DEN BORNHOLMSKE SPRÆLLEMAND ER CHEFREDAKTØR FOR KORSBÆK TIDENDE

Korsbæk Tidendes samlede redaktion holder møde Fra venstre den 97-årige journalist Lise Nørgaard og årsungen, den 67-årige chefredaktør Jacob Ludvigsen fra Svaneke. Foto©RobertHaren.

Korsbæk Tidendes samlede redaktion holder møde: Journalisten, den 97-årige Lise Nørgaard og chefredaktøren, den 67-årige Jacob Ludvigsen fra Svaneke. Foto©RobertHaren.

DYREHAVSBAKKEN ÅBNER 26. MARTS 14:00. Det er ganske vist og helt som det plejer. Men noget er forandret. Total forandret. Byen Korsbæk fra tv-serien MATADOR er nemlig flyttet ind i det gamle forlystelsescenter. Jernbanerestauranten og den finere Restaurant Postgård genopstår som levende spisesteder. Køkkenet er gravet ned i kælderetagen og er parat til at servere Korsbæk-menuer til 330 gæster ad gangen. Og hvis man gerne vil være lidt privat, kan man leje sig ind i bankdirektør Varnæs’ spisestue, hvor Laura er hyret til at komme ind mindst to gange under middagen for at sige op eller brokke sig over den nye stuepige. Ikke et øje vil være tørt.

Og for at gøre det hele endnu mere autentisk, vil alle gæster også få udleveret en ny-redigeret udgave af den lokale sprøjte: Korsbæk Tidende. Ophavskvinden bag den ultra-populære tv-serie har leveret nogle af artiklerne. ”Kostelig læsning”, udtaler avisens chefredaktør og hovedskribent, bornholmske Jacob Ludvigsen fra Brændesmark til Bloggen.

Han har også selv skrevet flere opbyggelige historier fra den legendariske by med overskrifter som fx SPIRELLA SLANKER KORSBÆKS FRUER. Avisen bliver på fire sider i det såkaldte broadsheet-format (som alle aviser udkom i dengang, og hvor Politiken er en af de få dagblade, der endnu holder fast i det store format).

Den endelige version af den første udgave af Korsbæk Tidende er ikke på plads endnu - men her et forslag til forsiden. Foto©JacobLudvigsen.

Den endelige version af den første udgave af Korsbæk Tidende er ikke på plads endnu – men her et foreløbigt udkast til forsiden. Foto©JacobLudvigsen.

Redaktør Ludvigsen fortæller videre, at der 28. april vil afgå et veterantog fra Kjøbenhavns Hovedbanegård til Klampenborg, som i dagens særlige anledning er blevet til Korsbæk. Herfra vil en flotille af veteranbiler føre de indbudte kändisser – især kendte fra BilledBladet og Se&Hør + Jacob Ludvigsen og hustru ­– den bornholmske  creme-createur Elizabeth Løvegal – til de veldækkede frokostborde i den nye, smukke Postgården.

Bakkens Korsbæk åbner officielt for publikum 29. april og der holdes Korsbæk-åbningsweekend 1., 2. og 3. maj med swingdansere, Matador-udklædning, sjippetove, stylter, kridt og hinkestene, sækkevæddeløb og tøndebånd.

Ingen tvivl om, at Korsbæk vil blive en særdeles kraftig elektro-magnet for Bakken, som vil tiltrække tusindvis af gæster fra det ganske, danske land. Tivoli må ærgre sig gule og grønne over, at de ikke selv er kommet på ideen.

Cirkusrevyens direktør Torben TRÆSKO Pedersen ringede for 30 år siden til Nordisk Film for at købe kulisserne, men fik at vide, at de netop var blevet blæst omkuld og ødelagt. Så det er først nu, at Torben Træskos drøm realiseres. Ingen tør tænke på, hvad det har kostet. Buddet lyder på i den dyre ende af et tocifret million-beløb, og enkelte mener, at projektet kommer til at koste den gode hr. Træsko over 100 millioner.

Mange penge. Men renten er billig. Interessen kolossal. Og der skulle efter sigende allerede nu være total udsolgt på begge restauranter et stykke tid frem. Måske bliver maden ikke i Noma-kvalitet, men vente-listerne vil nok kunne indbringe tre stjerner i Michelin-guiden.

HVORNÅR SENDES MATADOR IGEN?

Matodor blev skabt efter en idé af Lise Nørgaard. De 24 afsnit blev skrevet af fire forfattere: Lise Nørgaard (afsnit 1, 4, 5, 6, 7, 8, 10, 12, 13, 14, 16, 18, 19, 20, 21, 22, 23 og 24), Paul Hammerich (afsnit 5, 9 og 17), Karen Smith (afsnit 3, 8 og 15) samt Jens Louis Petersen (afsnit 2 og 11). Ja nogen af afsnittene er skrevet af to. Erik Balling instruerede alle 24 afsnit.

Den foregår i tidsrummet 1929 til 1947.

Danmarks Radio havde premiere på første afsnit 11. november 1978 og har siden genudsendt serien ikke mindre end seks gange (1984, 1989, 1997, 1998, 2006 og 2012/13). I følge det Bloggen har kunnet opsnuse, vil en syvende genudsendelse finde sted i 2017. Selv om dvd-boxen har solgt langt over 3 millioner eksemplarer, er der ingen tvivl om, at serien endnu engang vil tiltrække et million-publikum. Desuden er serien blevet solgt til adskillige udenlandske tv-stationer.