed.

Den gamle kirke blev ødelagt af jordskælvet i 1915, så en nu blev bygget, men den var lukket af. Ifølge en ældre mand, som kunne tale fransk, fordi han havde arbejdet på Renault-fabrikken i Paris fortalte, at det skyldtes en ‘laissez faire’ fra den katolskes kirke siden. Men han fortalte, at jeg kunne låne en nøgle af Gabriella … hvem hun så end var. Foto©JørgenKoefoed.

Alle byer i de sydlige lande har et monument for byens døde helte i 1. og 2. Verdenskrig. Foto©JørgenKoefoed.

Ikke al kunst i byen kommer fra danskerne. Her ‘Stor Sten på Stort Hjul’ af ukendt kunstner. Foto©JørgenKoefoed.

Der er stort set ingen børn i byen, men derfor kan man da godt have en stor legeplads. Foto©JørgenKoefoed.

Et af de få ‘nye’ huse i byen. Dette monument bryder borgerne sig ikke om. Det er ‘Mussolini-arkitektur’. Foto©JørgenKoefoed.

Udover en politistation er der da også et posthus. Det åbent hver mandag kl. 8:20 til 13:45. Foto©JørgenKoefoed.

Når nu der ikke var råd til fine emaljeskilte med husnumre. Fotos©JørgenKoefoed.

Selvføgelig er der også en kunsthave i byen. Foto©JørgenKoefoed.

Der ophængt reproduktioner af kendte kunstners værker i Kunsthaven. Foto©JørgenKoefoed.

Forsiden af Mariana Hansteins biografi: “Fernando Botero”. Foto©JørgenKoefoed.

Zahrtmann er også repræsenteret her i Kunsthaven. Foto©JørgenKoefoed.

En kæmpe ramme, hvor kunstværket mangler: Det er sgu da kunst, der vil noget. Foto©JørgenKoefoed.

Kunsthaven har også en meget flot udsigt. Foto©JørgenKoefoed.

Hjerte rimer på smerte – også her i Kunsthaven. Foto©JørgenKoefoed.

Vandkunst uden vand i Kunsthaven. Foto©JørgenKoefoed.

Litteraturen hænger på træerne i Kunsthaven. Her er det Emile Zola’s ‘La Curée’ – den 2. historie i Zola’s 20-binds serie ‘Les Rougon-Macquart’ fra 1871. Stor litteratur, hvor det her i Kunsthaven vil være lidt svært at tilgå. Foto©JørgenKoefoed.

Hvis man ellers kan stå på hovedet, er det muligt at læse Aleksandr Sergejevitj Pusjkins ‘La Figlia del Capitan’ [Kaptajnens Datter] fra 1836 her i Kunsthaven. Foto©JørgenKoefoed.

Bardamen fortalte, at der fandtes en fin, gammel kirkegård. Den måtte jeg se … den var fint skiltet. Foto©JørgenKoefoed.

Kirkegården viste sig at være dette hus, der lå lige ud til kanten af en klippe med en fantastisk udsigt. Foto©JørgenKoefoed.

Det var rørende, at se de meget gamle og nedslidte mindetavler for tidlige beboere i byen. Formentlig har Zarhtmann kendt flere af dem. Fotos©JørgenKoefoed.