DANMARK YDMYGER FRANKRIG – IGEN!!!

Lige som VM-helten Mikkel Hansen fik Kokke-Hansen også en søn lige før konkurrencen. Så vil du have GULD, så lav GULD!!! Foto©JørgenKoefoed.

I FREDAGS ­– 25. januar – bankede de seje, danske håndbold-drenge Frankrig langt ned under gulvbrædderne med 38 mål mod de franske 30 styk.

Nu er det sket igen!

Ved det uofficielle Kokke-VM – Bocuse d’Or i Lyon i dag – strøg den suveræne, danske kok – Kenneth Toft-Hansen – til tops og løb af med en GULD-medalje foran Sverige og Norge, som henholdsvis måtte ’nøjes’ med sølv og bronze.

Hvad med de stakkels franskmænd? Ak, ja … de måtte finde sig selv helt nede på en 5. plads efter endnu et nordisk land – Finland. Alors, monsieur Bocuse må have vendt sig i graven, da han hørte resultatet.

KENNETH TOFT-HANSEN, der er forpagter og chefkok på Svinkløv Badehotel, fik en ufrivillig pause, da det legendariske hotel nedbrændte i 2016. Det åbner først i løbet af maj i år, så Kenneth har virkelig haft tid til at øve sig på sine to retter: forretten Chartreuse og hovedretten med kalv. Retterne skal serveres med 10 minutters mellemrum med en forberedelsestid på 335 minutter.

HER ER KENNETHS VINDER-MENU:

Tallerkenretten NATURE:
Chartreuse med østers, muslinger og grøntsager, puntarelle og agurk, spirer og tørret æggeblomme, grønt æble, rygeost og estragon, cremede muslinger med blomkål og tang.

Fadretten WINTER FLORA DANICA:
Kalvekam med brisler, enebær, persille & citron Selleri-’ben’, vesterhavsost og sprød jordskok, rose af hybenrose-eddike og rødbede med brunede løg og stegt kalvefedt. Mosaik med cremede vilde svampe og persillestængler. Friskt æble og glaskål. Estragon, rygeost og snegleæg. Kalvefond med brunet smør, syltede ramsløg og vild timian.

Din Blogger vil straks gå i køkkenet!

Kenneth har ud over så meget andet også vundet SOL OVER GUDHJEM ikke mindre end 2 år i træk – i 2013 og 2014. Her blev han foreviget på Gudhjems portrætmaler Lisa Høyrups store maleri fra 2013. Han ses yderst til højre i færd med at servere vinder-retten for dommerne. Hvis du vil vide, hvem de andre er på maleriet, kan du gå ind på www.lisahoyrup.dk.

Hvis du vil opleve maleriet fysisk, hænger det på Restaurant Venezia i Gudhjem. Der er lukket lige nu, men åbner første eller andet fredag i februar.

Konkurrencen afholdes hvert andet år. Det var USA, der stillede op som forsvarende mestre foran Norge og Island i 2017.