BUSTER KEATON-AGTIGE SCENER I SCALA GUDHJEM [2.udgave]

Stigen der reddede forestillingen i Scala Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

INDEN DE TRE kvindelige studieværtinder på den konservative, amerikanske tv-station Fox News kunne komme i gang med deres kamp mod stationens lede, sexistiske svin af en chef i filmen BOMBSHELL prøvede en del af biografens elektriske system, at stoppe de vrede tv-damer.

Om Trump havde en finger med i spillet – det er jo den eneste tv-kanal han kigger på og sympatiserer med – vides ikke, men fakta var, at Scala Gudhjems fortæppe ikke modtog det elektriske signal, så det kunne gå til side denne mandag aften den 15. juni.

Da traileren til den kommende James Bond-film ’Time to Die’ var blevet vist på det bølgende, gule fortæppe valgte operatøren at standse forevisningen.

Der var over tyve gæster i salen, så det ville være økonomisk uforsvarligt blot at tilbagebetale pengene og lukke så mange skuffede biografgængere ud i solnedgangslyset.

Overlægen i form af biografens formand blev haste-tilkaldt, men kan kunne blot konstatere, at strømmen til tæppet var gået, og at ingen af biografens mange sikringer tilsyneladende var sprunget .

Gode råd var dyre.

Heldigvis kom operatøren i tanke om, at lignende var sket for en række år tilbage. Her havde han løst problemet ved hjælp af en meget høj stige. Som tænkt, så gjort. En dobbeltstige blev hentet op fra kælderen, og det blev helt Buster Keaton-agtigt, da den fire-en-halv-meter høje stige kom op på scenen. Det var ren underholdning, som publikum tilsyneladende morede sig over. Man var jo kommet til provinsen, hvor kun sådan noget sker.

Operatøren kravlede de fire meter op og fik løsnet de to yderste gardinkroge fra det automatiske gardintræk, så tæppet nu kunne trækkes fra manuelt.

Operationen lykkedes og filmen kunne gå i gang på det hvide lærred – kun en halv time forsinket. Heldigvis var der ingen, der skulle nå bussen hjem.

ENDNU ET UHELD

Uheldet var ude igen i torsdags. Ti minutter inde i forestillingen stoppede projektoren – og alt gik i sort. Her var der ingen hurtige løsninger. De 22 tilskuere måtte have pengene tilbage. Det viste sig, at alt softwaren var forsvundet. Heldigvis har biografen en formand, som også kan noget med computere. Sammen med en teknikere, der sad i København, lykkedes det at få maskineriet op at køre 1 time før fredagens forestilling kl. 19:15. Men så var der også blevet arbejdet nærmest ét helt døgn.

Indtil videre må biografgængerne i Scala Gudhjem undvære den meget pittoreske oplevelse det er, når det store, gule bomuldstæppe åbner sig for det hvide lærred. Bloggen bekendt er disse fortæpper desværre afskaffet de i fleste biografer landet over.  Så lad os krydse fingre for, at en elektriker kan fixe problemet. Foto©JørgenKoefoed.