DANMARKS JAMES BOND BOR I SVANEKE

Danmarks James Bond var en forside-nyhed på Billed-Bladet i januar 1984. Affoto©VibekeWulff.

Henning Rovsing Olsen blev for 37 siden kåret som den danske James Bond. Her fotograferet i sit hjem i Svaneke. Foto©JørgenKoefoed.

PÅ TORSDAG har den 25. 007-film – NO TIME TO DIE – premiere i Scala Gudhjem. Derfor er det lidt af et scoop, at Din Blogger kom undervejrs med, at Danmarks James Bond faktisk lever og bor på Bornholm – nærmere betegnet i Vestergade i Svaneke.

Historien er følgende:

I 007-filmen Never Say Never Again havde Sean Connery rollen som den hårdtslående agent med licens til at dræbe.

Fredag 20. januar 1984 havde Bond-filmen NEVER SAY NEVER AGAIN premiere i Palads Teatret i København. I forbindelse med premieren arrangerede Billed-Bladet et nachspiel i Daddys Dance Hall, der ligger i samme bygning som biografen. Alle 1.500 der havde været inviteret til premieren var også inviteret her, så Daddy’s var fyldt med alt, hvad der kunne gå og kravle af skuespillere, mediefolk og øvrige kändisser.

Ud over mad og drikke havde Billed-Bladet arrangeret en konkurrence om, hvem af de tilstedeværende herrer, der lignede James Bond / Sean Connery mest. Ud over æren var der en Tjæreborg-rejse til London på højkant.

Midt under denne fest ankommer den kommende danske agent Bond. Han borgerlige navn er Henning Rovsing Olsen og er på det tidspunkt chefredaktør på ugebladet Søndags-B.T. Han har ikke været til premieren selv om han var inviteret, men dukker nu op i smoking som dresscoden har fordret. Han sætter sig ved et bord, og pludselig bliver han budt op til dans af en smuk  model. Lidt senere af endnu én. Og sådan fortsætter det indtil alle af de otte ’dansepiger’, som Billed-Bladet har hyret som dommere i konkurrencen, har været ude at swinge med redaktøren.

Billed-Bladet kan ugen efter premieren på ‘Never Say Never Again’ afsløre, at Henning Rovsing Olsen er blevet kåret til Danmarks James Bond. Foto©VibekeWulff.

Lidt senere på aftenen – efter de otte ‘dansepiger’ har voteret –  kommer Billed-Bladets chefredaktør Ib Johannesen til mikrofonen og udråber Henning Rovsing til Danmarks James Bond. Den 50-årige redaktør er noget forbløffet, men tager selvfølgelig imod bifaldet og den ærefulde titel.

Rejsen til London forbliver ubrugt. Søndags-B.T. er i samme koncern som Billed-Bladet, derfor siger den nyslåede 007 nej-tak, da han synes, det for læserne vil se mærkeligt ud, at en af koncernens egne folk løb med gevinsten.

I øvrigt bliver Henning senere medredaktør på det kulørte billedblad – udover en karriere som blandt andet redaktionschef på Politiken, chefredaktør på Fyens Stiftstidende og presse- og kulturattaché på den danske ambassade i Reykjavik … er han nu landet nu som pensionist og skrivende forfatter i Svaneke.

PS: Den nye James Bond-film har premiere i Svaneke Bio torsdag 28. oktober. Mon ikke den danske James Bond dukker op? Hold øje!

ROVSINGS BØGER:
Lige ud af posen [2017]
Jeg dør uskyldig ­– Caroline Mathildes venskab med Struensee [2013]
Caroline Mathildes Revolution [2006]
Døden i festdragt [2003].