CHRISTIANSØS SIDSTE FISKER FORSVANDT FRA SIN KUTTER

Henrik Frithiof malet af Lisa Høyrup i 2009, mens han endnu fiskede som den sidste fra Christiansø. Foto©LisaHøyrup.
FOR NØJAGTIG én måned siden – 20. maj 2021 – dukkede den danske kutter Ramona op ved den polske kyst uden nogen ombord. Kutteren er ejet af fisker Henrik Frithiof, som var sejlet ud om natten fra Svaneke Havn for at sætte garn en dag eller to forinden. Trods en omfattende eftersøgning fandt man ham ikke. Formentlig er han faldet over bord og druknet.
46-årige Henrik var født og opvokset på Christiansø. Han fiskede i en række år i farvandet omkring Ertholmene. Her var han i starten kollega med mindst seks andre fiskere på øen, men antallet skrumpede stille og roligt. Til sidst måtte han flytte fra øen til Svaneke. Sælerne var blevet flere og flere og på et tidspunkt åd de alt, hvad Henrik fik på krogene.
For en uges tid siden blev der afholdt en stor mindehøjtidelighed i Vige Havn i Svaneke. Et par hundrede var mødt op for at mindes Henrik, som altså blev den sidste fisker på Christiansø.
HENRIKS FØRSTE ULYKKE
I 2008-2009 malede Gudhjems portrætmaler Lisa Høyrup ti større billeder fra Christiansø. Seks af dem med øernes indbyggere – blandt andet et af Henrik. Malerierne blev præsenterede ved en før-fernisage på kroen – og senere udstillet på Månen i juli 2009. Henriks mor var tilstede på kroen, og hun fortalte, at hun fik gåsehud, da hun så portrættet af sønnen. Sådan havde han nemlig set ud, da han vendte hjem efter at være blevet sejlet ned af et større skib på Davids Banke nord for Hammeren.
Men familien blev også sidste år ramt af en ulykke. Henriks far var indlagt på Bornholms Hospital, og da han stod til udskrivning fik han et pludseligt tilbagefald og døde.
Henrik var fraskilt, men efterlader en kæreste samt to børn.