DANNEBROG KALDER

“Der er ingenting, der maner, som et flag, der går til tops”, som salige Axel Juel så smukt udtrykte sig i 1916. Foto©JørgenKoefoed.
PÅ NÆSTE LØRDAG ÅBNER Café Klint, men allerede i morgen kan du nyde den første ‘Sol Over Gudhjem’ på Røgeriet. Det må betyde, at sommeren nærmer sig faretruede med millioner af kørende og gående turister til følge. Men det betyder også, at flaghejsningen på Bokul er nærmere end nogensinde. Og her er der et presserende problem.
Der mangler – lige som sidste år – flagister. I år har to meldt fra og et par har meldt sig som to halve. Det betyder, at der stadig mangler to helst tre friske folk, der i løbet af perioden mellem 6. maj og 20. oktober vil sætte og nedtage flag i tre eller fire uger. Og husk: Der er altid mulighed for at bytte vagter, hvis man fx pludselig vil til Paris for at fejre, at man har vundet 750.000.000 kroner i Eurojackpot.
Holdet indtil nu ser således ud: Erik Høst [flagformand], Ilse Søndervang, Gitte Eybye, Flemming Møller & Helle Rugaard, Anders Peter Bentsen og Din Blogger.
Hvis du vil være med til at sætte prikken over i’et på Gudhjem højeste klippetop ringer du strax til Erik Høst på 2682 0689 og melder dig til. Der bliver indkaldt til planlægningsmøde i løbet af april.
PS: Jobbet er ulønnet, men ud over æren deltager du også i den fælles flagmiddag på Restaurant Venezia sponsoreret af Gudhjem Erhvervsforening.