DERFOR FLAGES DER I DAG PÅ HAVNEN I GUDHJEM [OPDATERET 12:32]

Flaget går til tops på Glaciet ved Gudhjem Havn, som et farvel og ‘tak’ til russerne fordi de vendte næsen hjemad. Foto©JørgenKoefoed.
NORMALT ER DET KUN om søndagen, at Dannebrog hejses op på flagstangen på Glaciet ved Gudhjem Havn – eller hvis en meget fremtrædende person fejrer en meget rund dag eller modsat har valgt at sige farvel til sit jordiske gods – eller som i dag, at det er 75 år siden, at russerne forlod Bornholm.
5. maj 1945 kl. 20:34 lød fra fra BBC i London:
“I DETTE ØJEBLIK MEDDELES DET, AT MONTGOMERY HAR OPLYST, AT DE TYSKE TROPPER I HOLLAND, NORDVESTTYSKLAND OG I DANMARK HAR OVERGIVET SIG.
Danmark var frit, men det gjaldt ikke Bornholm.
Da øens tyske kommandant ikke ville overgive sig til russerne – han havde åbenbart ikke lyst til at tilbringe 15 år i en arbejdslejr i Sibirien – blev Stalin så sur, at han beordrede to dages bombning af Nexø og Rønne. Det skete 7. og 8. maj, hvorefter de russiske tropper indtog øen.
Først da den danske regering oprettede et forsvar på Bornholm med opførelsen af Almegårdskasernen forlod de fremmede soldater øen.
De ødelagte byer blev genopbygget under den såkaldte ARKITEKTHJÆLPEN plus med de 300 træhuse, som Sverige forærede til de hjemløse bornholmere.
Bloggen opfordrer sammen med Hasle Byforening, at alle øens indvånere tænder lys i vinduerne i aften fra kl. 19:30 for at mindes krigens afslutning.
PS: Hvis den danske befrielsesregering med Wilhelm Buhl II i spidsen ikke havde glemt alt om den lille klippeø mod øst i befrielsesøjeblikket, kunne et par danske officerer have klaret ærterne for russerne – og den frygtelige terror-bombning og den efterfælgende besættelse kunne være undgået.
RUSSISK SVÆRT AT FORSTÅ
I Gudhjem kunne man ikke høre bomberne falde, men gudhjemboen Goldy Thunberg, der på det tidspunkt var 6-7 år gammel, kan huske, at når hun og hendes søstre sad på brønden foran deres hus, som lå lige overfor det nuværende Pandekagehus, kom der ofte en meget ung russisk soldat forbi. Måske var han kun 16 år gammel. Han ville meget gerne snakke med pigerne, men det var selvfølgelig umuligt.
I dag er der vist ikke mange af Putins undersåtter, der ankommer som turister til øen. Det skal vi vist være glade for, når man hører beretninger om, hvordan de tér sig på thailandske og spanske destinationer.

Fire F16-fly defilerede forbi Gudhjem ved middagstide kl. 12:23 – 75 år for sent!!! Foto©JørgenKoefoed.
FØLG MED PÅ SKÆRMEN
TV DR1 sender i aften kl. 20:00-21 programmet: ’Vi fejrer 75-året for Bornholms frihed’ og viser kl. 21:15-22:15 den danske dokumentarfilm. ’Den glemte befrielse – da russerne tog Bornholm’ med denne pr-text: ”Mens resten af Danmark jublede over befrielsen i maj 1945, gik Bornholm nogle dramatiske døgn i møde. Først to dages kraftig bombardement og så en besættelse af russiske stormtropper, og bornholmerne kunne ikke få oplysninger om deres skæbne, da radioen valgte ikke at fortælle om situationen. Der gik næsten et år, før Bornholm endelig kunne fejre, at de fremmede tropper havde forladt øen. Hos dem, der oplevede begivenhederne, er der fortsat en bitterhed og en følelse af at være blevet svigtet af de øvrige Danmark.’
På TV2/BORNHOLM startes allerede 7:15 med ’Bornholm – krigens sidste slagmark’. Kl. 8:15 ‘Tilbageblik: Da russerne rejste’. Kl. 19:45 ‘Mellem Os – 75 år efter russernes afrejse – vidnerne’ [genudsendes 23:35]. Kl. 20:25 ‘Danske soldater besætter Bornholm’. Kl. 20:30 Mellem Os: 75 år efter russernes afrejse – eksperterne [genudsendes 00:15]. Kl. 21:10 ‘Russerne på Bornholm’.