BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP – DET ER IKKE SLADDER, MEN OPLYSNING TIL BORGERNE I SAMFUNDET [4]

SKURKEN ER HALV-BORNHOLMER
HVIS DU SER den danske serie HVIDE SANDE, som lige i øjeblikket hver mandag løber over TV2, har du sikker lagt mærke til den lettere skævøjede skurk og morder Jimmy. I det civile liv hedder han DAVID SUKARAI. Hans mor hedder BIRTHE BO, og er møllerens datter. Hendes far var ERIK HANSEN, der ejede møllen i Gudhjem. Hun voksede op med sin søster INGRID og en storbror i det gule hus, som faderen byggede lige ved møllen på KASTANIEVEJ 2. David Sakurai blev født 19. juli 1979 i KØBENHAVN, og har siden 2006 levet af at være skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og kampsportsudøver. Han debuterede for alvor i ESBEN TØNNESENs kortfilm SKYGGEN AF TVIVL, der blev udvalgt til VENEDIG FILMFESTIVAL 2017. Som 18-årig flyttede David til JAPAN, hvor hans far kommer fra. Her blev han undervist i både skuespil og kampsportene WING CHUN og MUAY THAI. I 2008 vendte han tilbage til DANMARK, hvor han forsatte sin skuespilleruddannelse. Han fik sin første hovedrolle i 2010 i EASTERN ARMY instrueret af dansk-canadieren PHILIP TH. PEDERSEN. Har været med i over tyve film, hvor han blandt andet har arbejdet sammen med STELLAN SKARSGÅRD og HANS PETTER MOLAND. I 2012 medvirkede han i den dystre, ungarske romantiske komedie LIZA, FOX-FAIRY, som vandt hovedprisen på den portugisiske filmfestival FANTASPORTO i 2015. I dag bor David i LOS ANGELES med sin hustru. Afsnit 6:8 vises på mandag kl. 20, og her dukker David op i Hvide Sande for at smadre den kvindelige politibetjent, som han tidligere troede var sin kæreste, men blot arbejdede undercover for at afsløre hans kriminelle gerninger. I øvrigt er det DORRIT ANDERSEN, der har klippet aftenens afsnit. Hendes faster er Gudhjems kendte portrætmaler LISA HØYRUP.

VICEBORMESTERENS HUSTRU SAGT OP
DET ER ALTSÅ IKKE viceborgmester MORTEN RIIS, der har opsagt sit ægteskab, men derimod hotelejer ANDY, der har opsagt glaskunstner MAY BJØRN RIIS’ lejemål ved FRU MADSENS GÅRD, hvor hun i flere år har haft sin lille butik. Årsagen til opsigelsen kendes ikke, men tilsyneladende er Andy ved at udmatrikulere og bortsælge dele af gården. Det lykkedes May, at beholde lejemålet sommeren over. Herefter flytter hun længere op ad BRØDDEGADE, nærmere betegnet til nummer 21, hvor hun har været så heldig, at kunne købe hele den lille erhvervsejendom, som lige nu ejes af LIFSTONE IS. 

RUINEN I SKYTTEGÆNGET SOLGT
DEN TIDLIGERE OMTALTE hotelejer ANDY har nu solgt en bid af FRU MADSENS GÅRD. Det drejer sig om den tidligere kostald, som vender ud mod SKYTTEGÆNGET ved havnen i GUDHJEM. Det er kunstneren JEANETTE ULLDAL og hendes bedre halvdel arkitekt NILO WANG HANSEN, der sidste sommer fyldte Fru Madsens Gård med tøj og kunst, som nu udvider besiddelserne med den total faldefærdige bygning. Den skal genopbygges, og arkitekten har indleveret tegninger, som viser, at kostalden skal have indgangsparti fra SKYTTEGÆNGET. Herved får bygningen et helt nyt udseende med større glaspartier omkring indgangen. Interessant om kommunen giver tilladelse til dette indgreb.

