HVIS DU SAVNER spænding i tilværelsen kan du finde den i Terry Hayes JEG ER PILGRIM. Krimien er en moppedreng på 798 sider. Den udkom i USA 2012, hvor den i længere tid befandt sig som nummer 1 på New York Times’ Bestsellerliste. Herhjemme udgav Politikens Forlag bogen i 2017 i Henriette Rostrups oversættelse.

Pilgrim er hovedpersonen, der skal redde USA fra en importeret dødelig virus. Han har været tilknyttet en hemmelig gruppe inden for CIA og er faktisk gået på pension. Her et par pluk fra krimien:

MØDET MED EN MUNK

På et tidspunkt, hvor Pilgrim er på vej til et hemmeligt CIA-fængsel i Thailand, møder han en buddhistisk munk, der tilbyder ham en kop Masal-chai – den lokale the. Det siger han ja, tak til. Herefter spørger munken ham, om han ved, hvordan de lokale fanger aber, som de efterfølgende spiser:

“Landbyboerne lænker en slags vandkande – nærmere betegnet en form for vase med en smal hals og en kugleformet bund – til det nederste af et træ. Så fylder de bunden med nødder og andre ting, aber kan lide at spise. Om natten kravler aben ned fra træerne og stikker hånden ned gennem vasens lange hals. Den griber de søde sager og knytter hånden om dem. Det er ensbetydende med, at den er for stor til at komme op igennem den smalle hals, og han er fanget. Om morgenen kommer landsbybeboerne og slår aben oven i hovedet. Det er selvfølgelig en zenbuddhistisk historie. Pointen er, hvis du vil være fri, skal du give slip.”

LYT EFTER

Nedenstående samtale er mellem Pilgrim og en KZ-lejr-overlevende jøde. Han sagde, han havde lært af historien: Når millioner af mennesker, et helt politisk system og utallige borgere, der troede på Gud, sagde, at de ville dræbe dig – så skulle man høre efter … har du lyttet til de islamistiske fundamentalister?

Hertil svarer Pilgrim: Ja, jeg har hørt bomber eksplodere på vores ambassader, folkemængder skrige på blod, mullaher udstede fatwaer, såkaldte ledere råbe på jihad. De har brændt bøger – hadets temperatur i visse dele af den islamiske verden er steget til uanede højder. Og jeg har lyttet til dem. Og det tror du ikke, vi har – folk i Washington?

Jøden svarede: Måske i jeres hoveder, men ikke med jeres intuition.

Pilgrim tænker et stykke tid og erkender: Jeg tror du har ret. Jeg tror, at vi ligesom jøderne troede på det fundamentalt gode i mennesket, vi troede aldrig på, at det virkelig kunne ske. Men for helvede, hvor har islamisterne fået vores opmærksomhed nu.

DEN UMÆRKELIGE FORANDRING

Pilgrim tænker: Det var en sær verden, som jeg selv havde oplevet, da jeg var udstationeret i Europa. Jeg havde fulgt spor … og var gået gennem utallige dystre industrikvarterer og havde besøgt uendeligt mange stalinistiske boligområder i udkanten af byerne. Men for enhver, der ikke havde set den slags steder, ville det have været svært at opdage den gradvise transformation, der var sket. Det mest almindelige navn i Belgien var nu Muhammad. I Tyskland alene boede der tre millioner tyrkiske immigranter. Næsten ti procent af den franske befolkning var muslimer.

Som en schweizisk forfatter engang sagde: “Vi ønskede os en arbejdsstyrke, men det var mennesker, der kom, og det som ingen havde forudset, var, at disse arbejdere ville tage deres moskeer, der hellige bog og enorme dele af deres kultur med sig”.

LYTTER VI?

Mon den vestlige verden har lært noget? Og mest af alt: Lytter vi? Når man i dag ser på, hvordan EU tackler den illegale indvandring fra Afrika og andre muslimske lande, står det lysende klart. Den vestlige verden – især Europa – har ikke lært noget. Og hører under alle omstændigheder ikke efter.

Stakkels kommende generationer i vores forkælede del af verden: Hvis og når vi begynder at lytte, er det så for sent?

Forhåbentlig et Godt og Bedre Nyt År!