AFBRYDENDE NYHED: PRÆSTEN FORLADER GUDHJEM OG ØSTERLARS – OPDATERET 27/10/20

Den tidligere ambassørfrue, forfatteren Meghan Welsch Jakobsen fik sit første præste-embede i Gudhjem/Østerlars. Efter 40-en-halv måned siger hun nu  farvel. Foto©JørgenKoefoed.

MEGHAN WELSCH JAKOBSEN – der siden 12. juli 2017 har været præst ved kirkerne i Gudhjem og Østerlars har netop meddelt de to menighedsråd, at hun har sagt op og flytter til Sjælland, hvor hun har fået et nyt embede i Soderup og Kirke Eskilstrup.

Det er af personlige grunde, at Meghan har valgt at forlade Bornholm. Som hun skriver i en mail til menighedsrådsmedlemmerne:

”… tiden er pludselig blevet en anden, afstandene er blevet større, synes jeg. Jeg vil gerne tilbage til min fødeø og tættere på mine kære.”

Der er afskedsgudstjeneste søndag 15. november.

Det meste af det bornholmske præsteskab med Københavns biskop i spidsen fulgte den nye præst [i hvidt] til indvielse i kirken i Østerlars. Bagest menighedsrådsformand Erling Aabye Dam. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan byder Soderup/ Kirke Eskilstrup Meghan velkommen
på deres hjemmeside:

Velkommen til vor nye præst 
Det er med stor glæde, at vi i Soderup og Kirke Eskilstrup kan byde velkommen til vores nye præst Meghan Welsch Jakobsen, som kommer til os fra Bornholm, hvor hun har været sognepræst i Østerlars og Gudhjem. Vi glæder os meget til at komme i gang med arbejdet og sammen med Meghan Welsch Jakobsen videreudvikle menighedslivet i vores to sogne. Vi vil samtidig rette en stor tak til Niels Willert, som har vikarieret i begge kirker i den periode, hvor vi har været uden fast præst.
Meghan Welsch Jakobsen indsættes i embedet ved en festlig gudstjeneste søndag den 6. december kl. 13.00. Det foregår i Soderup Kirke, og der vil være kirkekaffe efterfølgende.

Søndag den 13. december er der kirkekaffe efter gudstjenesten kl. 10.30 i Kr. Eskilstrup kirke, hvor der ligeledes er mulighed for at hilse på vores nye præst.
Menighedsrådet beder om tilmelding til de to gudstjenester på grund af COVID-19.

Tilmelding er efter først til mølle-princippet og sker ved at sende en mail til sekretær Bella Marckmann på mail privatsociologen@gmail.com.
Der tages forbehold for ændringer pga. COVID-19. Ændringer vil blive annonceret på sognenes hjemmeside og i Midtsjællands Folkeblad.

Meghan Welsch Jakobsen præsenterer sig
med ordene:

”Her midt i den sjællandske natur, mellem skov og marker, her føler jeg mig hjemme, og her er jeg tættest på dem og på det, jeg holder mest af. Derfor søgte jeg stillingen i Soderup-Kirke Eskilstrup, og jeg glæder mig sådan til at begynde mit virke, lære folk at kende og blive en del af lokalsamfundet.
Jeg er blevet teolog og præst i en mere moden alder. Oprindeligt er jeg uddannet journalist og har i mange år arbejdet som forfatter og formidler. Jeg har også en tid beskæftiget mig med menneskerettigheder og har arbejdet for en stor international organisation. Jeg har efterhånden været lidt omkring, jeg har boet og arbejdet i syv lande, fordelt på tre kontinenter. Og senest har jeg haft embede på Bornholm. Men på kort tid er verden pludselig blevet en anden, synes jeg, afstandene er ligesom blevet større, og jeg længes hjem til min egen fødeø, til Sjælland.”