De fire første finder du her:

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [1:6]: DET BERØMTE FROKOSTBORD
17. juli 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [2:6]: IN COGNITO I LUCCA
6. august 2023

PÅ SPORET EFTER KRISTIAN ZAHRTMANN [3:6]: DET MYSTISKE BRYLLUP I PISTOIA
14. august 2023

PÅ SPORET AF KRISTIAN ZAHRTMANN [4:6]: PESCARA BESIDDER EN DANSK GULDSKAT
11. november 2024

DET ER IKKE særlig indviklet at komme fra Pescara – som ligger helt ude ved Adriaterhavet – til Zarhtmanns højtelskede sommerferieby Civita d’Antino, som ligger midt inde i landet.  Onsdag 25. september steg jeg på toget i Pescara kurs Roma. Nøjagtig halvvejs – 80 km – steg jeg af i Avezzano. Herfra gik der et par timer efter et lille et-vognstog til landsbyen Morino, som ligger for foden af Zahrtmanns bjergby.

Inden togafgang til Morino gik jeg lidt rundt i Avezzano. Den så lidt halvdød ud. I det lille parkanlæg lige over for stationen var bænkene besat af mørklødede mænd. Tilsyneladende flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. Måske af samme årsag var der posteret to politibetjente foran stationen. Begge bevæbnet med pistoler, den ene også med en orangefarvet strøm-pistol. Alt virkede i midlertidigt roligt og meget stille.

Lidt over 11 om formiddagen var der afgang fra den lille, afsidesliggende perron. I løbet af en times tid var toget i Morino efter en pragtfuld tur gennem det meget kuperede, meget grønne og meget smukke landskab.

OP AD BJERGET

I Morino ligger den altid eksisterende stationscafé skråt over for stationen. Jeg bestilte et glas vino bianco og ringede til Roberto. Det var ham, der havde nøgle til Porta Flora – huset hvor jeg skulle bo i to døgn. Da bussen op til Civita d’Antino først afgik tre timer senere tilbød Roberto at hente mig.

Byen ligger lidt over 900 meter oppe, men serpentinervejen slynger sig så  meget, at ruten er 10 km lang. Her kan Gudhjems egen serpentinervej godt gå hjem og lægge sig.

Undervejs mindede jeg Roberto om, som er ejer af Antica Osteria Zahrtmann – det eneste spisested i byen – at jeg som bekendt for længst havde bestilt bord både til i aften og til frokost og middag i morgen. Ups! Det var ikke så godt, for han havde lukket ned for vinteren. Men det kunne være, at hans hustru ville tilberede en spaghetti-ret til mig, når vi ankom. Det kunne hun heldigvis!

BYENS RESTAURANT

Antico Osteria Zahrtmann er to små lokaler, som er fyldt op med fotos af Zahrtmann og hans kunstnervenner plus reproduktioner af deres kunst. Kort sagt: Restauranten er en 100% hyldest til den danske kunstner og hans kolleger. Ganske overvældende.

Jeg fik min spaghetti med hjemmelavet tomatsovs dertil en karaffel rødvin. Hurra! Tak til mutter for hendes venlighed. Som afsked gav hun mig en plasticpose med ti skiver sigtebrød. Dem kunne jeg så spise om aften og den næste dag og aften. Det kulinariske lovede ikke godt.

… OG MED DISSE UDSIGTER

Roberto førte mig til Porta Flora. Et store hus i tre etager. Det indeholdt seks soveværelser med dertil hørende badeværelser. Dertil en pejsestue, en meget stor dagligstue med blomstrede sofaer og læsestole, en spisestue og et stort køkken. Flere af rummene med udgang til balkoner med de mest svimlende smukke udsigter til de mest storslåede landskaber. Alt i huset var splinternyt og smukt. Ganske overvældende af plads, når man kun var én person.

BYENS VANDINGSSTED

Heldigvis var der også en enkelt bar i den lille by: QUCTA 904. Her kunne man få alskens drikkevarer med og uden promiller samt et lille udsalg af spaghetti, ost, røget oksefilet med lidt mere. Udsalget har åbent mellem 9:00 og 12:00, så første aften bestod min middag af 2 store fadøl, 4 Yankee-bar og 1 pose chips. Ikke særlig italiensk, men det mættede, men med en mærkelig fornemmelse i maven.

ZAHRTMANN I CIVITA d’ANTINO

Zahrtmann var tilsyneladende ikke så glad for den kolde, danske vinter. Derfor begyndte han at rejse sydpå. Det blev Italien – et land som på de tider var et populært opholdssted for de danske Guldaldermalere – og lad os bare også tage billedhuggeren Bertel Thorvaldsen med.

