NY FILM I SCALA GUDHJEM: ÆRKEFJENDER PÅ FÆLLES REJSE FOR FRED

To ærkefjender – den protestantiske leder Ian Paisley [Timothy Spall] og ex-IRA lederen Martin McGuinness [Colm Meaney] – deler ufrivilligt bagsædet på en køretur gennem Skotland. Resultatet ændrede verden. Foto©SF Studios.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:
DE SENESTE DAGE har biografpublikummet set, hvordan Han Solo satte sit rumskib på warp speed og fløj gennem galaksen med lysets hastighed. Men det er intet at regne for den endnu mere usandsynlige rejse, som vises på lærredet i den kommende uge. Og i modsætning til rumfilmen, er denne historie ganske sand.

Den utrolige rejse begynder en oktoberdag i 2006 i den lille by St Andrews på Skotlands østkyst. Forhandlingerne om at afslutte den blodige konflikt i Nordirland, der har raset i årtier og kostede tusindvis af civile livet, er gået i stå. Ærkefjenderne – den protestantiske leder Ian Paisley, der hader de katolske republikanere af et fordomsfuldt hjerte, og hans noget yngre modpart Martin McGuinness, der har en blakket fortid som IRA-leder – er så betændte af gensidig mistillid, at de ikke kan se hinanden i øjnene.

McGuinness mistænkes den dag i dag for at have haft en finger med i spillet i adskillige bombeattentater. Paisley prædikede for fred, men opfordrede til optøjer. Kløften mellem dem synes uoverstigelig. En historisk chance for fred er ved at fordufte.
Paisley forlader forhandlingsbordet for at at flyve tilbage til sit guldbryllup i Belfast, og McGuinness hopper med i regeringsbilen for ikke at lade fredsforhandlingerne gå i vasken.

Ingen af dem har luret, at deres snakkesalige unge chauffør er en agent, der skal prikke til de gnavne gamle mænd, indtil de giver hinanden hånden.

Det er denne virkelige køretur, der danner ramme for den opdigtede historie om to forstokkede mænd, der skal mødes på midten for at danne regering. Bistre fornærmelser, så skænderier og endelig et par vittigheder hist og her, danner undervejs langsomt grundlaget for et fælles fodslag.

Det er en fascinerende og livsvigtig rejse. Han Solo kan slet ikke være med her.

FILM FAKTA
THE JOURNEY vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 31. maj til og med onsdag 6. juni
Hver aften klokken 19.15.
Biografcafeen åbner 18:30
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 94 minutter
Censur: +11 år
Bestil eller køb billetter på www.scalagudhjem.dk

En Biografklub Danmark film

De danske anmeldere var ikke helt enige:

Niels Jakob Kyhl Jørgensen, Ekko: Det er et sympatisk, men også støvet og adstadigt drama, der leder tankerne hen på Stephen Frears omtrent lige så halvspændende tv-film ’The Deal’, der handlede om Tony Blairs vej til magten.
3 stjerner ud af 6

Kim Skotte, Politiken: Nick Hamm har ikke verdens mest imponerende generalieblad som filminstruktør, men hans mange år som Shakespeare-iscenesætter kommer ham til gode i denne tindrende veloplagte dyst mellem to fjender, der skal indse, at de har mest at vinde, hvis de for første gang tør lade hadets parader falde.
5 ud af 6 hjerter

Frederik Asschenfeldt Vandrup, Jyllands-Posten: Det havde unægtelig tjent THE JOURNEY en hel del bedre, hvis historien rent faktisk havde været sand. For der spilles for fuld udblæsning af altid fremragende Timothy Spall som Paisley og en intenst nedtonet Colm Meaney som McGuinness.
3 ud af 6 stjerner

THE JOURNAY
Instruktion: Nick Hamm
Medvirkende: Freddie Highmore, Toby Stephens, John Hurt, Catherine McCormack, Timothy Spall, Colm Meaney
Produktion: Nick Hamm, Mark Huffam og Piers Tempest
Manuskript: Colin Bateman
Fotografi: Greg Gardiner
Klip: Chris Gill
Scenografi: David Craig
Musik: Stephen Warbeck
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2016
Biodistributør: SF Studios.