BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP – DET ER IKKE SLADDER, MEN OPLYSNING TIL BORGERNE I SAMFUNDET [7]

PJOK ER HER IKKE MERE
DEN BERØMTE Gudhjem-hund PJOK, som i mange år var Gudhjem Havnekors 1. violinist JENS RIIS’nodevender er død. Det meddelte den nye ejer JULIE BAASCH forleden på Facebook. Pjok havde fået kræft, og da smertene tog til, valgte Julie at få den aflivet. Den blev 13 år.

MON MILLIONÆREN GNAVER VIDERE AF GUDHJEM
DEN AKTIVE iværksætter og mangemillionær MARTIN THORBORG, der er begyndt at købe op i Gudhjem, er måske på jagt efter flere hotelværelser efter for nylig at have købt Hotel Klippen Åsen i Gudhjem. Det svirrer med rygter om – og IKKE nagelfaste oplysninger – at han har rettet sin velpolstrede pengepung mod Terns Hotel, der hører sammen med Gudhjem Vandrerhjem. OLE HAMMER, der indtil 18. september 2020 var ene-ejer af Ole Hammer ApS, er ikke længere registreret som ejer. Ifølge lasso.dk er firmaet uden nogen registrerede ejere i CVR-registret. Så det er vel ikke helt umuligt, at Martin Thorborg på dette tidspunkt havde mulighed for at erhverve ét eller begge attraktive overnatningssteder.

RETTELSE: TONNING RASMUSSEN BLEV IKKE FLØJET TIL RIGET
I FORBINDELSE med omtalen af digteren GRETHE SOLHVERV RASMUSSENs død i Bornholmske Navne-dryp [5] 30. juni 2021 kunne Din Blogger fortælle, at Grethes ægtefælle, kunstneren TONNING RASMUSSEN, i denne forbindelse var blevet fløjet til Rigshospitalet med hjerteproblemer. Selv om det baserede sig på en samtale med vedkommende, var kommunikationen åbenbart ikke 100% i orden. Det fremgår af den mail, som Bloggen modtog 11. august fra hans søn HANS CHRISTIAN RASMUSSEN, hvor han fortæller, at hans far ikke blev fløjet til Rigshospitalet med hjerteproblemer – men blev indlagt på Bornholms Hospital med dehydrering og lavt blodtryk. Bloggen beklager de forkerte oplysninger, og håber at tilliden hermed er genoprettet.

VIL DU VÆRE ET KENDT ANSIGT?
RIGTIG MANGE ARBEJDSGIVERE søger medarbejdere. Det meste er hos sommerforretningerne, men håndværkere – faglærte som ufaglærte – er også en mangelvare. Men hvis du er uddannet som journalist, eller noget der ligner, er der lige nu en stilling ledig til dig på øens TV2-station i Aakirkeby. Sådan lyder stillingsopslaget: ”Nyhedsreporter til TV 2/Bornholm. Er du klar til et travlt og sjovt job som tv-journalist på Bornholm? Vi søger en nyhedsjournalist, som gerne må have tv- og vj-erfaring. Du er ambitiøs med din journalistik og brænder for at levere engagerende nyheder til TV 2/Bornholms mange brugere og seere.Vi tilbyder… – en skøn ø at bo på med fremgang, optimisme og nem adgang til resten af landet – en levende og dynamisk arbejdsplads med dygtige, hjælpsomme og kreative kolleger – en nyhedsverden, hvor du dagligt kan få indflydelse på indholdet – en bred kam af digitale muligheder, der spiller tæt sammen med tv-nyhederne Jobbet indebærer primært opgaver som nyhedsreporter og -vj. Vi ser gerne, at du har lyst til og erfaring med at grave dig ned i et emne og en aktuel sag. Her er der masser af mulighed for udvikling. Dine andre opgaver og roller definerer vi sammen, når vi kender dig og din særlige profil, evner og ønsker. Vi er nemlig en arbejdsplads med stor rummelighed og variation i hverdagen. TV 2/Bornholm er en hel tv-station med flere digitale platforme, egne programformater, reportager, serier, sport, kultur, interviews og events. Tag et kig på tv2bornholm.dk og sociale medier og se de mange ting, vi laver. Vi er ambitiøse med hele tiden at bringe nyhedsstoffet et hak videre på alle platforme. Det skal du bidrage til at udvikle endnu mere. Derfor er stor arbejdsglæde, samarbejdsevner, teknologisk smidighed og journalistiske dyder en vigtig del af dig. Det kan være en stor beslutning at flytte teltpælene til Bornholm. Har du og evt. familie brug for at se tingene, før du søger, så er du velkommen til at besøge os på stationen. Vil du vide mere eller på nysgerrigt besøg, så ring straks til redaktionschef PETER FUNCH på 4042 5285. Send din ansøgning til job@tv2bornholm.dk, att: direktør JAN JØRGENSEN, senest torsdag den 26. august 2021 kl. 8.00. Samtaler afholdes løbende, så tøv ikke med at kontakte os.” Eventuelle ansøgere må meget gerne fortælle Bloggen om deres forehavende og ikke mindst den heldige udvalgte. Skriv til arkivparis@aegir.dk.

JA, TAK TIL FLERE LÆGER – OGSÅ TIL BORNHOLM
PARTIET VENSTRE har netop foreslået, at der i 2035 skal være 1.700 flere praktiserende læger i det ganske land. Det er ikke mindst en god nyhed for Bornholm, hvor de fleste lægeklinikker i mange år har været lukket for tilgang af nye patienter. ”Uanset, hvor man bor i landet, skal der være adgang til en læge i lokalområdet”, fortæller JAKOB ELLEMANN-JENSEN i et nyt sundhedsudspil. Det foreslås også, at udover at uddanne flere praktiserende læger, at der i lægedækningstruede egne af landet kan gives ekstra betaling, hvis de nuværende lægehuse åbner for flere patienter. Det ekstra honorar kan fx anvendes til, at den enkelte praksis kan ansætte mere personale eller leje større lokaler. I dagens Danmark er der i øjeblikket omkring 3.300 praktiserende læger.

Nummer 1:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
1. april 2021

Nummer 2:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
24. april 2021

Nummer 3:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
16. maj 2021

Nummer 4:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
5. juni 2021

Nummer 5:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
30. juni 2021

Nummer 6:
BORNHOLMSKE NAVNE-DRYP
2. august 2021