VI ER NOGLE BANGEBUKSE, OS DANSKERE!

DE DANSKE VIKINGER skulle efter sigende have været nogle seje karle. De lå vist nok ikke under for noget som helst. Var der nogen, der mukkede, så var det af med knoppen.

De sidste modige i Danmark var de få frihedskæmpere, der gik mod statens påbud, og begyndte at genere den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. De første var en håndfuld 14-17-årige elever fra Aalborg Katedralskole, der organiserede den første sabotagegruppe. De kaldte sig Churchill-klubben, og de meget unge drenge måtte bøde hårdt for deres mod.

Der er skrevet en del bøger om Danmarks første sabotage-gruppe under Anden Verdenskrig, blandt denne her af Knud Petersen udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Siden er det gået ned ad bakke … og nulpunktet blev nået, da regeringen med Lars Løkke i spidsen tidligere på året faldt på knæ og bøjede nakken, da en række muslimske mørkemænd truede Danmark med bomber.

DANSKERNE TØR IKKE

Jeg sad i et selskab her i Gudhjem for nogle måneder siden. Snakken faldt på den kommende koran-lov. Alle i selskabet synes det var glimrende, at man bøjede sig for disse muslimske mørkemænd. Eller, det sagde de ikke, men det var jo det de mente. De gav bare regeringen ret i, at man ikke skulle brænde koraner eller andre hellige bøger af, for det var jo ikke en ytring. Det var en trist udmelding og ifølge nogle målinger som analyseinstitutter har foretaget er det lidt over halvdelen af danskerne, der også synes, at man skal kriminalisere en skænding af koranen.

Trist at man tror, at sådan en lov vil standse de muslimske landes krav til Danmark og til resten af Vesten – som muslimerne er tiltrukket af, men alligevel hader for vores modernitet og ikke mindst for vores frigivelse af af kvinderne.

UDSAGN FRA NÆR OG FJERN

Et af Hertha Müllers udsagn på Louisiana Litteratur-festival i 2014, ifølge ordstyrer Niels Barfoed, gengivet i hans erindringsbog FØRST NU – udgivet på Gyldendal 2023: ”I Vesten er der forfærdeligt nok mennesker, der ikke vil vide af eller ligefrem i fredens misforståede navn holder hånden over en despot. Hvordan kan man være så blind i et demokrati? Jeg har set så mange liv, som diktaturet har ødelagt. Så når folk i Vesten ikke kan indse, hvor meget frihed de har her, kan jeg sommetider blive rasende”.

SF-formanden Pia Olsen Dyhr i kronik i Altinget under rubrikken: “Løkke kan ikke både være venner og fjender med autokraterne’. Det er ikke frihedsgraderne i et samfund, der i udgangspunktet skal begrundes. Det er derimod indgrebene i friheden, der kræver solid begrundelse. Det burde være åbenlyst for en dansk regering. Men sådan er det desværre ikke […] Men der er ikke meget frontlinjestat i regeringens tilgang til Kina og OIC-landene. Her tror regeringen, at trusler og udfordringer går væk, hvis bare vi samhandler – og bøjer os for pres. Men det har vi jo netop erfaret ikke virkede med Putin, da Rusland invaderede Ukraine. Intet tilsiger, at den strategi skulle virke over for Kina heller. Eller over for de OIC-lande, som lige nu truer Danmark og Sverige på grund af koran-krisen […] Samtidig med at den danske udenrigsminister kom hjem fra Kina for nylig, kunne TV2 berette, at de mangler og knapheder, der opstod i Rusland som følge af de vestlige sanktioner – på grund af krigen i Ukraine – næsten øjeblikkeligt er blevet erstattet og suppleret af … ja, rigtigt gættet: Kina”.

Charlie Hebdo’s chefredaktør, Gérard Biard, i udtalelse til Altinget citeret af forfatter og professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, Svend Brinkmann: ”Den nye lov vil reelt legitimere blasfemiparagraffen, åbne døren for alle mulige former for censur og stå i modsætning til 200 års kamp fra europæiske intellektuelle, kunstnere og politiske ledere for at adskille det offentlige liv fra religionerne og deres doktriner for at frigøre den enkeltes tanke- og ytringsfrihed” … og han fortsætter: ”Med vedtagelsen af denne lov bliver den danske regering både allieret og tjener for det iranske regime og Taliban-styret”.

Den norske klummekribent Jette F. Christensen i Altinget: ”At være kujon har aldrig gjort nogen sikre. Og det gør heller ikke Danmark sikre at opgiv værdierne om ytringsfrihed. Tværtimod.”

DEN NYE LOV

Det nye forbud er placeret i straffelovens kapitel 12, der omhandler ‘landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed’. Hvorimod blasfemi-paragraffen var i straffelovens kapitel 15 om trusler mod den offentlige orden og fred”.

Sognepræsten Pia Søltoft til altinget: ”Regeringens lovforslag mod koranafbrændinger genindfører tanken om, at trosgenstande har en særlig status. Det sender dansk frihedsforståelse 260 år tilbage i tiden”.

ERHVERVSLIVETS BESKYTTER

Flere danske medier har underskrevet en erklæring om, at de er imod at indskrænke ytringsfriheden med mindre, der er meget vægtige grunde til det. Børsens chefredaktør Bjarne Corydon har ikke skrevet under, da han mener, at der er flere ting i landets love, der indskrænker ytringsfriheden, så hvorfor ikke også her. Sådan udtrykte han sig i TVNEWs PRESSELOGEN forrige søndag. Han mener, det er bedst for landet at indordne sig. Men det SKAL han jo sige. Han er chef for en avis, der lever af erhvervslivet. Med koran-afbrændinger kan der komme vare-boycot, lige som der gjorde under Muhammed-krisen. Arla mistede fx flere milliarder, da Mellemøsten i en periode ikke ville købe danske mejerivarer.

DEN NYE LOV

Et brud på loven kan straffes med bøde eller fængsel i op til 2 år. Og som noget nyt, som statens jurister havde overset, kan man også straffes, hvis man bifalder en koran-afbrænding.

Uden tvivl vil lovforslaget Utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig betydning for et trossamfund blive til lov i løbet af oktober eller november.

Hvor trist!