DE RØRER STADIG PÅ SIG

Povl Dissing er den ældste med sine 81 år. De to andre, Jørgen Saabye og Benny Holst, er årsunger – begge bare 79. De mødtes til en 80 års fest 10. august, hvor de også kunne fejre deres 60 års venskab. Foto©KirstenSaabye.

MAN HØRER ikke så meget til Danmarks måske største visesanger Povl Dissing. Her i Gudhjem kun når Gudhjem Havnekor jævnligt prøver at levere OM LIDT ER KAFFEN KLAR, lige så godt som Dissing, til færgen Ertholms afgang til Christiansø.

Men han er her endnu.

Dissing kom som bekendt ud for en faldulykke, da han var på en arbejdsopgave i den spanske by Cádiz i 2017. I første omgang gjorde det ham døv. Senere fik han en såkaldt ‘Cochlear Implantat’, der gjorde, at han igen kunne kommunikere med omverdenen uden papir og blyant. Men stemme og hørelse er blevet ødelagt så meget, at der nok vil gå en rum tid inden han kan opleves live igen.

BENNY HOLST

Herren til højre på fotoet er også en af Danmarks store visesangere. Benny Holst har haft en solo-karriere i mange år med en række godt solgte albums. Han begyndte at spille klarinet som 16-årig, hvor han mødte daværende cornetist Povl Dissing. Begge havde en fælles kærlighed til de gamle danske sange, blues og amerikansk folkemusik, og det blev til et langvarigt duo-samarbejde.

Benny Holst optræder stadig med sin trio. Du kan fx møde ham 4. oktober 20:00 i Maskinhallen, Skolegade 8 i Frederikshavn eller 5. oktober 20:00 i Huset, Hasserisgade 10 i Aalborg og 23. oktober 19·30 i KUMUS, Nystedvej 73C i Toreby på Lolland.

JØRGEN SAABYE

Den smukke mand i midten er ikke så ansigts-kendt som de to andre. Han lyder navnet Jørgen Saabye. Det er nok mere hans spøjse tegninger i Politiken gennem det sidste halvthundrede år, som danskerne kender til. Han blev pensioneret fra Politiken for nogle år siden, men hans hyggelige vignetter lyser stadig op på avisens bagside, hvor satirespalten ’At Tænke Sig’ husere.

Ud over at tegne er Saabye også en gudsbenådet klaverspiller. Ingen kan spille [og synge] en blues som ham. Desværre er det svært at lokke ham til pianoet, da det skal ske i limboet mellem den 7. og 8. genstand. Men han har i sine unge dage spillet med de to ovenstående herrer på de fleste af Københavns jazz-steder.

Du kan af og til møde ham på ’Jeppes Badehotel’ ved Nyhavn, hvor han måske ’deler’ et par fadbamser med en meget aktuel og netop udsmidt partileder.

I øvrigt er Trine Saabye, der i sidste uge udstillede sine CREATURE COLLAGER i Gallerie R2 i Svaneke, datter af Jørgen Saabye. Du kan se og købe hendes værker på www.creaturecollage.dk.

HER MØDTES DE
Sangeren Hanne Boel og hendes mand bor i en stor landejendom med udsigt over Arresø i Nordsjælland. Det var dem, der havde lagt hus til, da en af deres venner rundede de 80 i starten af august. Til fødselsdagen var inviteret alle slags mennesker – ikke blot omtalte tre musikere.

MERE KÄNDIS-GUF PÅ SØNDAG: Hvis du godt kan lide at følge de kendte, kan det anbefales at læse Bloggen på søndag.