BORNHOLMER ER BLEVET LOTTO-MILLIONÆR

DE SYV RIGTIGE lottotal i weekenden var 3, 6, 9, 13, 20, 29, 31. Dem ramte en nordjyde. Han havde købt sin kupon hos Dagli’Brugsen i Strandby, som er en lille fiskerby i Vendsyssel med 2.297 indbyggere, beliggende i Elling Sogn ca. 6 kilometer nordnordvest for Frederikshavn. Det gav hans bankonto en indsprøjtning på 6.000.050 skattefri kroner.

Men der var også en bornholmer, der var heldig. Vedkommende havde ikke ramt de rigtige tal, men vandt 1.000.000 kroner på den såkaldte Millionærgaranti, hvor der trækkes lod om 2 x 1.000.000 kroner blandt alle de spillede Lotto-kuponer. Han havde købt sin kupon via nettet på danskespil.dk. Den anden vinder havde købt sin kupon i Kvickly i Slotscentret i Holbæk. Så HUSK at få kontrolleret din kupon, selv om du ikke har ramt de rigtige tal!

Og ja, så var der lige endnu en heldig millionær-vinder i forgangne weekend. En Joker spillet hos Meny i Fredericia viste sig at blive intet mindre end 7.272.654 kroner værd.

Den bornholmske vinder må meget gerne ringe til Bloggen på 2782 0241, og fortælle hvad millionen skal bruges til. Det bliver mellem Din Blogger og læserne.