BISKOPPEN PRÆDIKEDE FOR OMSKÆRING NYTÅRSAFTEN

Der var stuvende fuldt under nytårsgudstjeneten i Rokilde Domkirke 1. januar 2019 kl. 00:15.

Det var den 63-årige Peter Fischer-Møller – 7. biskop over Roskilde Stift – der holdt prædiken nytårsaften. Foto©Screenjump.

DET VAR biskop Peter Fischer-Møller, der holdt den udmærkede og engagerede prædiken under den sene nytårsgudstjeneste i Roskilde Domkirke. Han er en meget levende fortæller, der har både kraft og saft bag sine ord. Men noget skurede i ørerne. Det var hans indstændige forsvar for omskæring børn. Han talte ikke om den forbudte omskæring af piger, men blot om den tilladte for drenge-børn..

Her er et udsnit af hans prædiken:

”Klokkeringning er en kristen lyd. Det fortælles, at da kristendommen kom til Danmark i 800-tallet undrede vikinger sig højlydt over, at de udenlandske munke ringede med en klokke, når de kaldte til gudstjeneste.

De har sikkert også undret sig i Roskilde, hvor Harald Blåtand omkring 975 tog initiativ til at få bygge en kirke, hvor domkirken står i dag. Vikingerne forstod vist ikke, hvad der var meningen med den der klokkebimlen.

For en ting var, at der kom mennesker vestfra og sydfra med en anden religion. Det var man nødt til at acceptere for at holde sig gode venner med den tyske kejser. Men hvorfor kunne de ikke bare holde deres religion for sig selv? Hvorfor skulle de gøre Gud og hver mand opmærksom på deres gudstjenester?

Det skulle de, fordi historien om, at Gud kom til verden som et menneskebarn, født i en krybbe i Betlehem skulle nå ud til hvert eneste menneske på Jorden, så også de kunne leve i troen på Guds grænsesprængende kærlighed.

Det budskab kunne de ikke holde for sig selv. Det måtte de dele vidt og bredt. For det har betydning for alle mennesker og alt liv på Jorden.

Her nytårsnat får vi det gode budskab. Det evangelium i sin allermest koncentrerede form. Det er kirkeårets korteste bibel-text. En enkel fortælling om Josef og Maria, der lod deres lille søn omskære, og gav ham navnet Jesus.

Den lille historie fortæller os noget vigtigt om at være menneske i verden. Om at vi ikke er øen, men dele af et fastland. Om at vi for én gang er individer med værdi og rettigheder, men samtidig indfældet i et fællesskab, som sætter mærker på os, og som præger os, som vi selv er med til at mærke og forme.

Jeg hæfter mig ved tre ting i historien. For det første hører vi, at forældrene Josef og Maria lader deres kun 1 uge gamle dreng omskære. Den begivenhed er gengivet på Domkirkens altertavle.

I medierne er der for tiden også andre billeder. Der har netop været en heftig debat og et borgerforslag til Folketinget, om det forsat skal være tilladt forældre at lade deres drengebørn omskære.

De billeder lader jeg ikke udfolde sig her fra prædikestolen. Jeg vil begrænse mig til at konstatere, at det at omskære drenge-børn har været en integreret del af jødisk tro i flere tusind år, og er for de fleste muslimer en religiøs praksis på sammen måde, som vi kristne har vores religiøse skikke, som fx det at døbe børn som spæde.

Som sagt vil jeg ikke her gå ind i en nærmere drøftelse af omskæring af drengebørn, men nøjes med at tilkendegive, at der både herhjemme og ude i verden er hårdt brug at værne om menneskers religionsfrihed.

Når Jesus var omskåret var det fordi, han var jøde. Og det var skik og brug i hans religiøse tradition.

Han var hel konkret et helt og aldeles enestående og uerstatteligt menneske. Et individ fra første færd, som ethvert barn er det. Men han var mere end det. Guds søn var som os et menneske, der hørte til en bestemt kultur, og som voksede op i en bestemt religiøs tradition, som del af et folk.

Sådan er det at være menneske. Intet menneske er en ø. Vi hører fra første færd at sammen med andre er vi helt afhængig af andres omsorg. Vi præges af dem, efterligner dem, og får deres sprog med os. Vi får deres grundfortællinger og værdier med os gennem opdragelsen. Vi præges af naboer og venner. Vi formes af den kultur og den religion, vi vokse op med. Så kan vi senere gøre op med den kultur, hvis vi vil . Vi kan lære andre sprog og ændre vores værdi-sæt. Men vi gør det altid ud fra de fællesskaber, vi er blevet født ind i og præget af.”

OVERSPRING

I slutningen af en prædiken, skal præster bede for en lang række offentlige personer og institutioner. Som biskoppen bad: ”Vi beder for alle syge, sørgende og nødlidende. Vi beder for Roskilde og Danmark og for alle folk på Jorden og hele hans skaberværk. Vi beder for Dronning Margrethe, for regeringen, for Folketinget og kommunalbestyrelser. For alle som har indflydelse i vores samfund og ude i verden, at de må bruge deres magt med omtanke.”

Normalt beder man også for det øvrige Kongehus, men her gav Fischer-Møller kun plads til Mor.

Bloggen sendte dette spørgsmål til biskop Peter Fischer-Møller:

Kære Peter Fischer-Møller

Jeg skriver bloggen ‘Mellem Gudhjem og Paris’ her fra Gudhjem. Her vil jeg omtale din udmærkede og glimrende fremførte prædiken, som jeg bringer et udpluk af. Men én ting undrede mig. Det var det politiske afsnit, hvor du meget kraftigt forsvarer omskæring af drengebørn. Du nævner ordet ’omskære’ ikke mindre end seks gange.

Derfor vil det være interessant, hvis du vil give din begrundelse til Bloggens læsere om, hvorfor du bringer emnet så kraftigt på banen i en nytårsprædiken, der tilmed bliver transmitteret på landsdækkende tv.

Venlig hilsen, godt nytår og på forhånd tak.
Jørgen Koefoed

Her er biskoppens svar:

Kære Jørgen Koefoed

Tak for dine venlige ord om nytårsgudstjenesten fra Roskilde Domkirke.

Når jeg nævner ordet ’omskære’ et antal gange i prædikenen, er det fordi det korte evangelium til nytårsdag jo fortæller, at Maria og Josef bragte deres uge-gamle barn til templet, hvor han blev omskåret og fik navnet Jesus.

Det korte evangelium kaster for mig at se et lys over den debat om omskæring, der har udspillet sig i det sidste års tid. Jeg har ikke ønsket med prædikenen at markere et (parti)politisk synspunkt, men jeg har ønsket at gøre opmærksom på, at debatten om omskæring udfordrer både den danske grundlov og menneskerettighedskonventionens beskyttede religionsfrihed. Manuskriptet til prædikenen kan findes på Roskilde Stifts hjemmeside: www.roskildestift.dk.

De bedste hilsner
Peter Fischer-Møller