DERFOR BLEV DER MØRKE I GUDHJEM I GÅR
SOM DET vil være flere Gudhjem-boere bekendt, blev gadelyset ikke tændt, da solen gik ned klokken 15:37 i går. Byen blev langsomt mørkere og mørkere, og til sidst havde tusmørket sænket sig over den lille by. Takket været julebelysningen kunne man stadig orientere sig hist og pist.
Lyset var kommet tilbage, da Din Blogger tjekkede klokken 3:20, men hvornår det blev tændt vides ikke, og heller ikke hvorfor lyset ikke var blevet tændt.
Som sent i går aftes ringede Bloggen her til formiddag atter til Knudsker EL, som har ansvaret for hele øens gadebelysning. Telefondamen vidste ikke noget om miseren, men henviste til Anders. Han var imidlertid ude at køre, så ham kan Bloggen først få en forklaring fra senere på dagen, når han har vendt snuden hjem til firmaet.
Bloggen opdaterer dette indlæg, når Anders er kommet med en forklaring.
DERFOR
Det lykkedes, at få kontakt til Anders lidt i 15. Han forklarede, at det skyldtes, at det computerstyrede ’styreskab’ for Gudhjem ikke satte i gang i lyset, fordi computeren ‘hængte’ eller var ‘frosset’, så den ikke kunne modtage signalet fra ’skyen’ ved solnedgang. Altså kort fortalt: En computer-fejl.
Gadelyset kom igen klokken 00:30 små to timer efter, at Bloggen havde gjort Knudsker EL opmærksom på den manglende gadebelysning. Anders opfordrede i øvrigt til, at man ringede lige så snart man opdagede, at der var problemer. I går skete det først klokken 23:15, da Bloggen ringede på 5695 6850. Telefonen er bemandet døgnet rundt, så ringer du efter almindelig lukketid, venter du blot til, at telefonsvareren fortæller, at du skal trykke 0 for at komme i kontakt med Nattevagten.
Her til aften fungerer gadelysningen – i hvert på Kirkestien.