KOMMENTAR: BLÅ BLOK SER RØDT

 BLOGGENS KOMMENTAR  Man får et klip i kørekortet, hvis man bliver grebet i at køre over for RØDT lys. Men man kan åbenbart også miste sin stilling, hvis fejlen bliver opdaget.

Det var Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, der i en Folketingsdebat i sidste uge, brugte metaforen over for Statsministeren:

”Det er forbudt at køre over for rødt lys – også selvom man har travlt.”

Han henviste selvfølgelig til den famøse besked til minkavlerne om at aflive alle deres dyr – raske som syge.

ALARM FRA SERUM INSTITUTTET

Ifølge Mette Frederiksen skete det på baggrund af en meget alarmerende besked fra Statens Serum Institut, som gik ud på, at mink var så let antændelige med hensyn til Covid19-smittespredning og en eventuel farlig mutation heraf, at den ikke alene kunne blive en fare for folkesundheden i Danmark, men også for resten af Verden.

Derfor valgte regeringen at handle hurtigt. Det skete ved en pressekonference en meget omtalt søndag kl 18:00, hvor beskeden om at alle mink skulle gasses blev proklameret.

Kort tid efter spurgte TV2 hr. Ellemann om Venstre kunne tilslutte sig dette skridt. Det nikkede han ja til … lige indtil landbrugets organisationer gav ham tørre tæsk natten over … næste morgen fik piben en anden lyd.

Nu var det hel forkert at bruge dette forsigtighedsprincip, og da regeringen selv få dage efter meldte ud, at de havde opdaget, at der slet ikke var lovhjemmel til at destruere alle mink i landet og på den måde nedlægge et helt erhverv, brød helvede løs.

INGEN ANEDE URÅD

Ingen i Blå Blok – heller ikke venstre-manden Jan E. Jørgensen, der ellers er uddannet jurist – vidste det. Oven i købet fortalte han i DEBATTEN i torsdags, at han netop havde afbrudt at hjælpe sin datter, der skulle op til 1. del på jura-studiet, for at deltage i DEBATTEN. Og fortalte sørme så her for åben skærm, at det stod på side 1 i den bog hans datter skulle op i, at man ikke måtte foretage sådan en handling, uden et flertal i Folketinget havde vendt tomlen op.

Som ordstyrer Clement så rigtigt spurgte den gode venstre-juristmand, at når det var så åbenlyst, at der manglede en lov-hjemmel, hvorfor havde han og resten af Venstre så ikke råbt op med det samme?

”Øh-bøh”, svarede Jan E. og fortsatte: ”Vi går da ud fra, at alt hvad regeringen kommer med er juridisk korrekt. De har jo en hærskare af jurister bag sig!”

Sikken en forklaring!

Men selvfølgelig er det en fadæse af rang, at ordren om aflivningen af raske mink ikke bliver sat på pause øjeblikkelig, men får lov til at køre videre til den bitre ende.

DE BLÅ LUGTER BLOD

Blå Blok har længe glødet af misundelse over Mettes gode meningsmålinger, at de endelig får samlet sig og kræver Mettes afgang. Nu kan de måske komme til det fedtefad, de så længe har sukket efter.

Jakob Ellemann lugter blod og for første gang i sin formandsperiode vågner han op, og har en meget klar mening om noget. Han er på sit baglands vegne blevet særdeles rasende ­– og meget vred. Det er lige før, man aner fråde i mundvigerne.

Ligeledes raser Tulle, mens han håber, at denne sag måske kan rejse partiet, efter at Socialakrobaterne så skammelig ikke alene har kopieret DF’s indvandringspolitik, men Fanden gale mig også har strammet den yderligere.

JA, Mette har fejlet – uforvarende. Det var jo netop det, som hun proklamerede, hun nok ville komme til at gøre undervejs i corona-krisen ved det allerførste pressemøde, hvor hun sammen med Folketinget lukkede Danmark ned.

Nu vejrer Blå Blok morgenluft, men med en upassende lugt af misundelsesgylle i slipstrømmen.

Det er virkelig en stinker!

ALVORLIGSTE KRISE NOGENSINDE

Hør her: Landet står over for en krise måske større, end da Den Spanske Syge hærgede verden mellem 1918 til 1920, hvor omkring 50.000.0000 mennesker døde – heraf 18.000 danskere. Dødstallet er langt mindre i dag, men den økonomiske krise kan gå hen og blive langt mere katastrofal, hvis smittetallet stadig vokser i Danmark og i Verden.

Det er trist og ærgerligt, at Grundloven blev overtrådt, men endnu værre, at det for Blå Blok nu ikke længere handler om folkesundheden, men om chancen for at komme ind i de lune ministerbiler. Dertil skal tilføjes, at mink-bestanden under alle omstændigheder var blevet aflivet – før eller siden.

Ak – og suk!!!

PS: Apropos RØDT LYS. Man må faktisk godt køre over for rødt, hvis man har udrykning på. Det sker dagligt for brandbiler, politibiler og ambulancer, når der er liv på spil.

DE KOLDE TAL

Her kan du aflæse, hvordan Danmark har klaret krisen indtil nu i forhold til en række lande, vi kan sammenligne os med.

Døde den 21. november 2020:
Norge 1
Danmark 3
Nederlandene 52
Sverige 66
Grækenland 72
Ungarn 96
Østrig 108
Schweiz 113
Bulgarien 129
Tjekkiet 147
Belgien 156
Tyskland 256
Spanien 328
Rusland 455
Storbritannien 511
Italien 699
Frankrig 1.140
USA 1.878