DER BLEV FLAGET FOR HENRIK

Hvis dette foto havde været et maleri af Magritte, ville titlen have været: ‘C’est ne pas un mât de drapeau’. Men i modsætning til hans berømte pibe, er udsagnet faktisk rigtigt. Der har aldrig før været flaget fra denne flagstang, fordi det i virkeligheden er en camoufleret it-mast, som leverer internet til Ertholmene. Men i dag skete det … til ære for prins Henrik. Foto©JørgenKoefoed.

DA KLOKKERNE BIMLEDE fra tårnet på Gudhjem Kirke kl. 8 i morges gik samtidigt otte flag op og så ned på halv rundt omkring i Gudhjem. Bortset fra flaget ved kirken, var det Hans-Martin Bloch fra Gudhjem By- og Mindeforening, der sammen med et par hjælpere havde organiseret den massive tilstedeværelse af det rød-hvide flag, der blafrede så smukt i den tilpas blide vintervind fra østnordøst i den solskinsramte by.

En halv time før Prins Henriks bisættelse i Christiansborg Slotskirke lød kirkeklokkerne over det ganske land, lige som de gjorde en halv time efter seancen. Herefter gled flagene på hel, som symbol på at den afdødes sjæl nu var steget til himmels.

Ud over ved kirken blev der flaget ved Gudhjem Museum, på Bokul, ved Toldboden på havnen, på Glaciet, på Nordre Brygge, ved Batteriet og på Nørresand Havn. Mærkelig nok, var der tilsyneladende ingen private, der satte flag for prinsen.