DEN HERRELØSE DAMECYKEL

Den herreløse Batavus på havnen på Nørresand Havn i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

DEN HAR STÅET hele vinteren på Nørresand Havn, Den Grønne Batavus Ascot. Den ser fin ud til trods for, at den på et tidspunkt tilsyneladende har haft ophold i havet, da der anes noget tang mellem egerne og lidt rust på de blanke dele. Cykellåsen er afmonteret, men cykelpumpen sidder stadig på den strå stang og mærkelig nok er begge dæk hårdtpumpet. Så cyklen har ikke mistet pusten. Blot er håndbremsen rustet fast.

Cyklens stelnummer er 22 39 147 og er ikke efterlyst i Politiets app ’Bil- & cykeltjek’, så ejermanden har altså ikke meldt den stjålet.

En mærkat på bagskærmen fortæller, at cyklen er købet i CykelCentret Erik Lund i Søndergade 7 i Rønne med telefonnumret 03-960604. Telefonnummeret afslører, at det i hvert fald er mindst 30 år siden, at cyklen blev købt. Det var nemlig helt tilbage i 1. januar 1990, at man i Danmark skiftede fra 6 til 8-cifrede telefonnumre.

Cykelforretningen eksisterer stadig i Søndergade 7 nu under navnet Free Bike, og det gamle telefonnummers sidste fire cifre er de samme: 0604.

Bloggen ringer til Free Bike i Rønne.

BLOGGEN: Har I en oversigt over de cykler I har solgt 30 år tilbage?

FREE BIKE: Vi har en oversigt, men den går kun fem år tilbage.

BLOGGEN: Denne cykel, der har stået på Nørrresand Havn i mange måneder, er købt hos en Erik Lund. Er det den tidligere ejer?

FREE BIKE: Både ja og nej. Det er Erik Lunds søn og hans mor, der ejer butikken.

Spørgsmålet er nu: Hvem er ejeren til Den Grønne Batavus Ascot? Er det en kvinde, der i en brandert er kørt i havnen og er druknet sammen med sin cykel. Eller er det en forsikringssvindler?

Eller er det bare en person, som en sen nattetime manglede transport fra Rønne til Gudhjem og nuppede Den Grønne Damecykel, fordi den var efterladt uden lås?

Svaret blæser i vinden.

Kender du noget til denne ensomme cykel på Nørresand, må du meget gerne dele din viden med Bloggen og dens læser.

SIDSTE: Her mandag formiddag viser det sig, at den herreløse damecykel har fundet sig en herre eller dame. I hvert fald er cyklen væk!

Cykelhandlerens mærkat sidder stadig intakt på bagskærmen.Foto©JørgenKoefoed.

Stivnet tang på baghjulet indikerer, at cyklen på et tidspunkt har opholdt sig på havsens bund. Foto©JørgnKoefoed.

Stelnummeret er ikke efterlyst hos politiet. Foto©JørgenKoefoed.