DEN GANG MAN KUN TALTE OM KÆRLIGHED – OG IKKE OM KØNSDIVERSITET

Sten Hegeler fotograferet foran Grand Teatret i København 25. september 2015. Mon ikke han sammen med de to damer har været inde og se den nye KLOVN FOREVER? Foto©JørgenKoefoed.

I DAG ER DET et kvart år siden, at den kendte psykolog Sten Hegeler satte sine træsko, og måske fløj til himmels. Andre vil måske mene, at det gik den anden vej.

Sten plantede sine provokerende fodspor i det danske kærligheds- og sexliv. Det var først og fremmest, da han sammen med sin daværende hustru Inge skrev KÆRLIGHEDENS ABZ i november 1961. Den blev lidt af en bestseller. I den udgave Din Blogger sidder med fortælles, at den i september 1962 var udsendt i ikke mindre end seks oplag – i alt 31.187 styk. Det er sikkert blevet til mange flere – og så er de udenlandske oplag ikke medtalt.

De to Karina’er medvirker i seancen, der fortæller om reaktionerne på Hegelers kærlighedslexikon. Foto©JørgenKoefoed.

Kærligslexikonet modtog både glade og forargede indlæg i medierne:

H.K. i RØDOVRE AVIS: Kærlighedens ABZ … en udartet seksualbog. Medens det kønslige samliv alene har slægtens bestående til formål, trækkes det her ned i et plan af al sædeligheds forfald …

KRISTELIGT DAGBLAD: … en tvivlsom seksualvejledning …

E.D. i LAND OG FOLK: … bogens sprog forekommer til tider en kende overfrisk …

ALT FOR MÆND: … en højst besynderlig opslagsbog … tomme forklaringer … til hele vores samlede viden om kønslivet føjer bogen nul og nix ….

kika i INFORMATION: Åh så naturligt … Inge og Sten Hegelers kærlighedsleksikon er frem for noget andet ligegyldigt.

AT TÆNKE SIG, POLITIKEN: Nyhavns pigegardes formand udtalte sin forargelse over Kærlighedsens ABZ. Hvorfor skal vi have en forkortet udgave? Hvorfor går den kun til Z?

HVOR ER Bolle-Å?
Pigegardens formand [mon ikke hun var en kvinde?] er et vrøvlehoved, som ikke har haft bogen ved sin barm. Leksikonet har faktisk både Y, Z, Æ og Ø med … men hvor er Bolle-Å?. Det kunne vel bare være markeret med bogstavet Å – så kunne man selv tænke sit.

UARTIGE VITTIHEDER
Under V efter Vagina, Vaginisme, Vagitorier og Vellyst kommer man til: Vittigheder, uartige. Her bringes denne sjofert: ”Det var i Studenterforeningens store sal under et foredrag om kønslivet. Foredragsholderen var nået til kønslivets teknik og indledte dette afsnit således: ”Når man ser bort fra en række mere eller mindre indviklede gymnastiske øvelser, kan vi sammenfattende sige, at der stort set findes fire grundstillinger, fire former for samleje …”

Her bliver foredragsholderen afbrudt af en tilhører på en af de første rækker, idet denne så op på ham og sagde: ”Fem!”. Foredragsholderen valgte at ignorere denne afbrydelse gentog blot: ”Der er stort set fire samlejestillinger …”

”Fem!”, sagde tilhøreren igen og salen begyndte at summe.

”Næh”, sagde foredragsholderen, ”hør nu her: for det første er der den, hvor manden ligger oven på kvinden …”

”Så er der seks!”, sagde tilhøreren.

A
Første text under A – ABNORM: Noget, der ikke er som det, vi er vant til; noget, der afviger fra normen. Hvis en mand kysser akke de søde piger, han møder, vil vi være tilbøjelige til at kalde ham abnorm. Ikke fordi han har lyst til det – for det er vi mange, der har – men fordi han giver efter den lyst, til trods for den vedtagne regel, der siger, at det gør man ikke. [Se Personlighed, Perversiteter, Guvernante, Psykopati].
B
Første tex under B –BACCHUS: Romernes gud for vin og frugtvarhed. Hos grækerne hed han Dionysos, På nogle tidspunkter blev han – på grund af sin forbindelse med både vin og frugtbahed – dyrket ved nogle særlige livlige fester, deraf navnet Bacchanaler om løsslupne gilder.
Z
Første [og eneste] text under Z – ZONER, se erotiske, erogene: Se Erotogen.

OM STEN HEGELER
Født 28. april 1923 på Frederiksberg. Død 15. august 2021, 98 år. Student fra Metropolitanskolen i 1942. Studerede medicin i seks år før han skiftede over til psykologi. Cand.psych. fra Københavns Universitet i 1953. I 1948 udgav han HVORDAN, MOR?, der var banebrydende i seksualundervisningen af førskolebørn. Oversat til flere sprog. Etablerede i 1950 egen psykologpraksis. Sammen med sin føste kone Inge Hegeler [1927 – 1996] redigerede han i 1960’erne og 1970’erne den populære sexbrevkasse HVAD ER NORMALT – DET NORMALE HAR VIDE RAMMER i Ekstra Bladet. Også i det norske Dagbladet havde parret en sexbrevkasse i en årrække. Parret udgav desuden bøgerne Kærlighedens ABZ og SPØRG INGEN OG STEN. Fra 1973 til 1979 var Sten Hegeler redaktør af Forbrugerrådets blad ’Tænk’. Sten var søn af lysmageren, arkitekten, revyforfatteren, filminstruktøren og samfundsrevseren Poul Henningsen – kendt under initialerne PH.