MILLIONER IND PÅ KONTOEN
I FORRIGE UGE var der sørme en TYSKER, der kunne konstatere en kraftig trængsel på sin bankkonto. Han havde nemlig de rigtige tal i EUROJACKPOT og blev 570.000.000 kroner rigere. Men det smittede også lidt af på en 50-årig VIBORGENSER, der samme med to andre europæere ramte andenpræmien med 17.223.419 kroner til hver. Ingen bornholmere var involveret i denne gave-regn, men som en plaster på såret, kunne en bornholmer dog trods alt omkring pinse se sit bank-indestående vokse med 2.000.000 gode, danske kroner. Han var i besiddelse af det rigtige lod i VARELOTTERIET, kunne RÅDHUSKIOSKEN i RØNNE fortælle.

HVIS DU VIL VÆRE HOTELEJER MED MERE
SÅ ER DET ATTER TID, hvor FORSVARSMINISTERIET ser sig om efter en ny forpagter til CHRISTIANSØ GÆSTGIVERI med dertil hørende hotel, købmandsbutik og kiosk. Normalt gives forpagtningen for fem år ad gangen, men på grund af blandt andet kludder og ballade med en tidligere sherif på øen, har CHARLOTTE og STIG HALBERG ANDERSEN faktisk været på stedet siden 2008. Men grænsen er som sådan ikke fem år, da også nuværende forpagtere kan søge igen-igen. Og det vil Charlotte og Stig, da de gerne vil fortsætte fem år mere. Den nye kontrakt starter 1. januar 2022 og løber i fem år. Søg senest 30. juni kl. 13:00, hvis du har blod på tanden på en travl sommersæson afløst af en meget lang periode, hvor afslapning er i højsædet. Den årlige omsætning ligger på 6.300.000 kroner. Find ansøgningsskemaet på: https://www.udbud.dk/Pages/Tenders/ShowTender?tenderid=65002.

FORFATTEREN TILBAGE I GUDHJEM
SÅ HAR BYEN atter fået sin flittige forfatter tilbage. KIRSTEN SONNE HARILD tog til KØBENHAVN for to-et-halvt år siden, men er nu flyttet tilbage til sit hus i LØKKEGADE sammen med sin hund. Som tidligere omtalt her på vandrørene, har Kirsten 130 børne- og ungdomsbøger bag sig, men har for første gang skrevet en roman for voksne. Det drejer sig om DEN VILDE, der ligesom debutromanen DEN HEMMELIGE BY foregår på BORNHOLM. Det er hendes første krimi. Den udkommer til september og nu hedder forlaget ikke længere  GYLDENDAL, men ALHAMBRA.

ER DU BIDT AF FILM?
UNDER SCALA GUDHJEMs generalforsamling 31. maj meddelte 57-årige TONNY NYBIRK, at han ikke længere ønsker at være formand for biografen. Efter 20 år mener han, at nye kræfter må træde til. Under generalforsamlingen meldte der sig ingen ny kandidat til den ærefulde post, så hvis du selv eller kender én, som kunne være interesseret ringer man strax til Tonny på 2031 1415. Tonny fortsætter på posten endnu ét år, hvor han vil oplære den nye til jobbet. Hans hustru BERIT NYBIRK, der også er med i bestyrelsen, vil tilbyde at fortsætte med at booke film og producere månedsprogrammet.

GUDHJEM MUSEUM FIK TILFØRT EN KUNSTFAGLIG
VED GENERALFORSAMLINGEN i tirsdags i GUDHJEM BY- og MUSEUMSFORENING, var der hverken slagsmål om formandsposten eller om suppleant-pladserne. Dels fordi at formand OLE STIGEMO ikke var på valg, og dels fordi der kun var to kandidater til de to ledige suppleantpladser. Den ene gik til MICHAEL HAVSTEEN – ja, han er i familie med kunstneren SVEN HAVSTEEN-MIKKELSEN [1912-1999]; den anden til skuespilleren, kunstneren og journalisten HELENE HØM, som også har aner inden for den kunstige verden, nemlig keramikeren og tidligere mangeårigt medlem af bestyrelsen JULIE HØM, som er hendes mor, hvis store Åbo-skulptur troner foran GUDHJEM MUSEUM. I sin intro-tale kunne Helene i øvrigt fortælle, at hun nu var den eneste med en kunstfaglig uddannelse i bestyrelsen. Så fik de den!

Nummer 1:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
1. april 2021

Nummer 2:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
24. april 2021

Nummer 3
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
16. maj 2021