ÅRETS TRADITIONSRIGE JULE- OG NYTÅRSHILSEN FRA DEN FRA ’AT TÆNKE SIG’ KENDTE KØDGROSSERER K. SPANGENBERG FRA KULHUSE, REGIMENTSCHEF FOR 1. RULLEPØLSEKOMPAGNI, REJSENDE JOURNALIST OG ÆRET MEDLEM AF EVENTYRERNES KLUB
I POLITIKEN skrev han under mærket ’spango’. Hans rigtige og fulde navn er Kaj Spangenberg Schmidt. I dag er han tæt på de 85 år. Dem har han udnyttet til fulde ved blandt andet at have rejst i 115 lande – fx ALLE lande i Europa inklusiv ’Sovrano Militare Ordine di Malta’, som er en anerkendt stat med flag, retssystem, regering og diplomatiske forbindelser til 96 lande, men uden noget rigtigt territorium, blot ’Villa del Priorato di Malta’ på Aventinerhøjden i Rom. Det er svært at få lov til at besøge denne stat, men hvis du bestiger Aventinerhøjen finder du let villaens indgangsport. Når du kigger gennem portens nøglehul ser du Peterskirkens kuppel.
JULE- OG NYTÅRSBREVET OM FRED
TIDEN KALDER på julefrokoster, juleaftensmad, æbleskiver og gløgg. Senere kanske nytårstorsk – hvem bliver mon Årets Torsk?.
Men også på årets traditionelle hilsener.
Nedenstående handler ikke om min pukkelryggede familie, som ingen andre interesserer sig for end mig! Heller ikke om alle mine eller andres sygdomme og skavanker. De holder juleferie!!!
Nytårsaften forestiller jeg mig, at jeg sætter mig på en vildfaren raket, som drøner ud i himmelrummet og op til rumstationen, hvor kammeraten fra Eventyrernes Klub, Andreas Mogensen sidder og glor på stjerner og lynild. Han bliver nok forbavset over at se mig banke på en af rumstationens ruder. Her forsøger jeg at mimrer ”Godt Nytår”, før jeg farer videre. Hvor hen? Aner det ikke. Måske ud i Universet til en galakse med ren luft, lækker mad, masser af sprut og skjønne dejligheder.
Skulle jeg alligevel vende tilbage og falde til ro mellem en god seng og varm dyne, risikerer I at møde mig i det nye år.
Her kommer mit traditionsrige jule- og nytårsbrev 2023-2024
Kære familie, kære venner og bekendte i såvel den indre som ydre periferi – endda den alleryderste! Kære kolleger blandt eventyrere, journalister, rejsevenner, Skånevenner (utan förskoning!) – og godtfolk – også til dem der læser den interessante blog MELLEM GUDHJEM OG PARIS. Hilsen til dem, der inviterer og inviteres – men også til dem der inviteres og sjældent inviterer igen. Endelig – ikke at forglemme – Den Ukendte Soldat, hvis navn aldrig nævnes. I hvert fald ikke af ham selv!
Traditionen foreskriver, at følgende hilsen nok er julens og nytårets allervigtigste (men vel nok også den mest forventelige, ikke sandt?):
GLÆDELIG JUL og GODT NYTÅR ønskes alle I, der bor i lejlighed, i villa, i rækkehus, bræddehytte, bivuak, i telt eller på slot. Er du hjemløs, gælder hilsenen også dig! Amen!
VI VIL FRED her til lands…, synger vi midsommeren ind. Men fred – hvilken fred? Julefred, morgenfred, familiefred, Guds fred, verdensfred? Forhåbentlig da ikke Dødens Fred!
Som født 30. juni, to måneder og tre dage før Anden Verdenskrig brød ud i 1939, er jeg et såkaldt fredsbarn. Jeg fylder nytårsaften 84 et halvt år, og har sikkert i mit lange liv begået en synd nu og da. Dog ikke så store, at jeg kan få skyld for at have slået Det Døde Hav ihjel!!! Jeg har simpelthen ikke haft kræfter og evner til det!
SOM BARN anede jeg ikke, hvad der mentes med ordet fred. I verden omkring mig talte de voksne om denne fred, men jeg kunne ikke få ind i mit hoved, hvad de mente med det. Som purk i en alder på fem rumlede min lille hjerne med det forjættede ord. Det var få måneder før Danmarks befrielse, enten marts eller april 1945, hvor jeg var med min mor på vej hjem fra børnehaven.
Her, mens jeg stavrede med min mor i hånden, ville jeg have opklaret sagen. Hvad er fred, mor? Min mor stoppede op, pegede på nogle tyske soldater på det modsatte fortov. Så sagde hun de forløsende ord: ”Når de, der går dér ovre, ikke er her mere, så har vi fred!”.
SÅLEDES KOM FREDEN til lille mig og min lille verden: Hin aften, hvor meddelelsen sent 4. maj blev sendt over radioen, var jeg endnu ikke lagt i seng. De voksne i lejligheden på Københavns Østerbro lyttede til den illegale udsendelse på dansk over britiske BBC. Sådan havde de gjort mange gange under De Fem Forbandede År.
