DANNEBROG OVER GUDHJEM

Flaghold 2018: Fra venstre Flagformand Erik Høst, Jens Hansen, Helmuth Prüssing, Svend Aage Mortensen, Mogens Cordsen, Hans-Martin Bloch og Din Blogger, som ikke kunne være med på billedet, da han skulle agere fotograf. Foto©JørgenKoefoed.

FORÅRET KOMMER først rigtig i gang, når det rød-hvide flag går til tops på Bokul. Det sker netop i dag for første gang i år – og vil vare ved til og med søndag 23. september. Og ja, så vil der også blive flaget i efterårsferiens uge 42.

Det er syvende sæson for det ‘nye’ flaghold. Førhen var det købmand Hansen, der ganske alene hejste Dannebrog til tops hver dag heeeele foråret, heeeele sommeren og heeeele efteråret. NU skal der syv mand til for at løfte opgaven.

Tjansen er ulønnet, men erhvervsforeningen i Gudhjem, der ejer flagstangen, kvitterer med en middag på Restaurant Venezia.