CHEF-MUSICUS JOHAN: NOGLE GANGE BLIVER DER SUNGET SÅ KRAFTIGT, AT JEG ER VED AT BLIVE BLÆST OMKULD

Sådan så det ud, da der sidst var SYNG-SAMMEN-aften på Provianten. Det er chefmusicussen i hjørnet højt hævet over alt andet. Foto©SemkoBalcerski.

JOHAN LORENTZEN er i disse dage ved at lægge sidste hånd på DET 6. SYNG SAMMEN-arrangement, der afholdes på Gudhjems Havnebar Provianten fredag 8. marts fra 20:00 til 22:00.

Sangene kommer op på storskærm, så publikum kan synge med. Musikgruppen består denne aften af Johan Lorentzen på guitar og sang, Thorbjørn Jensen på klaver, Erik Høst på banjo og klarinet, Bjarne Steen på mundharpe og Claus Dahl, der styrer powerpoint og spiller guitar og synger med på udvalgte numre.

Som noget helt særligt denne aften gæsteoptræder sangeren Emilie Lorentzen. Hun er Sing-a-Song-writer på bla MOJO i København.

Der er mange nye sange på tapetet; blandt andet forårssange som: ‘Den Blå Anemone’,’ Det er i Dag et Vejr et Solskinsvejr’, Benny Andersens‘ Hilsen til Forårssolen’, Sebastians ‘Vårvise’ og noget om helte, der planter radiser.

Men også nye engelske sange har fundet vej. ‘Handle with Care’ som Traveling Wilburys udgav i 1988. Gruppen bestod af en række supermusikere som George Harrison, Jeff Lynne, Bob Dylan, Roy Orbison og Tom Petty. Sangen blev valgt mellem den 21.- 45. bedste sang på diverse Top-100-Lister.

Kim Larsen er med igen med ‘Moder Jord’ og ‘Piano-mand’, hvor der spørges, om der er Sol over Gudhjem i de dødes land.

Hvis der er mange fra Gudhjem-koret kan vi måske synge ‘The Sound of Silence’ 3-stemmigt?

Emilie Lorentzen synger Eva Cassidy´s version af Cyndi Lauper’s ‘Time after Time’ solo.

Provianten har denne fredag åbent 16:00-24:00 med kold og varm mad. Det er ikke muligt at bestille bord. Kom i god tid, normalt er der flere, der bliver afvist på grund af pladsmangel.