Men varmen kunne åbenbart også blive for meget for den let overvægtige 40-årige. Så efter at have opholdt sig i blandt andet Rom, Firenze og Lucca fra oktober 1882 til maj 1883 søgte han længere ind i landet i retning af Sora. Men her brød han sig heller ikke om at være. Det var stadig for varmt i den lavtliggende by. Så han spurgte sig frem, og fik et forslag fra en af sine mandlige modeller på bjergbyen Civita d’Antino, der lå lidt længere inde i landet og lidt sydligere end Soro – og nok så vigtigt på toppen af et kølende bjerg. Da byen yderligere blev berømmet for ’den bedste vin, den bedste luft og det mest elskelige folkefærd’ var den madglade kunstner tændt.

Den by måtte Zahtmann opleve. Fra sommeren 1883 frem til julen opholder Zahrtmann sig i Civita d’Antino, som han med det samme falder pladask for. Han forelsker sig fuldstændig i byen og dens fantastiske omgivelser. Han er fuld af begejstring, så indtil 1911 opholder Zahrtmann sig hvert år i byen. Han fik jævnligt følgeskab af en lang kolleger som fx P. S. Krøyer. Det er derfor, at danske museer ejer en lang række billeder med motiver fra byen og dens omegn.

Men Zahrtmann begynder midt i sine 60’ere, at blive besværet af et dårligt helbred. Fra 1911 må han indstille rejserne til Civita. Inden da har han sat sine spor i byen. Han oprettede en kunstnerskole og i 1902 gjorde byen ham til æresborger. Det blev markeret i 1930, hvor bystyret opsatte en mindetavle for ham på det hus – Casa Cerroni – hvor han boede. Byen har også opkaldt et lille område  nederst i byen efter kunstneren: Piazzale Zahrtmann.

JORDSKÆLVET DER ØDELAGDE BYEN

På en måde var det måske meget godt, at Zahrtmanns helbred satte en stopper for hans besøg i Civita d’Antino. Han oplevede heldigvis aldrig det ødelæggende jordskælv 13. januar 1915. Ud over at store dele af byens huse – inklusiv kirken – blev ødelagt, blev også 34 borgere dræbt. Det blev Zahrtmann forskånet for.

BESØG I SØSTER DØDS HAVE

Den danske forfatter Johannes Jørgensen [1866 – 1956] skrev i 1915 en bog om det voldsomme jordskælv. Også han har givet navn til en plads i byen.

Den nu 85-årige tegner og forfatter Stig Holsting skrev i Kristelig dagblad i 2005 om Johannes Jørgensen og Civita d’Antino: ”En af disse rejser gik til bjergbyen Civita d’Antino i Abruzzerne kun tre dage efter, at byen 15. januar 1915 var blevet ødelagt af et kraftigt jordskælv. Efter dette besøg udgav han sin lille bog, der på dansk bar byens navn som titel, men som i italiensk oversættelse fra 1931 fik den poetiske titel ’Nella terra di sorella morte’ [‘Besøg i Søster Døds Have’] tydeligvis inspireret af den hellige Frans’ ’Sangen om vor Broder Sol’. Ud over at være et gribende menneskeligt dokument over de ufattelige menneskelige lidelser forvoldt af naturens uberegnelige kræfter, er bogen et fornemt journalistisk vidnesbyrd om en kunstnerisk følsom iagttager.”

Civita d’Antino blev genopbygget, men mistede naturligvis sin middelaldercharme. Det er da også lidt forstemmende at gå rundt i byen. Man har indtryk af, at den er forladt, selv om indbyggertallet fra 2019 skulle være på 982. En del af dem bor dog neden for bjerget i Civita d’Antino Scalo. Man støder ikke på mange mennesker, og dem men ser er ofte meget gamle. I følge barejeren skulle der bor 10 unge i byen. De tre af dem er mindre drenge, som ses, når de følger med deres fædre til byens bar sent om eftermiddagen.

Af og til dukker der danske turister op for at snuse lidt til den hæder for danske kunstnere, som spores over alt i bybilledet. Således har Bornholms Kunstmuseums tidligere direktør Lars Kærulf Møller haft et gruppe med til byen, hvor det lykkedes at få adgang til Zahrtmanns sommerbolig. Det ejes i dag af en rigmand i Rom. Selv om Carlsbergfondet i sin tid tilbød at renoveres hele huset kvit og frit mod at han åbnede boligen en gang imellem, blev svaret nej. Så Casa Cerroni må blot nydes udefra.

TAG MED PÅ EN BYVANDRING