NY FILM I SCALA GUDHJEM: DANSK THRILLER VÆKKER OPSIGT I HOLLYWOOD

Jakob Cedergren spiller politibetjenten, der besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Det er starten på 85 nervepirrende minutter på alarmcentralen. Foto©NordiskFilm.

Af Bloggens filmexpert fra Gudhjem Uptown, Jesper Rovsing Olsen:

”MAN KAN FORESTILLE SIG, at adskillige Hollywood chefer står på spring for at købe rettighederne til en amerikansk indspilning,” skrev filmbranchens bibel, Variety i sin meget rosende anmeldelse af den nye dansk thriller DEN SKYLDIGE..

Det er ikke hver dag, at en dansk film modtages med fantastiske anmeldelser, og slet ikke, at den også løber med publikumsprisen i den internationale hovedkonkurrence ved den prestigefyldte Sundance Filmfestival.

Helt usædvanligt bliver det så, når filmen er instrueret af en ung spillefilmsdebutant, som forlod Den Danske Filmskole for blot tre år siden. Knap 30-årige Gustav Möller er svensk, men efter en filmlinje på det svenske gymnasie tog han efterfølgende en film-overbygning på Københavns Film & Fotoskole. Dette blev springbrættet til at Möller blev optaget på Den Danske Filmskole, hvorfra han dimitterede i 2015.

Hans afgangsfilm lavede han sammen med manuskriptforfatter Emil Nygaard Albertsen og producer Lina Flint, og da det nyuddannede trekløver – instruktør, producer og manuskriptforfatter – barslede med en psykologisk thriller, stod Nordisk Films enhed for talentudvikling, Spring klar til at gøre drømmen til virkelighed. Det fortryder filmselskabet næppe i dag.

I filmen spiller Jakob Cedergren politibetjenten Asger Holm, der besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Da forbindelsen pludselig bliver afbrudt, starter en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden for at redde kvinden. Men snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede.

DEN SKYLDIGE vises i Scala Gudhjem
fra torsdag 5. til og med onsdag 11. juli
Hver aften klokken 20:00
Biografcafeen åbner 19:15
Billetpris: 85 kroner
Spilletid: 85 minutter
Censur: Tilladt for børn over 11 år
Bestil eller køb billetter på www.scalagudhjem.dk
En Biorafklub Danmark-film

Anmelderne var begejstrede:

Kim Skotte, Politiken: Som New Danish Screen-produktion ligner Gustav Möllers debut på papiret og i udgangspunktet en smal film. Men ’Den skyldige’ er ikke smal. Den er skarp – og den går lige efter struben.
5 ud af 6 hjerter

Kristian Lindberg, Berlingske: Takket være den fermt orkestrerede lydside, foregår den højintense handling nemlig lige så meget inde hovedet på tilskuerne som på filmlærredet.
5 ud af 6 stjerner

Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten: …forbandet godt håndværk med en fabelagtig Jakob Cedergren i hovedrollen, og alene for hans præstation bør man gå i biografen.
4 ud af 6 stjerner

Katrine Hornstrup Yde, Information: At stirre på Jakob Cedergren, der taler i telefon i halvanden time, er som at stirre sig selv ind i hjernen – ængsteligt og panisk tryllebundet. Svenske Gustav Möllers debut som spillefilminstruktør er et lille dansk filmmirakel.

Henrik Queitsch, Ekstra Bladet: … er i høj grad sin egen, som med enkle, men effektive virkemidler understreger, at bare historien er god nok, så behøver et begrænset budget ikke være nogen hæmsko.
5 ud af 6 stjerner

Thomas Brunstrøm, BT: Det er dødspændende og samtidigt bliver filmen til mere end bare en spændingsfilm, men er også et karakterstudie. 5 ud af 6 stjerner

Uffe Stormgaard, Cinemazone: En person i et lukket rum, mest i halvmørke. En skærm og en mobil – mere skal der ikke til, for at skabe et fremragende, spændende, psykologisk krimidrama.
5 ud af 6 stjerner

Niels Jakob Kyhl, Ekko: Det er fremragende spil. Og en fremragende film.
5 ud af 6 stjerner.

FILM FAKTA
DEN SKYLDIGE
[Alternativ titel: The Guilty]
Instruktion: Gustav Möller
Medvirkende: Jacob Cedergren, Jessica Dinnage, Omar Shargawi, Johan Olsen, Jacob Hauberg Lohmann, Katinka Evers-Jahnsen med flere
Produktion: Lina Flint
Manuskript: Gustav Möller og Emil Nygaard Albertsen
Fotografi: Jasper Spanning
Klip: Carla Luffe
Scenografi: Gustav Pontoppidan
Musik: Carl Coleman og Caspar Hesselager
Land: Danmark
Sprog: Dansk
Produktionsår: 2018
Biodistributør: Nordisk Film