Det pudsige er, at jeg husker det, som om det hele udspandt sig i går! Jeg kan den dag i dag erindre, at speakeren [ved navn John Sørensen fik jeg mange år senere at vide] omtalte rygter om, at sovjetiske [han sagde russiske] faldskærmstropper var landet i Dyrehaven nord for København.
Så fulgte en pause. Den var en smule længere end normalt. Noget var i vente. De tyske støjsendere fortsatte deres brummen. Så kom den befriende meddelelse: ”I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
Det er nok ikke sket præcis sådan, men for mit indre blik ser jeg alle tilstedeværende hoppe op fra stolene, jublende, omfavnende, hulkende af glæde – og på gaden neden for løb hujende mennesker omkring. Kort efter lød der skud.
Klokken var langt over min sengetid, men da jeg var blevet puttet, hørte jeg en flyvemaskines brummen over huset – uden at der blev blæst luftalarm. Uden at vi som i de tidligere forbandede år skulle stå op midt om natten og søge ly i beskyttelsesrummet nede i kælderen.
Jeg spurgte: Er det fred, mor? Hun svarede mig mildt: Ja, det er fred, men sov nu godt, min dreng. Min mor lukkede døren, og jeg husker ikke, om jeg drømte noget eller bare sov.
TANKEN OM ATOMBOMBEN
Begivenhederne næste morgen og de vilde befrielsesdage fulgte, og de var langt fra fredelige. Og tiden, der fulgte?
Op gennem 1940’erne erindrer jeg alle menneskers angst for en atomkrig. Atombomben! Men det var jo den, der sluttede Anden Verdenskrig med to bombninger af henholdsvis Hiroshima og Nagasaki i august 1945. Så var der fred for nazister og japanere takket være bomben, der har kastet sine skygger over eftertiden.
Da Israel 14. maj 1948 erklærede sig selvstændig inden for den af FN udarbejdede delingsplan året før, blev landet angrebet af sine arabiske nabostater. Den krig synes ikke stoppet endnu – tværtimod!
Så brød krigen i Korea ud 25. juni 1950, og den er formelt heller ikke slut. Tværtimod vokser truslen – som den mellem Kina og Taiwan.
I Asien og Afrika var der opstande og voldsomme krige, kulmineret med krigen i Vietnam, hvor først kolonimagten Frankrig led nederlag ved Diên Biên Phù i 1954, og Vietnam blev delt i to stater. USA støttede aktivt det sydvietnamesiske styre, men led på sigt et smerteligt nederlag – og verden forandrede sig. For alle i Vesten var det lykkens dag, da kommunismen kollapsede og Sovjetunionen opløste sig selv 25. december 1990. Den Kolde Krig var forbi!!!
MEN FRED? Krig i Ukraine, krig i Gaza – krige opstår, krige slutter. Nye opstår! Har der nogensinde på denne plagede jord været varig fred?
Kan man forestille sig en krigsfred? Det er ikke det samme som en våbenstilstand, men er et fællesskab med fjenden i et pusterum mellem kampene. En sådan krigsfred opstod på selveste juleaften under Første Verdenskrig og er beskrevet i Kölnische Zeitung, men også i flere breve fra soldater, som bevidnede krigsfreden 1914:
”Da mørket faldt på 24. december, stillede tyske soldater små træer med lys op på skyttegravens kant, så lysene kunne ses ovre fra de britiske fjender. Soldaterne begyndte at synge Stille Nacht, heilige Nach – den tyske version af Glade jul, dejlige jul. I løbet af juledagen 25. december sendte tyskerne en soldat ud for at bede briterne om våbenhvile, så begge hære kunne begrave deres døde. Senere udviklede krigsfreden sig til, at soldaterne mødtes mellem de to skyttegrave – i No Man´s Land. Her udvekslede de cigaretter og spillede endda en fredelig fodboldkamp mod hinanden!”
”En tysktalende britisk officer skal have udtalt: Hvorfor kunde det ikke være således hver dag, og hvorfor må vi her holde en så sørgelig jul? Snart kom der forbud fra begge siders overkommando mod fraternisering med fjenden. Krigen fortsatte næsten fire år endnu med flere millioner døde, indtil våbenhvilen 11/11 1918 klokken 11.”
SÅ VAR DER FRED – med større eller mindre krige i årene op til Anden Verdenskrig. Her kom den endelige fred i Europa 8. og 9. maj 1945, mens krigen fortsatte i Asien, indtil atombomber satte et voldsomt punktum over Hiroshima og Nagasaki. Endelig kom den FRED, som alle sukkede efter. Men, men – krigene fortsatte, når freden holdt pause.
Freden 1945 markerede vor store humorist, Robert Storm Petersen med en tegning med to herrer, hvor den ene siger: ”Vi fik fred, men ingen ro”.
Den ro, vi ikke fik dengang, håber jeg for jer alle, at I får i denne juletid. Også når et festligt nytår skal fejres.
KAJ ønsker en forsat glædelig jul, en glædelig skånejul i fred og ro – og fordragelighed!!!