Tidligere kongelige skuespiller - gennem 14 år - Cecilia Zwick Nash fotograferet i baren i Scala Gudhjem efter forestillingen HAVFRUEMORDERENS DATTER. Her bad jeg hende om at læse min blog fra 15. maj 2007 om, hvem den virkelige havfruemorder er. Derfor har jeg hentet den frem fra de underste lag i denne blog, så nye læsere samt Cecilia kan få klarsyn over den opsigtsvækkende mordsag. Foto©JørgenKoefoed.

SKUESPILLEREN CECILIE ZWICK NASH var igår forbi Scala Gudhjem med sit musikalske selvportræt: HAVFRUEMORDERENS DATTER. Det varede 70 minutter – minutter af den slags som både var berigende, morsomme og sine steder gribende. Især hvor hun reciterede sin fars digt over hans afdøde bror Asger Jorn med ledelinien. ’De sagde, at du var frisk som en havørn’.

Det var Ekstra Bladets legendariske og berygtede chefredaktør Victor Andreasen, der bad Nash om at hoppe ind i en taxa fra Drakabygget og øjeblikkelig komme til København for at forberede et mindedigt over sin dødende storebror. I København lukkede Victor Jørgen inde i sin kone Tove Ditlevsens digterværelse, og fik at vide, at han først ville blive lukket ud, når digtet var færdigt. Efter fire dage blev digteren lukket ud. Til tiden, for brormand havde netop taget sit sidste åndedrag. Derefter blev det bragt på Ekstra Bladets kulturside ’Vinduet’.

Det er rigtigt, at Jørgen Nash påberåbte sig skylden som havfruemorder. Og det er også rigtigt, at han scorede mega-publicity på sagen. Men det er ikke rigtigt, at det var ham, der første motorsaven natten til den 24. april 1964.

Hovedet af havfruen er aldrig blevet fundet ej heller morderens identitet. Men 15. maj 2007 bragte jeg på min blog på avisen.dk nedenstående sandfærdige afsløring af gerningsmændene – for der var nemlig flere om det bestialske drab, som blev verdens største kiosk-basker.

DE HALSHUGGEDE DEN LILLE HAVFRUE

En lørdag morgen i april 1964 vågner store Danmark op til en kendsgerning, som nationen i virkeligheden endnu ikke er kommet sig over. Nogen har halshugget Den Lille Havfrue. Trods en dusør på hele 3.000 gode, danske kroner finder man aldrig morderen.

Ganske vist er der mange, der meldte sig under fanerne som Havfrue-morder. Mange ville gerne dele berømmelsen med den kendte skulptur, som blev skabt af Edvard Eriksen og skænket København af brygger Carl Jacobsen i 1913.

En af de mest kendte selvtilståede havfruemordere er kunstneren Jørgen Nash, som i en bog i 1997 tilstod sin ugerning. Han blev hentet ind til afhøring på Politigården, men fik aldrig tildelt æren. Det var vist noget med, at hans motorsav ikke matchede savtakkerne på den 175 kg tunge efterladte havfruekrop. Men det gav god reklame. Så meget, at han til sidst selv troede på det.

Nogle uger efter ugerningen gik fotografen og filminstruktøren Flemming Arnholm en tur på Strøget. Da han på et tidspunkt kiggede op på hustagene fik han pludselig øje på havfruens afsavede hovede. Heldigvis havde han sit Leica med supertele over skulderen. Han spottede hovedet gennem sin 600 mm. Jo, den var god nok. Det var det meget savnede hovede. Billedet han tog blev fremkaldt i mørkekammeret hos portrætfotograf Jens Juncker-Jensen på Strøget. Det blev dagen efter bragt i Ekstra Bladet. Forinden var Arnholm og en journalist fra Ekstra Bladet dog steget op på det tag og hen til det spir, hvor det hule hovede dinglede. Det viste sig af være af papmaché. Så Arnholm fik ikke dusøren på de 3.000 kroner, men blot honoraret for billedet i Ekstra Bladet. En god historie som sådan. Men hvor var det originale hovede?

HVOR ER HOVEDET?

Det er endnu ikke blevet fundet, men jeg fik nogle år efter ugerningen, at vide hvem det var, der havde foretaget halshugningen. Hemmeligheden blev røbet af en tidligere pressefotograf på Politiken. Navnet er mig bekendt, som man skriver, når en kilde ønsker at være anonym. Men hør lige den sensationalle afsløring her:

Pressefotografen – lad os kalde ham EA – var efter ugerningen på Langlinie for at tage billeder. Da han gransker fotografierne lægger han mærke til, at der på på den anden side af vandet – på Refshaleøen kaj 673 og 674 ligger to tyske krigsskibe fortøjret.

Pressefotografen kontakter angiveligt mandskabet på krigsskibene, der fortæller, at der den nat, hvor havfrue-hovedet blev kappet foregik en gevaldig fest om bord. Der blev – ligesom på de danske krigsskibe – drukket tæt.

Ifølge pressefotograf EA s teorier – udviklede festen sig. På et tidspunkt – meget tidligt om morgenen 24/4 bliver et af skibenes gummispeedbåde sat i vandet. Ombord befinder der sig en lille gruppe meget lystige, tyske marinere. Ud over en lille beholdning af spiritus har de også en af skibets store metal-motorsave ombord.

Commando-raiden blev udført med tysk præcision. Oversavningen tog under 16 sekunder. Tilbagesejladsen under to minutter. Hovedet var i hus. Efter EA s mening befinder det kvindelige fruehovede sig nu på en opsats foran en tysk officers skrivebord et sted i Tyskland.

Om det står til troende, vil måske vise sig. Halshugningen skete for 44 år siden. Hvis vi antager, at officeren havde en alder af 32, da han førte saven, vil han i dag være 76 år. Lad os sjusse os til, at han bliver 95 (tyske soldater VIL ikke dø). Altså sker der det i 2016, at arvingerne tømmer hans store villa et eller andet sted i Stortyskland. Her finder de det afsavede bronzehovede. Nu vil der ske en af to ting:

1) De efterladte har aldrig været i Damark og kender derfor ikke den famøse havfrue og forbinder ikke hovedet med noget blodigt kriminelt. Hovedet fortsætter sit hemmelige liv et sted i Das Vaterland – eller ender på et loppemarked eller i en skraldespand (Gud forbyde det).

2) De efterladte har været i Danmark mange gange og får et chok, da de i oldefars gemmer finder Verdens Mest Eftersøgte Hovede. De ringer til Kongehuset, som sørger for at hovedet modtages på Prins Henriks kontor på Amalienborg og herefter får en plads nede i katakomberne i Helsingør side om side med Holger Danske.

Sikken historie – og så er den oven i købet sand!

PS: Uanset ovenstående afsløringer skal du se forestillingen om det kreative Drakabygget, hvor lille Cecilia voksede op blandt så tilpas gale mennesker, som får én til at føle sig voldsom almindelig. Forestillingen bliver gentaget omkring 40 gange mere i år, fx i Tisvilde Bio på lørdag (11/6) og igen på Bornholm 14. september på Rønne Theater.