BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP – DET ER IKKE SLADDER, MEN OPLYSNING TIL BORGERNE I SAMFUNDET [13]
VICEBORGMESTEREN SKIFTER KØN
DEN FORHENVÆRENDE tyske socialistiske politiker fra Partiet Die Linke og samfundskritiker SAHRA WAGENKNECHT retter i sin debatbog De Selvretfærdige skytset mod blandt andet de såkaldte livstilssocialister, der hele tiden overfalder dem, der ikke forstår at være politisk korrekte – især i deres sprogbrug. Ifølge dem er der fx ikke længere noget, som hedde hankøn og hunkøn, Knorr-klassikeren Sigøjner-saucen er blevet tvunget til at ændre navnet til Ungarsk Paprika-Sauce, ligesom det ikke længere må hedde Eskimo-is … og sådan forsætter det derudaf. Det har vores egen viceborgmester – MORTEN RIIS fra Gudhjem – taget til sig. Derfor vil formænd for diverse kommunale udvalg, hvis de altså er medlem af Enhedslisten, ikke længere tiltales formand, men forperson. Gad vide, hvad salige FORMAND MAO siger til, at han fremover kaldes Forperson Mao?
BRØDDEGADE 5 SAT TIL SALG
DEN 6. JULI sidste år døde Gudhjem-boen KAREN MARGTRETHE IRENE JØRGENSEN 95 år gammel. Hun boede i Brøddegade 5. Huset lige over for Scala Gudhjem og med det store forretningslokale i stue-etagen, hvor træmanden AXEL TYGE HOLM sælger sin flotte snedkervarer. Nu har hendes datter CHRISTINA sat huset til salg hos byens lokale ejendomsmægler LöweBruunBornholm. Salgsprisen er 2.200.000 kroner. For den sum får du 247 m2 fordelt på 10 værelser med balkon, have og udsigt til klipper og hav. Heraf er de 113 m2 erhvervslokalet i stuen. Købmand KAAS, der var på besøg i biografen i sidste uge, betroede Din Blogger, at han godt kunne tænke sig at flytte sin øko-mad-butik ERNST i Sorthat-Muleby til lokalet i Brøddegade nummer 5. Men det var vist mest en strø-tanke … meeen man kan jo aldrig vide, hvad sådanne tanker kan medføre. Det ville under alle omstændigheder være et scoop for Gudhjem, hvis det blev en realitet.
GØR DET DOG SELV!
MULTIMILLIONÆREN og iværksætteren MARTIN BUCH THORBORG, som sammen med sin nye hustru JANNIE BUCH THORBORG har været på strandhugst i den gudhjemske hotelverden med blandt andet købet af Hotel Klippen, havde for nylig et opslag på sin Facebook-side. Her han søgte en murer til at pudse lidt på omtalte hotels udvendige vægge. Som han skrev: ”Da jeg gerne vil gøre noget for Gudhjem, ville det være godt, hvis der var en lokal murer til opgaven”. Det kom der et svar på fra Gudhjems ironiske kunstner KASPER KØIE – også på Facebook: ”Hvad med at købe et par arbejdshandsker og komme i gang selv?”
DE VAR IKKE HELTE NOK
HERVÆRENDE BLOG indstillede 24. april 2021 – på opfordring fra MARNA TRANBERG – de to Gudhjem-boere HENRIK SØRENSEN og JENS HANSEN til at modtage en belønning fra Carnegie-fonden for deres snarrådige indsats, da de satte livet på spil for at redde en forulykket lystsejler i land. Skibet Skuld var stødt på klipperne ud foran havnen i Gudhjem og sunket til bunds. Redningsaktionen skete 5. februar i meget kraftigt blæsevejr. Fonden meddelte, at indstillingen ville blive behandlet på deres bestyrelsesmøde i november 2021. Den sidste dag i januar modtog Bloggen et Quick-brev leveret af Post Nord. Det var stemplet i Sydjyllands Postcenter 28. januar 2022 og viste sig at være et svarbrev fra formand LENE VOLKE ROESEN for Carnegie-fonden: ”I anledning af din indstilling af Henrik Jørgensen og Jens Hansen til belønning fra Carnegies Belønningsfond for Heltemod kan jeg oplyse, at bestyrelsen for fondet har fundet, at det efter fondens vedtægter ikke er muligt at yde belønning i dette tilfælde. Fondens bestyrelse har lagt vægt på, at Henrik Jørgensen og Jens Hansen ikke i forbindelse med redningshandlingen blev udsat for en sådan fare, som er betingelse for, at der kan ydes belønning fra fonden.” Suk! De havde ellers fortjent en belønning! Læs om den dramatiske redningsaktion på Bloggen fra 5. februar 2021: KATASTROFE-ALARM: SEJLBÅD GIK NED MED MAND OG MUS UD FOR GUDHJEM.
KULTUREL GAVE-REGN OVER GUDHJEM
FREDAG 14. JANUAR indkaldte HELENE HØM og THOMAS DANIELSEN til en lille champagne-komsammen i deres nyindkøbte ejendom på Kirkevej 2 i Gudhjem. Ejendommen var fra 1904 til 2003 missionshus for Evangelisk Luthersk Missionsforening. Herefter blev bygningen opkøbt af en række borgere i byen, senere med fondspenge. Som en del af projektet Gudhjem Byfornyelse indrettede man huset til et opholdssted for unge i postnummer 3760, blandt andet med et lydisoleret øvemusikrum. Alt i alt blev der investeret 630.000 kroner i Gudhjem Aktivitetshus. På et tidspunkt var der ikke så mange unge i byen, så i 2016 overlod man driften til Foreningen Undreværket. Foreningen Undreværket blev stiftet af blandt andet de ovenfor omtalte to personer plus tre mere, som indgik i bestyrelsen. Da foreningen ikke kunne genere penge nok til at udvikle huset, besluttede foreningens bestyrelse, at sælge hele molevitten til Høm & Danielsen. Det skete 23. september 2021. Salgsprisen var ikke overvældende. Det blev blot til 700.000 kroner, som efter vedtægterne skulle tilfalde lokale kulturelle aktiviteter i Gudhjem. Således blev der 140.000 kroner til henholdsvis Scala Gudhjem, Oluf Høst Museet, Gudhjem Museum, Bornholms Internationale Gadeteater ved Teater Undreværket og formidlinsgprojektet ’Gudhjem – en kunstnerby’. Klausulen om at beløbet til Gudhjem Museum skulle bruges til museets faste samling og udgifter i forbindelse med kunstnersammenslutningen Holkahesten er efter påtale blevet sløjfet. Museets bestyrelse kan herefter bruge beløbet til det, de finder bedst. Til sidst: Det lyder måske lidt indviklet, men Foreningen Undreværket eksisterer endnu og vil fortsat sætte kulturarrangementer i søen.
Nummer 12:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
4. januar 2022
Nummer 11:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
10. december 2021
Nummer 10:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
8. december 2021
Nummer 9:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
6. december 2021
Nummer 8:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP [8]
28. september 2021
Nummer 7:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
16. august 2021
Nummer 6:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
2. august 2021
Nummer 5:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
30. juni 2021
Nummer 4:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
5. juni 2021
Nummer 3:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
16. maj 2021
Nummer 2:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
24. april 2021
Nummer 1:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
1. april 2021