KIG PÅ NORD [16] – DE GODE STATISTIKKER VIL FÅ ET KNÆK
Nedenstående historier er hentet fra nyhedsbrevne NEWS ØRESUND og ØRESUNDSINSTITUTTETs FAKTA REAL ESTATE.
FOLKEMØDERNE HOLDER VEJRET
CORONA-VIRIUSSENS SPREDNING betyder ikke, at arrangørerne ændrer planer for sommerens danske og svenske politiske møder på Bornholm og Gotland. Folkemødet, der afholdes i Allinge på Bornholm 10.-14. juni i år, og den svenske Almedalsveckan i Visby på Gotland 28. juni-5. juli, betyder at tusinder af besøgende samles på et lille areal i et nogle dage. Det gør jo, at virussen skal være HELT udryddet, hvis disse to begivenheder kan afholdes. Spørgsmålet er om det vil ske. Hverken Folkemødet eller Almedalsveckan planlægger dog nogen særlige foranstaltninger i forbindelse med corona-virussen. De fortæller, at de følger myndighedernes henstillinger, men indtil videre ikke ser grund til bekymring. Som Pelle Nybrink, kommunikationschef for Folkemødet, siger: ”Vi følger situationen nøje, men budskabet i dag er, at vi kører som sædvanlig”.
DET VOKSENDE UHYRE

Rigtig mange danskere tager på ferie i Sverige … her er de på en guidet tur i Malmø. Foto©NewsØresund.
TURISMEN I BÅDE Sverige og Danmark steg til nye rekordhøjder i 2019. I Danmark havde hotel, udlejningshuse og vandrerhjem tæt på 56 millioner overnatninger og i Sverige blev der registreret knapt 68 millioner gæsteovernatninger i 2019. I Øresundsregionen er trenden, at færre svenskere besøger Danmark, mens antallet af danske overnatninger er steget. Faktisk ikke så mærkeligt, da man får noget mere for pengene i Sverige end i Danmark. Men når Covid-19 har lagt sig om 1 måned eller 12, kan turistbranchen begynde helt forfra. Tallene for 2020 vil hel sikkert komme til at skrabe bunden. På én måde rigtig godt. På den anden lidt af en økonomisk katastrofe for en branche, som jo de senere mange år er blevet så vildtvoksende, at byer som fx Barcelona, Venedig, Berlin og København var begyndt at lide af alvorlig åndenød.
BROTRAFIKKEN STEG I JANUAR
ANTALLET AF køretøjer som krydsede Øresundsbroen var cirka 11.000 flere i januar i år sammenlignet med sidste år. Stigningen er på cirka 2%, og persontrafikken står for næsten hele stigningen. Totalt kørte 516.000 køretøjer over broen i januar. Brotrafikken mindskedes totalt set i 2019, sammenlignet med både 2018 og 2017, men var alligevel det tredje højeste siden broen blev indviet 1. juli 2000. Nu bliver det interessant at kigge på tallene efter januar 2020. Her vil man formentlig skrabe bunden og få problemer med at betale af på investeringen.
DE STAKKELS FISKERE
NYHEDSBREVET NEWS ØRESUND havde i sidste måned et længere interview med fiskere på begge sider af Øresund. Den svenske journalist forsynede sin artikel med denne rubrik:”Danmark holder af sine fiskere – i Sverige ses vi som en pittoresk faggruppe”. En udtalelse som absolut ikke holder vand, hvis du spørger de få bornholmske fiskere, der endnu er på havet.